Empire, The Epic Novel Of Imperial Rome af Steven Saylor

Fortsættelsen til Roma omhandler over 600 sider tiden fra kejser Augustus til den unge Marcus Aurelius set gennem Pinarii-slægtens øjne.

Men som et gammelt etruskisk mundheld advarer: sidder man for tæt på flammerne, risikerer man, at der går ild i ens kappe. Og ilden fænger og begærets flammer springer, mens de degenererede kejsere med blodig pomp og pragt gravsætter de gamle romerske dyder, lige indtil Trajan og Hadrian indvarsler en regulær romersk guldalder.

I kejsernes mørke skygger
Hvor det i den foregående roman, om den romerske republiks tid, først og fremmest var kampen om rettigheder: plebejerne versus patricierne, der drev historiens svinghjul, der er det i Empire, kejsernes lunefulde personligheder, der har den altoverskyggende betydning for historiens gang.

Det står fra begyndelsen klart at den ældgamle patricier slægt Pinarii med deres tætte forbindelser til magten, ikke vil gå ram forbi, når den ene mere magtsyge kejser afløser den anden, men amuletten som slægten har båret fra tidernes morgen, synes at have en form for beskyttende kraft for dens bærere. Og den kraft bliver der rigelig brug for, når magten overdrages til sjælelige misfostre som den vanvittige kejser Caligula, den ondskabsfulde megaloman, Nero, eller den hykleriske, paranoide og Stalin-agtige Domitian, der ser sammensværgelser over alt og derfor udrenser i stor stil.

Blodalder og guldalder
Der er kaos i Rom, kristne bliver forfulgte, og den evige stad går op i flammer, men som Fugl Fønix rejser imperiet sig af asken og med den barske, men efter antik, romersk målestok nådige soldaterkejser, Trajan og fætteren Hadrian, når imperiet sit højdepunkt, hvad angår geografisk størrelse, men måske også hvad angår digterkunst og arkitektur.

Hvor Roma er bygget op af mange korte og afrunde fortællinger, der består Empire af fire længere historier - jeg synes at første bogs model fungerer bedst.
Mest dramatiske og spændende er det under de farlige despoter – ikke mindst, under Domitian, hvor en Pinarii bliver smidt ind i Colosseum og uden våben skal kæmpe mod en sulten løve.

Det er beskrevet så levende, så man får en klar fornemmelsen af at stå i den flimrende varme på blodtilsølet sand, mens situationens alvor, larmen og proportionerne fuldstændig overrumpler en.
 Mere stilstand er der i de ind imellem lidt for omstændelige beskrivelser af livet under de retfærdige kejsere – igen forstået ud fra datidens næsten ubegribelige grusomhed.

Men Saylors udlægning af historien om Rom formår ganske godt at indfange såvel storhed og fascination som det, som med nutidens pacifistiske briller, virker som en afskyelige og frastødende afstumpethed – hvordan var det muligt for dannede mennesker, digtere og filosofer med videre at overvære henrettelser og væmmelige gladiatorkampe som opbyggelig underholdning,  og yderligere anerkende en økonomisk model, der som sin grundsten havde udbytning, nedslagtning, erobring og billig arbejdskraft i form af slaver - det forbliver nok et gåde.
Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.