Kleopatra af Stacy Schiff

 Pullitzervinder Stacy Schiff sier effektivt løgn og fordomsfuld latin fra i sin grundige fremstilling af det intelligente magtmenneske Kleopatra.

’End ikke 2000 års dårlig presse og overophedet prosa, film og opera kan tilsløre det faktum, at Kleopatra var en usædvanlig habil dronning, udspekuleret og opportunistisk over al måde, en begavet strateg. 

Hendes løbebane begyndte med et dristigt oprør og endte med et andet… Fra første til sidste glimt af hende blænder hun os med sin evne til at sætte scenen. Til det sidste havde hun kontrol over sig selv, skarpsindig, åndfuld, ufattelig rig, forkælet, men alligevel ærgerrig.’  



Bag de lange forførende øjenvipper
Ikonet og klicheen Kleopatra kender de fleste om ikke andet så fra Elizabeth Taylors berømte fremstilling af den kælne, forførisk hundjævel, og blandt mange, mange andre har også Shakespeare givet os sin skildring af den dragende skikkelse. Men hvem gemmer sig i virkeligheden bag denne forvrængede maske, det er det, Stacy Schiff giver sit bud på med sin, kan man vel godt kalde det, feministiske nyfortolkning.

Vores fordrejede forestillinger om den sidste farao, skyldtes naturligvis at det i første omgang er fra sejrsherrerne, de stærkt mandchauvinistiske romere, ikke mindst lyseslukkeren over dem alle, Cicero, at vi har fået overbragt historien.

Romersk orientalisme
Og de romerske puritanere så bestemt ikke med milde øjne på at en overmåde rig og magtfuld kvinde. Det var jo skandaløst, at en kvinde med list, snilde, dygtighed og, tro mod sin ptolemæiske arv, en stor portion snigmord, kunne bringe Egypten på fode igen, og genvinde en stor del af dets stormagtsstatus i en situation, hvor landet ellers længe have stået bundet som en fedekalv, som den fremadstormende stormagt Rom kunne slagte, når det ønskede.

Der måtte ligge noget bag, og de glamourøse, men for de romerske traditionalisters synspunkt, uværdige affærer, som hun havde med såvel Julius Cæsar som Marcus Antonios, beviste, hvad de allerede godt vidste, at hun var en promiskuøs skøge, en troldkvinde, der med sin luksus(endnu et skældsord), rigdom og mærkelige skikke lokkede romerske borgere i fordærv.

Hun blev indbegrebet af skæbnesvanger dekadence og den hårde, uforsonlige retorik var Augustus ikke sen til at bruge som anstødssten i sin krig mod Marcus Antonius og Kleopatra.

Realpolitik og ærgerrighed de styrende faktorer
Sandheden var at den hyper-ambitiøse, klassiskdannede Kleopatra, der talte syv sprog, inklusiv, som den første af de hellenistiske herskere i Egypten, egyptisk, efter krigen mod sin lillebror og medregent arvede et rige, der var i en svær prekær og underdanig rolle i forhold til Rom.

Det gjaldt om at satse på de helt rigtige magtfulde venner i Rom, hvis Egypten skulle overleve som selvstændigt rige. Det er ud fra denne realpolitiske optik, at Schiff overbevisende tolker Kleopatras handlen og gøren på meget sober og redelig vis.

Hvor affæreren med Cæsar og Marcus Antonius er velkendt stof, er særligt afsnittene om Kleopatras opvækst, uddannelse og blodige vej til magten, de mest interessante. Og fremstillingen af det kosmopolitiske, storslåede og prangende Alexandria er levende og sansende beskrevet – byen var en torn i øjet på det i sammenligning dengang meget lidt prangende, men derfor desto mere chauvinistiske Rom.

Og så myrdede ptolomæerne hinanden med knive og gift i en grad, så selv den samtidige Herodes den stores dysfunktionelle familie i Jerusalem tager sig ud som bare endnu en samspilsramt trivialitet med ondt i arven (Jerusalem, biografien). Schiffs bog er en god, solid biografi om en af verdenshistoriens vel nok mest berømte kvinder.
Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.