Stemte s’er af Keld Conradsen

Fornem bog er en fintfølende og ukunstlet beretning om, hvordan man ufrivilligt kan slægte sine forældre på, og hvordan dystre hemmeligheder kan være så skamfulde, at de bliver styrende for ens liv

’Hvorfor har jeg aldrig så meget som forsøgt at begribe min mors liv? Hvorfor har jeg gennem et helt liv ikke boret i hendes fortid, som dog med sin hemmelighedsfuldhed har pirret min nysgerrighed? Hvorfor denne undladelse, der pludselig springer mig i øjnene?

Fordi jeg har haft nok at gøre med at værge mig, holde min mor på afstand? Fordi ungdom ikke er tid til refleksion, og jeg bagefter nærmest blev en flygtning som hun selv? Fordi man altid går ud fra at der vil komme en lejlighed til at spørge, udforske, forstå lige til en dag det er for sent? Fordi en mor først og fremmest er en mor? Fordi jeg er en dårlig søn?

Eller var det fordi hun ikke lod mig bore?’   

Hjemkomst

Fortælleren, der er bosiddende i Lissabon, vender hjem til Sønderjylland til morens begravelse, og blandt moderens efterladte ting finder han en dagbog, der beretter om moderens flugt fra det gamle Østpreussen i slutningen af 2.verdenskrig fra de fremrykkende russere. Dagbogen giver fortælleren mulighed for at stykke et nyt billede sammen af den dominerende mor, han har kendt og hele sit liv er flygtet fra.

Min mors hemmelighed

Dagbogen afslører nemlig at moren, som sønnen kalder anti-tysk på en meget tysk måde, i sin ungdom var glødende nazist og troede fuldt og fast på føreren. Dagbogen beskriver den dramatiske flugt fra Köningsberg, tabet af familiemedlemmer og dén afgørende begivenhed, der fik skællet til at falde fra morens øjne, så hun alt for sent indså, hvorledes også hun havde gjort nazismens uhyreligheder mulige. 

Skammen har hun indkapslet bag et panser af insisterende, forløjet dansk gemytlighed, mens hun som Günther Grass har krævet at alle andre tyskere højlydt og underdanig skulle gå bodsgang, uden at hun selv ville være ved sin skyld.

Mig og min mor

Rejsen hjem til Sønderjylland , til den tavse, kejtede knudemand af en far og hjem til barndomshuset sætter gang i fortællerens erindring, der fint fletter sig sammen med læsningen af morens fortrængte fortid. 

Til sammen giver det et nyt mere indsigtsfuld og forstående billede af moderen og af fortælleren selv, og det går op for ham, hvordan den indre splid, flugten fra sig selv og rodløsheden paradoksalt nok er gået i arv fra den mor, end ikke lande og kontinenter har kunnet udviske.

Det er en hård, smertefuld beretning, særligt fordi indsigten altid kommer, når det er for sent.

Historien er fortalt med et afdæmpet, tilbageholdt vemod, og det er de konkrete, fintfølende sansninger og observationer, der sætter skub fortællerens erindring og (ny)fortolkning af fortiden, af moren og af ham selv. En rigtig god bog, der formår at formidle de ambivalente følelser og den knugende savn efter den mor, fortælleren aldrig rigtig lærte at kende.