Reportage fra Herlufsholm Fantasybogmesse 2012

Af Lene Dybdahl
Dagen startede tidligt med syge børn, der skulle passes af bedsteforældrene, og derpå satte min mand og jeg kursen mod Sjælland. Vi hørte radio, sang med på firserhits, spiste hjemmesmurte sandwiches og chokolade, drak en masse kaffe og (måske derfor) bandede på spansk af langsomme bilister.
Endelig nåede vi frem til Næstved og Herlufsholm. Vi parkerede det forkerte sted og fik sved på panden over de få biler på parkeringspladsen "Shit, bare det ikke bliver et totalt flop!" tænkte jeg, men turde ikke sige det højt.

Kæmpende orker til Herlufsholm Fantasybogmesse

Men efter lidt snusen rundt, mødte vi et par brølende orker og riddere med økser og sværd, og vi sukkede af lettelse. Vi var kommet det rigtige sted hen, og der var (heldigvis) kø til billetsalget.

Venlig modtagelse
En medarbejder/ frivillig for fantasybogmessen førte os gennem en kraftig, mørkebrun dør, op af en dunkel trappe og hen ad en lang gang. På døren for enden stod: Backstage. "Wow!" tænkte jeg, "Må vi gå herind?" Og det måtte vi selvfølgelig. 

Næppe var vi trådt indenfor, før venlige mennesker smilende kom os imøde, heriblandt Elisabeth, som skulle interviewe mig, og en fyr, hvis navn jeg i forvirringen ikke fik fat på. Han var nemlig hurtig til at tage ordet og fortalte mig i en rivende fart alt hvad der var værd at vide om fantasybogmessen for en forfatter som mig. Herpå trak Elisabeth mig længere ind i lokalet og ned til et bord, hvor vi gennemgik det forestående interview i stikord.

Hvorfor driller mikrofoner altid?
Forfatter Lene Dybdahl interviewes til Fantasybogmesse
Det var rigtig fedt at opdage, at jeg skulle interviewes i Festsalen, hvor væggene var smukt dekoreret med paneler af guld - det passede jo perfekt til Den Gyldne Nøgle. Jeg skulle iklæde mig en mikrofon (I ved, sådan én, der sidder på kinden - Michael Jackson style), og når jeg selv har været på bogmesser har jeg altid tænkt: Hvorfor fatter de forfattere aldrig at tage sådan en på? Det er jo herrelet! Ahem...
Det ser let ud, vil jeg sige. Men når man som jeg har et stort hoved, for slet ikke at tale om et stort garn, så er det sin sag at få det spinkle stads viklet rundt om hovedet. Flere gange fik jeg mikrofonen ind i øjet - så smart er jeg!

Fuld sal
Elisabeth Bruun interviewer Lene Dybdahl
Endelig gik vi i gang og da jeg havde fået bakset mikrofonen ud af øjne, mund og næse, begyndte jeg at kunne koncentrere mig om at fortælle om Den Gyldne Nøgle. Elisabeth spurgte mig blandt andet om, hvordan jeg brugte fantasygenren, og en hel masse andet. Tiden fløj afsted, og bagefter kom et par piger op og talte med mig om det at være forfatter, og om hvordan jeg kan få tid til det hele. Her er mit standardsvar: "jeg ser ikke så meget fjernsyn."

Signering
Bagefter var der signering i Tellerups stand. Der kom heldigvis en hel del tilhørere fra interviewet og købte min bog, og det var sjovt at tale med folk som allerede havde læst den. Hvis I sidder derhjemme og forsøger at tyde mine kragetæer i jeres bog, så kan jeg oplyse, at jeg ofte slutter af med at skrive 'saludos, Lene Dybdahl', og det betyder på spansk: hilsener fra Lene Dybdahl.

Rundvisning
Efter min optræden fik min mand og jeg lejlighed til at komme på rundvisning på Herlufsholm Kostskole. Det var spændende at høre rektoren fortælle om skolens historie, og især var det betagende at besøge den smukke kirke, som hører til stedet og se Herluf Trolles sarkofag og den rustning, han havde på, da han blev skudt i benet under en krig med svenskerne. Skolens 'museum', som er en samling af udstoppede dyr, var også rigtig spændende at se.

Forfattersnak
Der blev også tid til at hilse på nogle af kollegerne fra Tellerup, og det var sjovt at snakke med dem om vores fælles passion: bøger. Jeg håber meget, at messen bliver til noget igen næste år, for rammerne var helt fantastiske til formålet.

Forfatter Lene Dybdahl signerer en bog til forfatter Martin Vinther Madsen :-)
Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.