Revelation af C.J. Sansom bind 4 i Shardlake-serien


Seriemord og religiøst vanvid i Tudortiden. Revelation er det hidtil svageste bind i Shardlake-serien.
Den nu aldrende Shardlake har gentagne gange svoret, at han ikke igen vil lade sig indbringe i det storpolitiske rænkespil, men nok engang tvinger omstændighederne ham til at spille sin rolle.
Kone nr. 6
Det er foråret 1543 Henrik den Ottende kurtiserer den modvillige Lady Catherine Parr, som han vil have som sin sjette kone. Man forstår hendes forbehold.  
I mens har Shardlake påtaget sig en sag der handler om en tilsyneladende forstyrret ung mand, fanget i et religiøst selvpineri. 
 Han er spærret inde på en anstalt for sindssyge, idet hans blasfemiske udgydelser let kunne føre til at han blev brændt på kætterbålet, særligt efter at de religiøst konservative igen har fået vind i de papistiske sejl.
Åbenbaringen
Men da en gammel, trofast ven brutalt bliver myrdet, lover Shardlake enken at opklare mordet, og det fører ham lukt midt ind i den verserende magtkamp mellem reformister og konservative. Og da mordet viser sig at indgå i en helt række af mord inspireret af Åbenbaringernes bog, bliver dette flammeskrift studeret med lup for at forudse den bestialske seriemorders næste træk.
 Shardlake og hans tro følgesvend Barak må se sig godt for, så de ikke undervejs ender som det næste lig i rækken, eller som en lus mellem to negle bliver knust i stormændenes politiske og religiøse opgør.
Gode miljøbeskrivelser, men løst plot
Revelation er mere eksplicit bestialsk end de foregående bind i serien, men desværre er den også mere langtrukken, med et løst plot, der kun langsomt og knirkende kommer i omdrejninger. Pointen med det omsiggribende religiøse vanvid i en utrygt og omskiftelig tid er ganske god, men især årsagen til den indespærrede unge mands flagellantisme virker temmelig konstrueret og overdreven
Det sentimentale og melodramatiske fylder efter min smag for mange af bogens sider. Baraks ægteskabelige problemer, med Shardlakes dertil følgende gode råd, føles lidt for meget som at læse en meget pædagogisk håndbog i konflikthåndtering (Tal til hende!), og karaktererne især Sharlake og maureren Guy, tramper denne gang for meget rundt i egen godhed og tolerance.  
Som altid bygger bogen på grundig research og de atmosfærefyldte beskrivelser af et overfyldt og stinkende London mangler ikke noget, men desværre lever bogen ikke op til de foregående bind i serien og hvis bog tre, Sovereign, er det bedste bind i serien, er Revelation det foreløbigt svageste.







Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.