Night Soldiers af Alan Furst

Ambitiøs, intelligent, spændende, men også til tider lidt for lang historisk spionroman, der når vidt omkring i det europæiske galehus fra 1934 til 1945.

’In Bulgaria, in 1934, on a muddy street in the river town of Vidin, Khristo Stoianev saw his brother kicked to death by fascista militia…on both side of the river –Romania to the north and Bulgaria to the south – the political passion ran white hot.

People talked of little else: in the marketplace, in the church, even – a mark of just how far matters had progressed – in the kitchen.

Something had happened in Bucharest. Something had happened in Sofia.
Soon, something will happen here.
And, lately, they marched.’
Hvad floden bringer
Der sker store omvæltninger, da de nye stærke politiske strømninger, når ud til den lille, søvnige by ved Donau-flodens bred, Vidin, i Bulgarien. Først kommer en pompøs tysker med anstrengt mine og nazistiske propagandafilm i armene til byen, og belærer en broget flok af byens borgere om at brun er det nye sort. Ligeså kommer en sovjetisk kommissær, der taler bulgarsk og rundhåndet deler ud af sine cigaretter til Vidin og kalder til oprør blandt de slumrende og forundrede arbejdere og fiskere i byen. 
Hovedpersonen Khristo fatter hurtigt sympati for den stærke og modige røde- russer, og da Khristos bror bliver sparket til døde af den fascistiske milits, der ikke finder hans nedsættende bemærkninger om deres latterlige mundering morsomme, vælger Khristo at følge kommunistens råd og drage med til Moskva for at blive oplært som agent for den russiske sikkerhedstjeneste NKVD.
I Sovjets kolde hjerte
Men kommissærens glorværdige fremstilling af forholdene i Moskva og på NKVD- akademiet viser sig til Khristhos store fortrydelse ikke at holde stik. Den står på hård træning, terperi og kommunisternes metoder er ikke stort forskellige fra fascisternes; løgn, frygt, trusler og terror regnes også her for at være den bedste måde at kontrollere og regere på – enhver opførsel, der afviger en tøddel fra det snævert foreskrevne, er mistænkelig og vækker farlig opsigt.
 Khristo møder dog nogle medkadetter, som sværger evigt troskab, noget der senere i historien skal få afgørende betydning.
Den Spanske Borgerkrig, udrensningerne og det udsvævende Paris
Da borgerkrigen i Spanien bryder ud bliver Khristo sendt til Catalonien og arbejder med kontraspionage, og den af  Moskva-dikterede likvidering af de anarkistiske medlemmere af partiet POUM tager fart. Stalins lange, paranoide arm, når også til Spanien og udrensningerne i Sovjetunionen, får følgeskab af udrensningerne af militært personale og politiske kommisærer, der kæmper på den republikanske side i Spanien.
Da Khristos fordrukne, overordnede, med trang til at lette sit plagede sind, bliver kaldt til Moskva, må Khristo flygte til Paris for ikke at blive den næste i rækken. I Paris får den desillusionerede NKVD agent arbejde som tjener for det bedre borgerskab(!), der med krigen på anmarch fører sig frem i vild udskejelse og nærer skiftevis hoven foragt og erotisk tiltrækning for Khristo, en ’ægte’ repræsentant for det fremmarcherende proletariat.
Da Frankrig bliver besat af tyskerne under 2. verdenskrig kæmper Khristo med i modstandsbevægelsen, samtidig med at han må holde sin sande identitet hemmelig. Og hvis han er færdig med fortiden, er det bare ærgerligt, for fortiden er ikke færdig med ham.
Storladen og fascinerende, men lidt for lang
Romanen er gennemresearchet og giver et skræmmende, men meget levende portræt af perioden og de forskellige steder: Bulgarien, Sovjet, Spanien, Frankrig. Indledningen som zoomer ind på de små narcissistiske forskelle mellem bulgarer og rumænere, og småborgerskabets gradvise hang til fascisme er ypperligt beskrevet.
Ideen med at introducere læseren til Den spanske Borgerkrig og den interne konflikt på republikkens side gennem en fremstilling af en lille catalansk bys splid om, hvad der ville være ideologisk korrekt at stille op med figentræerne, der nu er kommet proletariatet i hænde, er både morsom og meget elegant udført.
Det er med gru og tilbageholdt åndedrag man læser om terroren og det uigennemskuelige net af løgne og bedrag. Bogen taber lidt fart, da Khristo når til Paris, hvor beskrivelserne efter min smag tager vel overhånd, eneste minus i en ellers meget overbevisende og kraftfuld roman, der nok bedre en mange historiebøger formår at give et fascinerende portræt af en særdeles mørk og farefuld tid.

Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.