De smukke vilde af Don Winslow

It never rains in California
I det sydlige Californien, hvor det forventes at en varm sol, hver dag vil bevæge sig op på en skyfri himmel for at kaste sine milde stråler på de lyseblå bølger, det korngule strandsand, surfernes hårde kroppe, samt pigernes platinblonde hår. Californien, hvor smilene er store, barmen større og det umiddelbare behovstilfredsstillelse størst.
 Ja lige her i denne bid af paradis er de to venner Chon og Ben gået sammen for at producere den bedste californiske pot på markedet – og forretningen går strygende. Og sammen med det ekstremt selvoptagede orgastiske shopper-lamseben Ophelia, som de på god demokratisk vis deler mellem sig, lever de det gode liv behagelig befriet for livets barske realiteter.
Og selvom det er ulovlig og potentiel farlig forretning, de har gang i, tjener de styrtende med penge uden de store skærmydsler eller voldsudgydelser – folk er rimelige, forstående og meeeget laid back.
I de mexicanske hundes vold
Men nede syd for grænsen venter de mexicanske blodhunde, i form af  narkokartellet Baja, på at give de naive og selvgode amerikanere en lektion i verdens sande indretning. Mexicanerne meddeler simpelthen de to amerikanere, at de overtager forretningen, og for lige at være sikker på at de forstår alvoren, ledsages meddelelsen af en video med hovedløse kroppe.
Hvor Ben er en blød, venstresnoet idealist, en Reagan-agtig iværksætter med hang til selvgranskning, med to forstående traumetæmmere som forældre, der er Chon følelseskold og benhård realist.
Chon er tidligere Afghanistan-veteran, og lider ifølge O (Orphelia insisterer på at blive kaldt O – Vagt i gevær alle freudianere!) af MPTSD – Mangel på posttraumatisk stresssyndrom, og Chon ved, at den eneste måde at bekæmpe de vilde på, er at være vildere. Så hans fuck you -indstilling eller-udstilling (ifgl. O) bliver også svaret til de mexicanske dræbere. Og så har vi den blodige ballade. 
For lidt historie og for meget effektjageri
De smukke vilde er den tredje bog af Don Winslow på dansk efter I Hundens vold og Frankie Machines vinter, som jeg begge var meget vilde med. Det er jeg knap så meget, hvad angår De smukke vilde, der nok er noget lettere i anslag, men altså også i indhold.
Hvor I Hundenes vold ud over at være en gedigen spændingsroman også fortalte en stort anlagt krønike om USA's tilstedeværelse i Mexico og den fejlslagne narkobekæmpelse fra 1970erne og frem, der er De smukke vilde en ret forudsigelig efterhånden hyppigt brugt opbyggelig historie om unge, smukke, overfladiske og indbildske shopper-amerikanere, der tror, verden elsker dem, og at de derfor kan gå på vandet, for så pludselig at rammes for hårdt af karma eller nemesis, men derefter mod alle odds (naturligvis) at tage kampen om.
Og ved endelig at føle virkelig smerte og ikke bare Weltschmerz – hej der ligger en hel verden og venter udenfor min smukke navle – modnes de, og træder nu frem af asken som ansvarlige voksne mennesker.  
Don Winslow er en dygtig stilist og formår at ramme Ben, Chon og særligt O´s irriterende kynisk-ironiske måde at tale på med ordknappe, afbidte sætninger, selvopfundne forkortelser og stillen sig an med rette anti-sentimentale attitude.
Men den demonstrative påvisning af deres og deres familie (den bedre stillet middelklasse og op efter  i USA måske?) ynkelige, overfladiske jagt på autencitet og identitet i shop-amok på mærketøj og zappen mellem alternative religioner kombineret med en ligeså overfladisk tredjeverdens anger, ja, den er godt nok i begyndelsen morsom, men bliver også for karikeret og fylder simpelthen for mange af bogens sider.
Måske fordi bogen helt fra begyndelsen af var skrevet med henblik på senere filmatisering (den er nu filmatiseret med Oliver Stone som instruktør) er der efter min smag for mange effektløse oneliners og unødige dramatiseringer af det åbenlyse eller banale som i tv-serier ala 24timer eller Prion Break.
Som spændingsroman er den vel klart over gennemsnittet, men med de to foregående romaner in mente, er det også svært ikke at have meget høje forventninger til bøger fra Winslows hånd.  Der deles rundhåndet ud med verbale smæk til republikanere og demokratere, og der er helt sikkert også fede, ultrakorte kapitler, der klart holder, som nu denne:
’Soldater dør i Irak og Afghanistan, og overskrifterne handler om Anne Nicole Smith.
Hvem?
Lige præcis


3 Kommentarer
avatar

Denne anmeldelse er på mange punkter ramt et godt stykke ved siden af;
Du påpeger at du var vild med de machines vinter og i hundenes vold, men siger at denne bog er lidt for letkøbt og lidt for lidt substans og lidt for meget proces.
Uenig - denne bog er en understregning af Don Winslows brede spektra af litterære kvaliteter - denne bog adskiller sig markant fra de to andre, men på en udfordrende måde, der gør at læseren ikke læser sig selv ihjel i de samme gamle floskler og klichéer. Den udfordrer sin læser og istedet for at følge hver eneste sætning syllogisk til ende og på aristotelsk vis at tvangsfordre læseren med morale, giver bogen ofte sin læser præmisser og grundlag for selv at lave sin konklusion.
Samtidigt er bogen en hyldest til venskab på trods af forskellighed og en opfordring til at gøre hvad man brænder for og uden Don Winslow skriver sig selv ind i gamle floskler som carpe diem og grib-dagen idioti bliver bogen en fantastisk tour de force over livets udfordringer, muligheder og gaver, krydret med mexicansk/amerikansk bandekrig og brutal vold på bedste Winslow manér gør dette bogen til et uforglemmeligt bekendtskab. Læs den!

Balas
avatar

Hej Uffe?
I din udlægning af bogens kvaliteteter fremhæver du først og fremmest bogens form og fortællerstil, der viser Winslows brede spektra af litterære kvaliteter, og så at bogen udgår at gentage de 'samme gamle floskler og klicheer'.

Jeg er ikke helt klar over, hvad det er for nogle gamle floskler, som bogen ikke gentager, men jeg er, som jeg også skriver i min anmeldelse, enig i at Winslow er en virkelig dygtig stilist, der tydeligvis mestrer forskellige fremstillingsmåder - hvilket jeg da også fremhæver som et plus ved bogen.

Denne gang synes jeg dog desværre ikke at formen i tilstrækkelig grad modsvares af et ligeså spændende og udfordrende indhold, som ved de foregående lejligheder.

Selvfølgelig er det et spørgsmål om subjektiv smag, og jeg synes altså Winslow denne gang satser for meget på fart, oneliners og cool attitude på bekostning af den gode historie.

Jeg er i øvrig ikke enig i at bogen ikke moraliserer: at det er en dog-eat-dog-world gentages - så selv idealisten Ben forstår det.

og O' s indholdsløse, selvcentrerede liv fremstilles efter min opfattelse som en kliche: 'Fik vi fortalt, at pigen elsker at shoppe?Fik vi fortalt, at pigen måske ligefrem lever for at shoppe. Vi bagtaler ikke O;hun ville selv sige det samme.'

- O vågner jo også op af sin tornerosesøvn, mens hun sidder i fangeskab og hives nu ud af sin inerti og sit overfaldiske liv. Efter at have mødt virkeligheden i skikkelse af mexikanske mordere, vil hun nu for første gang gøre noget i sit liv - en vel egentlig meget opbyggelig morale.

Balas
avatar

Hej Jens Henrik.

Jeg er enig i meget af det du skriver. Hvis man læser bogen uden reflektion, så er det en dybt moraliserende bog.

Jeg havde dog hele bogen igennem en fornemmelse af at Winslow fremstiller sine personer (O, Ben & Chon) med en ironisk distance til den trivielle shoppelystne amerikaner. O shopper ikke fordi damebladene fortæller hende det og O får ikke sine orgasmer som man kan lære det på den bedste sendetid på DR1.

Med det kendskab det indtil videre er muligt at stifte med Winslow på dansk, er min opfattelse også at hans hovedpersoner ligger et stykke væk fra det man ville kalde de banale helte og antihelte. Derfor ser jeg den moraliserende del af bogen tosidet, der er den åbenlyse moralisering og den ironiske kommentar til den åbenlyse moralisering og de strukturelle forhold i samfundet der kræver moralisering. Jeg skal dog ikke udelukke, at det kan være det er mig der overvurderer Don Winslow en smule.

JEg er enig i at historien plotmæssigt og narrativt set ikke er på samme niveau som: I Hundenes Vold og Machines Vinter, men det gør - for mig - ikke så meget. Det er rart med fornyelse og når man vender sig til den nye stil, synes jeg den er forfriskende uden at være påtaget eller lefle for sin læser.

Med gamle floskler mener jeg at han godt kunne have prøvet at kopiere Puzo og finde ud af at det er svært at hamle op med ham, men det undgår han ved at skabe sin egen stil.

Balas

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.