De mistede. På sporet af seks blandt seks millioner af Daniel Mendelsohn

En meget intellektuel bog om en amerikansk-jødisk forfatteres forsøg på at opspore seks af hans familiemedlemmer, der tilsyneladende alle forsvandt i Holocaust.
Et sort hul i fortællingen
’Min bedstefar fortalte mig alle disse historier, alle disse ting, men han fortalte mig aldrig om sin bror og svigerinde og de fire piger som, for mig at se, forekom ikke så meget døde som mistede, forsvundne ikke blot fra denne verden men – hvad der for mig var endnu mere forfærdeligt – fra min bedstefars historier.’
Daniel Mendelsohn, anerkendt akademiker, forfatter og kritiker, med en solid klassisk dannelse, har helt fra barnsben af haft en umættelig appetit på slægtshistorie. Det er en interesse, der er blevet vakt af bedstefaderen, hvis vildtvoksende, detaljerede og næsten altomfattende episke fortællinger, afgørende præger Daniel.
Og denne bedstefarens fortælleform er også bogens. Men den uvished, det hul, det tabu og medfølgende tavshed som omgærede alt, hvad der havde med bedstefarens bror at gøre – der hviskes dog i det skjulte på jiddisch, så visse uhyggelige brudstykker når Daniels ører –  er utilstrækkelig for den nysgerrige og videbegærlige dreng.
På sporet af de tabte familiemedlemmer
Da Bedstefaderen dør, finder Daniel breve fra ’de mistede’, fra de slægtninge der desperat trygler familien om hjælp til at komme ud af Nazi-tyskland og komme til USA. Fundet af disse hjerteskærende breve sætter for alvor Daniel i gang med sin efterforskning af, hvad der virkelig hændte disse fortrængte skæbner.
Daniel rejser med sine søskende tilbage til den lille by i det nuværende Ukraine, hvor familien stammer fra. Bolechow hedder byen, hvis omskiftelige historie kan opsummeres i en yndet vittighed: en mand bliver født i Østrig, går i skole i Polen, bliver gift i Tyskland, får børn i Sovjetunionen og dør i Ukraine. I al den tid, lyder vittigheden, forlod han aldrig sin landsby!
De taler med ukrainere, der kan sætte Daniel på sporet af familiens skæbne, og deres historier sender ham hele jorden rundt, blandt andet også til København, hvor en af de overlevende boede frem til sin død for få år siden.
Det er nogle utrolige skæbner, der rummer både det forventelige tragiske endeligt, men også historier om kærlighed, trods, overlevelse og mod – stærkt bevægende er de at læse, og de gør i sandheden bogen læseværdig. Mendelsohn hiver de glemte, fortrængte individers historier op af nazismens udslettelse og historiens mørke og placere dem på fortællingens scene.
Og og og …
Desværre må jeg indrømme at bogens særlige fortællerstil, hvor fortællingen bredder sig som ringe i vandet, hvor den ene digression tager den anden, så fortællingens fokus hele tiden forskyder sig, kræver stor tålmodighed og udholdenhed af læseren, mere end jeg i alle situationer kunne opbyde.
Så selv om jeg godt kunne se en vis pointe i, hvorfor bogen er fortalt, som den er, endte jeg alligevel med at blive små-irriteret, når fortællingens fremdrift konstant bliver hugget op af alenlange indskud og overvejelser om oversættelsesproblematikker af Biblen med meget meget mere.
Jeg oplevede det desværre i længden som om det både skabte for stor distance til det fortalte, og at læseren meget nemt mister orienteringen og fortaber sig i detaljer, der trods alt er mindre væsentlige i forhold til bogens præmis: at ville finde og fortælle historien om de seks forsvundne familiemedlemmer. Den historie er nemlig både væsentlig, spændende og fortjener at blive fortalt.  
Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.