Den hvide konge af György Dragomán

Verden af i går
For kun lidt mere end tyve år siden delte et jerntæppe endnu Europa i to uforenelige dele: et demokratisk, kapitalistisk vesten og et kommunistisk, diktatorisk østen. Erindringen om dengang er derfor stadig frisk i erindringen hos den generation af unge over tredve, som ungarsk/rumænske György Dragoman tilhører (født 1973).
Hvordan var det at vokse op i et overvågningssamfund, hvor der ikke herskede tankefrihed ej heller ytringsfrihed og leve uden nogen form for retssikkerhed? Hvad gør det ved mennesker, at de aldrig kan vide sig sikre på, at de ikke en dag, ofte uvist af hvilken grund, falder i regimets unåde, udråbes til folkefjender og kapitalistiske lakajer og sendes i arbejdslejr (den frygtelige eufemisme ’genopdragelseslejr’!)
mens deres familie mister job, anseelse og stemples som paria? Ja, det giver Dragomans usentimentale, voldsomme, absurd morsomme, loyale og først og fremmest fremragende lille roman et meget troværdigt bud på.
Dragoman er foruden forfatter også oversætter. Han er født i Rumænien som en del af det ungarske mindretal, men senere udvandrede han med sine forældre til Ungarn.
Den hvide konge
Den Hvide konge foregår i Rumænien i midten af firserne, og historien bliver fortalt af den elleveårige rumænske dreng, Djata.
Romanen er sat sammen af små afrundede novellelignende historier, der til sammen danner et løst-sammenhængende, fremadskridende hele. Sproget er ukunstlet, egenartet og troværdigt, sådan hen ad: ”så sagde jeg… men så sagde han. Men jeg viste nemlig godt…” og med barnets hyppige associationsspring.
Faderens anholdelse – i tiden umiddelbart før fortællingens begyndelse – er omdrejningspunktet for romanen, og uvisheden om hans situation – er han død, i live, hvad vil der ske med familen?- er fortællingens suspense, som Djata deler med læseren.
Djatas far er læge, får vi senere at vide, og hans brøde består tilsyneladende i, at han underskrevet et kompromitterende dokument, der kræver mere frihed. Men om det nu er grunden, så kommer to mænd fra sikkerhedspolitiet en dag og tager faderen med sig. Og siden har familien ikke set ham – han er vist nok blevet sendt til tvangsarbejde på Donau-kanalen – frygten, uvisheden og en velbegrundet paranoia er resultatet, ikke klarhed, indsigt eller forståelse.
Moderen er lærer, men efter faderes anholdelse får hun forbud mod at undervise, og ressourcerne er derfor ekstra knappe. Hun overlever blandt andet takket være kollegaer, der lader hende rette nogle af elvernes opgaver.   
Vold, terror og frygt er svanger med vold, terror og…
Djata holder stædigt fast i håbet om faderens tilbagevenden, og til trods for det autoritære og menneskefjendske samfundet, der udøver magt gennem vold og knægtelse af individet, er Djata (heldigvis) en gæv dreng, der ikke uden videre lader sig kue og retter ind.
Volden florer overalt, manifest eller som latent underliggende trussel, i det rumænske samfund: Lærerne er absurde med deres koleriske temperament og vanvittige afstraffelse og ydmygelser af eleverne;

fodboldtræneren ikke mindre korporlig; sikkerhedspolitiet kommer med slet skjulte trusler og seksuelle tilnærmelser til moderen og en banal hændelse som at bananer er udsolgt, kan pludselig åbne sluserne for at befolkningens indestængte vrede får frit løb.

Rumæniens stalinistiske leder
Nicolai Chauchesku
Korruptionen og det himmelråbende hykleri er til stede overalt: som når deres elendige fodboldhold ikke kan rykke ud, fordi det er jernværkets hold; når der manipuleres med en skydekonkurrence som Djata ellers vinder suverænt, så den foretrukne klasse vinder; ved bortretoucheringen af tidligere krigshelte etcetera.
Drengenes verden
Men også drengenes verden er præget af vold, magt, slåskampe og døds-fascination. Men det er også en fortælling om drengenes spirende interesse for det modsatte køn, udforskning af alle former for grænser og betagelse af det det absurde og dramatiske. Og propagandaen taler selvfølgelig også gennem drengene, som når Djata, gammelklogt og ideologisk korrekt, konstaterer, at et Jehovas vidne ikke kan elske sit fædreland.
At henrette en kat med en Luger og at synge patriotisk i mørke

Mine to favoritter blandt de små historier er to absurd morsomme: den om den partitro og højtdekorerede bedstefar, der mens bedstemoderne ligger i sengen og foregiver at være dødssyg, drikker Djata halvfuld og tvinger ham til at henrette en kat med en Luger;
og så fortællingen ’Biografen’, hvor der bliver slukket for strømmen, mens elverne ser en ideologisk opbyggelig film, og skoleinspektøren forgæves forsøger at få børnene til at synge patriotiske sange, men i afmagt, ophidselse og frustration må gå op og ned af gangene for under skingrende trusler om voldsom død og pinefuld tortur at få eleverne til at makke ret.
Denne scene indfanger så absurd morsomt essensen i et system, der frygter og hader den masse, de mener at skulle lede. Og videre at når man regerer med terror og frygt bliver man selv det første offer.
Den hvide konge er stor litteratur på få sider, og selv om scenen er Rumænien kunne den ligeså godt foregå i Syrien, Egypten eller Nordkorea, hvor end nu despoti, magtmisbrug og vold er de tre ledestjerner.     

Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.