I stålstormen af Ernst Jünger

Kampens skønhed og gru.
For første gang på dansk udkommer Ernst Jüngers 92 år gamle krigsklassiker fra 1. verdenskrigs skyttegrav. Ernst Jüngers kontroversielle bog beskriver nøgternt og køligt såvel hverdagens enerverende rutiner som krigens rædsler og dødens konstante tilstedeværelse ved fronten. Og så anes ’den nye, jernhårde mennesketype’ der kommer ud af krigens aske og byder det borgerlige samfund trods: frontsoldaten.   
Ernst Jünger (1895-1998) fik i 1920 sin forfatterdebut med I stålstormen. Jünger meldte sig i 1914 som frivillig til fronttjeneste. Han blev såret fjorten gange, blev dekoreret adskillig gange, var med i forreste linje og deltog blandt andet i slaget ved Somme i 1916 og den store forårsoffensiv i 1918.
I bogens meget informative efterord skriver Adam Paulsen, at det, der karakteriserer Jüngers forfatterskab er: ’… længslen efter at undslippe det borgerlige samfundsspændetrøje og en næsten uhyggelig vilje til at sætte handling bag ordene og med livet som indsats gennembryde den rationelle verdens erfaringsrum i jagten på en erkendelse af dybereliggende sammenhænge hinsides kulturens og bevidsthedens grænser.’
Til dette vil jeg tilføje en kølige, aldrig rystende, men dog glubske nysgerrighed efter disse erfaringer - hvad end de er at finde i et granatnedslag, der dræber og lemlæster et dusin kammerater, ætsende gasangreb eller i en ’næsten synsk tilstand af ophidselse’ som den blandede stank af rådnende lig og sprængstoffer bringer ham i.

Ernst Jünger som soldat

Jægerens ophidselse og vildtets angst
Der er ingen forklarende indledning på bogen, der forklarer om krigens årsag, eller forsøg på retfærdiggørelse, ej heller står der noget om Jüngers egen forhistorie.
 På side et ankommer læseren sammen med Jünger til fronten, og han føres gennem skyttegravens mange snirkelgange, og får et førstehåndskendskab til de kedsommelige rutiner, våbentyperne, lydene, lugtene, de millionvis af kæmpe-rotter og utøj, de uhumske latriner, og regnen, der gennemvæder soldaterne, og gør skyttegravene til et sumpet ælte, der får væggene til at skride sammen og ofte blotlægger rådnende lig af soldater, de giftige gasangreb, og endelig og vel især, får læseren de meget intense og usentimentale 1. persons beskrivelser af den lykkelige, eksalterede stemning af ophidselse og angst som kampen og dødens nærværd bringer soldaterne i.
Hør her fortællerens roligt, registrerende stemme, der bag et panser af stoisk prosa, er i stand til at kontroller sin store sindsbevægelse: her er fortsoldaten i reneste form:
’Vi havde mistet orienteringen og var krøbet langs med den engelske pigtråd: sandsynligvis havde fjenden hørt os og kom nu op af graven for at undersøge forterrænet.
Uforglemmelige er sådanne øjeblikke, hvor man sniger sig gennem natten. Øje og øre er spændt til det yderste, den raslende lyd af fremmede fødder i det høje græs tager faretruende til i styrke. Åndedrættet kommer stødvis: man må tvinge sig selv til at dæmpe en stønnen. Med et lille, metallisk klik springer  pistolens sikring tilbage: en lyd, der går gennem nerverne som en kniv. Tænderne skærer mod håndgranatens tændsnor. Sammenstødet bliver kort og dødbringende. To voldsomme følelser får en til at skælve: jægerens stigende ophidselse og vildtets angst. Man er i sin egen verden, opfyldt af den mørke, gruopvækkende stemning, der hviler over det ødelagte landskab.´ 
Et kig ned i en skyttegrav
Kontroversiel men væsentlig 
I stålstormen er på mange måder en kontroversiel bog: Der er som nævnt ingen retfærdiggørelse, eller forklaring for baggrunde for krigen; Jünger skilter i bogen åbent med sin begejstede krigsfascination; krigen beskrives i metaforer, der får krigen til at fremstå som elementernes, eller gudernes rasen, altså som noget uforskyldt, der overgår menneskene; Jüngers vitalistiske, revolutionære filosofi om krigens mystiske visdom og indgang til en dybere og sandere verden er jo noget, som også de ekstremt højreorienterede grupper abonnerede på i efterkrigstiden. Jünger blev til trods for adskillige og nærgående tilnærmelser fra nazisterne dog aldrig nazist.
 Men alle disse forbehold til trods, forstår man også bedre efter at have læst Jüngers bog, hvorfor de ekstreme oplevelser ved fronten gjorde det næsten umuligt for soldaterne at genindtræde og finde deres plads i et udlevet, forstokket, stift og patriarkalsk borgerligt samfund – det selvsamme, der havde været villig til at ofre så mange millioner unge mænd på de blodvædede, gruopvækkende slagmarker.   
Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.