En dag i marts af Peder Hove

Bombardér hovedkvarteret
En dag i marts af Peder Hove
Bagerst i bunken af bøger på udsalg lå den. Beklemt, nærmest som en undskyldning for sig selv med et knaldgult prismærke, der angav spot(te)prisen på 10 kr. Og lad mig sige det med det samme: bogen var alle pengene værd.
En dag i marts er en spændende dokumentarisk-roman, der effektivt fra flere forskellige perspektiver skildrer det samme drama: bombetogtet mod Gestapos hovedkvarter i Shellhuset i København den 21. marts 1945, kendt som ”Operation Kathargo”.  Vi følger således skiftevis de engelske bombeflyvere i deres Mosquito-fly, de tyske soldater på en radarstation, børnene på Den Franske Skole og de indespærrede, arresterede danske modstandsfolk i Shellhuset i optakten til aktionen, som får fatale konsekvenser for også mange civile, da adskillige bomber ikke træffer deres mål, men derimod forårsager store civile tab, især bliver Den Franske Skole hårdt ramt flere gange.  

Det er en vellykket dramatisering af en historisk begivenhed. Læseren får en fin ide om optakten og vigtigheden af at ramme Gestapo i Danmark, der i disse dage er tæt på helt at knække modstandsbevægelsen, og det drejer sig derfor om at udslette Gestapos store kartotek, så yderligere optrevling af modstandskampen kan forhindres i tide.

Først og fremmest er beretningen dog en solidarisk skildring af de engelske flyvere, der med dødsforagt påtager sig det dødsensfarlige hverv at flyve i lav højde ind over et besat København, hvor naturlige forhindringer som telefonledninger, træer og huse kan vise sig fatale, men også og ikke mindst tysk antiluftskyts og det svært pansrede krigsskib udgør meget håndgribelige farer.

Forfatteren Peder Hove er selv tidligere pilot, og det mærker man i de minutiøse beskrivelser af flyvningens kunst og de præcise beskrivelser af fly-tekniske forhold, som kan gøre forskellen mellem liv og død. Det føles virkelig, som om man sidder i cockpittet på flyene, der for at kunne nå deres mål uden at varsko tyskerne, må flyve under radarerne, hvilket betyder, at flyene må flyve over Nordsøen i stormende kuling kun 4-5 meter over et rasende hav.

Mens flyet hopper op og ned må navigatørerne lave kursberegninger med lineal og regnestok, og også piloterne har deres at se til, da den kraftige saltaflejring på grund af den stærke blæst truer med helt blokere udsynet, da vinduesviskerne ikke er videre driftsikre! Det er velfortalt høj-spænding! De overlevende fangers flugt fra det bombarderede Gestapo hus er også nervepirrende læsning og ligeså at følge flyenes vej tilbage til England med tyske geværskud, pistolkugler og antiluftskyts susende tæt forbi.

De bedste afsnit er veltunede spænding uden filter. De eneste indvendinger, jeg kan komme med, er de enkelte grove lommepsykologiske betragtninger om voldens natur (at Gestapo torturmetoder kan forklares med et mindreværdskompleks) og fortællerens moralsk pegefinger, der dog kun luftes enkelte gange.  

Bogen udkom i 1988, men det mærkes ikke, og jeg kan kun tilslutte mig Anders Bodelsens rosende omtale af bogen - at det er ”..en af den slags bøger man læser i ét stræk, fortabt for resten af verden”.
Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.