Vingeskudt af Martin Richardt

Vingeskudt er Martin Richardts debutroman. Den fortæller historien om arkitekten Steen Mørck og socialarbejderen Meike og deres forsøg på at komme overens og forstå de dunkle begivenheder under 2. verdenskrig, der nu mange år efter, vender op og ned på deres liv. Men desværre er sproget for knudret og sætningerne for indviklede og fortænkte, til at romanen bliver rigtig spændende.

Vingeskudt springer mellem tilsyneladende vidt forskellige personer og steder, hvilket i begyndelsen gør romanen noget svær at overskue, men sammenhængen mellem dem går efterhånden op for læseren som handlingen skrider frem. Tiden strækker sig fra 2. verdenskrig og frem til i nutiden.

Vi får skildret krigens fortielser og nogle grusomme episoder, der involverer det tyske Gestapo, og romanens personer må forsøge at nå til en afklaring af, hvad der virkeligt foregik under krigen, og hvad og hvorfor deres forældre ikke har fortalt dem hele sandheden. Arkitekten Steen søger at finde svaret på, hvem hans far var, og hvorfor hans mor er så tavs om sit eget liv, og ligeså må socialarbejderen Meike tage sit liv op til revidering, efterhånden som hun får kendskab til og må prøve at forstå forældrenes gøren og svigt.
Romanen introducerer læseren for et broget og omskifteligt miljø: Fra livet blandt bønderne på Mandø i fyrrene går turen til Tyskland lige efter 2. verdenskrig og til det depraverede narkomiljø i København i nutidens Danmark. Og udover arkitekten og socialarbejderen møder vi desuden en tysk kaptajnløjtnant udstationeret på Mandø under krigen, og en kvindelig modstandskæmper.
Det kunne for så vidt have været en rigtig spændende roman, og den har da også ansatser til at blive det. Men når jeg alligevel ikke synes at roman er så vellykket, skyldes det, at handlingen og dialogerne alt for ofte bremses af for mange lange, uelegante sætninger og en oppustet retorik, hvor det kan være svært at finde ud af, hvad der egentlig står. Som for eksempel denne, der med de mange bisætninger og omvendt ordstilling lyder mere af tysk end af dansk:
”Der var noget i beretningens indhold, der fortærede Meikes humør. Måske var det hendes egen erindring, der brød ud at en stadig tilgængelig rift i hende – en genskabning af det selvsamme ubehagelige stirrende udtryk – som hun så længe havde sænket i glemsel”
Trangen til at ville præcisere ved at bruge mange billeder og adjektiver om det samme, for derved at få den helt rette mening frem, giver et for indirekte og docerende sprog som i længden virker noget dræbende for handlingen. Hvis de lange, forklarende sætninger blev barberet ned til det halve, ville Vingeskudt som roman klart være mere højtflyvende.  

Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.