Min bror for eksempel af Uwe Timm

Med udgangspunkt i brorens dagbøger fra Østfronten i 1942- 1943 fortæller Uwe Timm en gribende historie om krigens betydning for en tysk familie, hans egen.

Brorens død på østfronten i 1943 var altid et tabu i Uwe Timms familie. Det var noget den 16 år yngre Uwe ikke skulle spørge til eller rode op i. Så først mange år senere efter først moderens død dernæst søsterens blev det muligt for forfatteren at nærme sig det store tabu: Hvad var det for nogle omstændigheder, der ledte broren til frivilligt at melde sig til den militære del af naziorganisationen SS, Waffen- SS og senere blive en del af den frygtede eliteenhed SS-Totenkorpf?

Faderen og de idealer, han mente at inkarnere står centralt i fortællingen.  Faderen, der var frivillig i 1. verdenskrig og som havde tilknytning til frikorpsenes hemmelige mordgruppe, organisation Consul, kan siges at være en forlænget arm for et samfund og for en stadigt stærkere strømning i efterkrigstidens Tyskland, som vender sig mod den demokratiske Weimar-republik for i stedet at hyldede stolte preussiske militære idealer: ubetinget lydighed overfor autoriteten, nationalisme, en streng stoisk holdning til lidelse og mandsmod. Derfor konkluderer forfatteren, at broderens indrullering i SS både er faderens uudtalte ønske til sin yndlings-søn, men også nationens forventning. Med den slags forventninger og opdragelse er den tjenestevillige broders valg vel knap så uforståelig.

Faderen, der ikke var nazist, men ultrakonservativ skildres som en selvovervurderende, snæversynet mand med våde drømme om socialt avancement. Han var oprindeligt udlært konservator senere buntmager uden at være tilfreds med nogle af delene. Han foregav på bedst småborgerlig vis, at være mere end han var og gjorde sig til for de fornemme folk.  Ingen tvivl om at faderens og det autoritære samfunds tyngende forventninger skubbede broderen i armene på SS.

Portrættet af broderen er udogmatisk og nuanceret, på trods af at Uwe ikke selv nåede at kende ham særlig godt. Broderen fremstilles som dreng som en verdensfjern drømmer, der overraskende nok ikke brød sig om at være med i Hitler-jugend pga. den hårde disciplin, men som sidenhen ligesom viljesløs giver sig hen til en militær strenghed eller som måske ikke formår at stå i mod omgivelsernes pres.

Det er svært at vide, for broderen ytrer sig på intet tidspunkt kritiske i sin dagbog eller i sine breve om de forfærdelige hændelser på østfronten, hverken om hvad han ser eller selv er med til. I det hele taget bærer hans vidnesbyrd præg af en (villet, selvpålagt?)heroisk livsførelse til det sidste; det er kolde nøgterne beskrivelser blottet for empati også overfor sig selv, der næsten udelukkende beskriver alle soldater- livets banaliteter.

Uwe kommenterer broderens kortfattede notater, mest for alt det der ikke står - al tale om ideologien, massedrab, overgreb m.v. er undladt, og så forfærdes han af den kolde tilsidesættelse af ofrenes umenneskelige lidelser og så af de små antydninger af det uhyggelige, som lurer under dagbogens tilsyneladende tilforladelige overflade.

Bogen beretter også om efterkrigstidens Tyskland, hvor fortrængning og offergørelse præger faderens generation, der på mange måder var skyldige i tragedien.  En generation der efter krigen fik frataget sin politiske, militære og militære magt, og som ifølge Uwe Timm reagerede fornærmet med trods og forstokkethed. For med nederlaget i 2. verdenskrig var de store fra den ene dag til den anden blevet de små, og denne erfaring af at fædrene blev degraderet banede senere vej for ungdomsoprøret, som forfatteren selv var en del af.  Ikke mindst da hykleriet og den uværdige krybben uden om skyld udstiller de højt besungne tapperheds-idealer.

Sproget i bogen er ligefremt, talesprogsagtigt og associativt berettende, hvor der springes mellem nutid og fortid. Det er en meget stærk bog på kun 186 sider, der befriende nøgternt forholder sig til et så alvorligt emne. 

Min eneste kritiske bemærkning drejer sig om forfatterens omtale af sig selv som ”barnet” i relation til faderen. Dette indfald af patos bryder med den ellers saglige fremstilling. Men måske der alligevel ligger mere i det? For det ligesom antydes at forfatterens flirt med kommunismen skal ses som først og fremmest en reaktion mod faderens forstokkethed – senere da dette opgør var taget og kommunismens løgn indset , forlod Uwe den kommunistiske vildfarelse. Selv om det ikke er denne bog ærinde, kunne det derfor have været rigtig interessant at høre, hvordan Uwes generation selv mener de forvaltede magten, da den gik dem i arv, for derved at få yderligere nuanceret forholdet mellem ansvar og skyld.  Det forbliver dog en sidebemærkning til en rigtig god bog.


Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.