Gustaf Munch Petersen og Den spanske Borgerkrig

Nuværende folketingsmedlem og Finansordfører for SF, Ole Sohn, har skrevet en bog om ”den danske Che Guevara”, Gustaf Munch Petersen, den rastløse idealist og digter, der efterlod familie og børn, drog til Spanien for at kæmpe og endte med at betale den ultimative pris for sin kompromisløse idealisme.
Desværre er bogen forudsigelig i dens insisteren på at se såvel hovedperson som Den spanske borgerkrig i det rette, endimensionelle ideologiske lys, hvorfor hverken myte om mand eller borgerkrig udfordres.
Med udgangspunkt i Gustaf Munch Petersens afskedsbrev til sin gravide Lisbeth og deres lille barn, da han drager til Spanien, sætter Ole Sohn sig for at fortælle om Gustaf Munch Petersens liv for at nå frem til, hvad der drog ham til at træffe den skæbnesvangre beslutning at melde sig som frivillig i den spanske borgerkrig. Fortællingen bygger på interview med konen, datteren og andre spaniensfrivillige.
Den lille Gustaf vokser op som et overbeskyttet og (over?)stimuleret barn af akademikerforældre, hvis erklærede ambition er, at han og den ligeså opvakte broder skal få sig en fornuftig akademisk løbebane.  Gustaf påbegynder dog også adskillige akademiske studier, men de formår ikke at fastholde hans interesse i længden, og det almindelige, kedelige småborgerlige liv er ham inderligt imod.
Hans flyvske og flakkende temperament bevæger sig mod kunsten, og understøttet af forældrene sætter han sig for at blive kunstner og digter.  Han skriver surrealistiske prosadigte, og han når også en enkelt roman, inden en nationalistisk kugle efter alt sandsynlighed fandt ham og gjorde en trist ende på hans rastløse søgen, der endte under en brændende spansk himmel i 1938.
Tom Kristensen skrev det berømte hyldestdigt til vennen Gustaf, der slutter med den triste, men smukke linje: ”… medens du hviler skudt ned, skudt af dit livs ubesindigste digt.”
De intellektuelle og forfatternes engagement i det politiske lå i tiden, og i Den spanske borgerkrig deltager et utal af forfattere på republikkens side mod de oprørske nationalistiske generaler. Ole Sohn giver et grundrids af konflikten, men hans udlægning af borgerkrigen er forældet, fejlagtig, forsimplet og i alt for høj grad ideologisk farvet.
Fordi nogle af datidens intellektuelle såsom Gustaf tolkede den spanske konflikt som en entydig kamp mellem det gode og onde, det vil sige, en kamp mellem demokratiet overfor et fascistisk diktatur, så gør det det ikke mere rigtigt, fordi Ole Sohn med åben pande, men lukkede øjne viderekolportere denne tolkning, og derved ser bort fra Spaniens historie i det 19. og 20. århundrede. Derved forbigår han den krudttønde af spændinger, der får næring og radikaliseres af ideologierne: fascismen, marxismen og anarkismen, men som har rod i en dyb splittelse i datidens ludfattige Spanien- ikke kun mellem dem der ønsker sociale reformer og jordreformer og dem, der ikke ønsker det, men også alle dem midt i mellem- hvor ikke alle borgerlige er antidemokrater og ikke alle socialister kæmper for republikkens overlevelse.
Bogen igennem gentages de samme pointer og floskler om den retfærdige, gode krig mod de få, men magtfulde nationalistiske generaler, der støttes af aksemagterne Italien og Tyskland, om det stolte spanske folk der alle som en, støtter de solidariske, heroiske udenlandske frivillige.
Rent faktisk blev der ofte set med misundelse og skepsis på de udenlandske frivillige, hvilket Arturo Barea blandt andet beretter om i sin erindringstrilogi.  Vi hører om nationalisternes grusomhed, og deres skruppelløse fejhed, men hører intet om det fra Moskva-styrede kommunistpartis udrensninger af særligt anarkisterne. Den gradvise radikalisering som finder sted på venstrefløjen, hører vi intet om, og Stalins motivationer for at støtte republikken henlægger ligeså i det dunkle.
Gustaf Munch Petersen fremstilles ligeledes ukritisk som en retfærdighedskæmpende, solidarisk og engageret intellektuel, der i kampen mod fascismen heroisk ofrede ikke bare sig selv, men derved også fratog børnene deres fader.
Ole Sohn videregiver Gustafs eget selvbillede uden på noget tidspunkt at undre sig over, om det ikke alt andet lige er relativt nemt at være principfast rebel, når man understøttes af sine vejbjærgede forældre. Ej heller gransker Sohn i hvilken grad eventyrlyst, ungdommeligt vovemod og et overdrevent selvbillede spillede med i Gustafs beslutning om at kaste sig i kamp i Spanien. 
Ved endt læsning fremstår beretningen som en lettere sentimental og nostalgisk hyldest til en mand og en tid, hvor de intellektuelle endnu spillede en rolle, og poeten greb såvel pennen som geværet i kampen for nogle sidenhen hensvundne idealer.
Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.