El hombre que amaba a los perros/ Manden der elskede hunde

Den cubanske forfatter Leonardo Padura Fuentes har vundet stor international berømmelse med sin Havanna-kvartet, kriminalromaner fra det dampende hede Havanna med den desillusionerede, karismatiske detektiv Mario Conde, der kommer vidt omkring i byens afkroge og den cubanske fortid. Udover kriminalromaner har Fuentes skrevet essays, fortællinger og drejebøger til dokumentarfilm.
El hombre que amaba a los perros udkom i 2009 og er en stort anlagt historisk roman på 570 tætskrevne sider. Bogen er ifølge forfatterens efterord tænkt som en refleksion over perversionen af det 20. århundredes største utopi: kommunismen.  
Bogen følger tre personer, hvis skæbne på afgørende og fatale tidspunkter krydser hinanden. Det drejer sig om: den sovjetrussiske Leonid Trotskij, som var en af den russiske revolutions store helte og den oplagte kandidat til at tage over efter Lenin. Den spansk-katalanske kommunist Rámon Mercader, der kæmper i Den spanske Borgerkrig. Og endelig om dyrlægen og den fallerede forfatter Iván Cárdenas bosat på Castros Cuba.
De to førstnævnte er personer hentet fra virkelighedens verden, men hvor vi om den første, Trotskij, har stor viden om hans liv og levned gennem utallige biografier og selvbiografisk fremstilling, er det meget sparsomt med den historiske viden om Rámon Mercader, hvorfor Padura Fuentes har relativt frie digteriske tøjler. 

Josef Stalin

Fælles for de tre personer er til dels deres passion for hunde, på hvilke de kaster deres kærlighed vel ikke mindst på grund af deres skuffelser over menneskeheden, og så at de alle mere eller mindre uforvarende mærkes af den store djævels værk i skikkelse af den sovjetiske diktator Josef Stalin, hvis terror og frygtregime breder sig til alverdens afkroge.
Denne perverterede mesterstrateg, der ved list overtog ledelsen i USSR efter Lenins død, forsegler med et pennestrøg i millionvis af menneskers skæbne og i sin paranoide og morderiske lyst til at udslette alle, der endnu husker revolutionens første år, vender han sig i de såkaldte skueprocesser mod de øverste lag i partiet og mod de mest loyale og brændende kommunister, der under modbydelige og opdigtede anklager tvinges til at indrømme løgnagtige uhyrligheder.
Og selvfølgelig er Trotskij revolutionens førstemand efter Lenin, en jaget mand, der lever på lånt tid og kun så længe Stalin har brug for ham i live. Om han lever i landsforvisning i Tyrkiet, Frankrig, Norge eller til sidst Mexico spiller ingen rolle, for Stalins lange arm i skikkelse af efterretningsvæsnet skal nok nå ham – hvilket også bliver tilfældet.
El homre que amaba a los perros  bruger krimi-og spændingslitteraturens evne til at skabe suspense og stigende spændingskurve, frem mod det man kunne kalde det varslede mord,  eftersom mange læsere nok vil være bekendt med, at Trotskij blev myrdet af en agent fra NKVD. 
Denne mand er Ramón mercader, hvis spændende historie vi får oprullet sideløbende med Trotskijs.  Og hen mod kulminationen, likvideringen, springer historien uhyre effektfuld mellem de to mænd, så vi både følger morderens gradvise indkredsning af ofret og forsøget på at skabe tillid hos Trotskij, så han ikke aner uråd, og ofrets Trotskijs stigende mistanke om at noget er galt, og at den person foran ham slet ikke er den belgiske handelsmand, han giver sig ud for at være.  Nervepirrende.
Men historien begynder egentlig ikke her, men i vore dages Cuba, hvor dyrlægen og den forhenværende forfatter Iván efter at have mistet sin kone, tænker tilbage på en episode i hans liv i slutningen af 1970erne, hvor han mødte en mystisk mand på stranden, der altid kom i selskab med sine to hunde og en sort livvagt.
Efter at have mødtes adskillige gange og udvekslet almindelige høfligheder og delt deres fælles interesse for hunde, begynder `manden der elskede hunde´, som Iván døber ham, at fortælle om Trotskijs morder, Ramón Mercader, hvem han åbenbart har et indgående kendskab til.  
Her begynder detektivhistorien så at sige. For Iván fatter interesse for emnet og for den mystiske mand og påbegynder sin egen efterforskning. Hvad han får fortalt af `manden der elskede hunde´ suppleres af studier af historisk materiale om Trotskij og datiden, så han til sidst kan rekonstruere offerets og bøddelens historie frem til det, der bliver det vel nok mest omtalte mord i det 20. århundrede.

Leo Trotskij (Lev Bronstein)

Vi hører om Trotskijs eksil fra 1929, hans bitterhed og skuffelse over den drejning revolutionen har taget efter Stalins magtovertagelse. Hans foragt men også gradvise erkendelse af, at han har undervurderet opkomlingen Stalin, hans fortsatte næsten overmenneskelige og utrættelige arbejdsflid til trods for Stalins stadig klarere cementering af sin magt og også en begyndende erkendelse af at også han, Trotskij, i revolutionen og kommunismens navn er ansvarlig for grusomheder, og han måske derved på sin vis har været med til at berede vejen for en mand som Stalin.
Ramón Mercader følger vi fra opvæksten i et borgerligt hjem i Barcelona, hvor den til tider sindsforvirrede mor og benhårde kommunist varigt præger Mercaders samfunds og livsopfattelse. Vi følger ham under Den Spanske Borgerkrigs kampe, i hans forelskelser og i sær i hans optag i NKVD, og skoling til at være en forhærdet stalinistisk dræbermaskine, der ikke stiller spørgsmål til en ordre. Og vi følger ham endelig i hans gradvise forvandling i de forskellige roller, falske identiteter, han må spille, for lidt efter lidt at nå ind på livet af `forræderen´ Trotskij.

Rámon Mercader

Men fortidens ugerninger står ikke alene. For i kraft af den negativt opbyggelige historie om Iváns liv bliver de sat i forhold til nutidens Cuba. Ivan er gået fra at være idealistisk, kommunistisk forfatter, til, belært af bitre erfaringer, at sidde som en forhutlet, alkoholiseret mand, der klarer sig igennem som dyrlæge uden nogen fremtidsvisioner.
 Han indser at historien om utopiens perversion, også præger hans eget livsforløb i det hykleriske, korrumperede og forløjet Cuba så lang fra idealerne. Bare at skaffe bøger om Trotskij på Cuba er næsten umuligt og forbundet med stor risiko. For fra officiel side er Trotskij skrevet ud af historien. Også over Cuba har Stalin og hans modbydelige regime om end indirekte (revolutionen i Cuba var 3 år efter Stalin var død) kastet sin lange, sorte skygge: frygt, repressalier, fattigdom, udspionering af landets egne borgere og forstokket kommunisme fra en flok dinosaurer, der krampagtigt klamrer sig til magten, er, hvad der er kommet ud af revolutionens ord om at skabe en hel ny mennesketype: el hombre nuevo.  
El Hombre que amaba a los perros minder i opbygning og tematik meget om den spanske forfatter Javier Cercas bestseller Salamis´soldater.  Begge har de bygget deres historiske og samtids historiske bøger op om en hovedperson i nutiden, i begge til fælde en desillusioneret, deprimeret og mislykket forfatter, der i et mere eller mindre tilfældigt møde sættes på sporet af en historie, som vækker ikke bare deres nysgerrighed, men også deres skrivetrang til live igen. Læseren følger i begge tilfælde de enkelte led i det, der fremstår som en opklaring – i begge tilfælde er et mord katalysator– godt nok et mord eller henrettelse, der mislykkedes i Salamis´soldaters tilfælde. I begge bøger indgår såvel bøddelens som offerets historie og faktuelle, historiske data blandes med fiktion.
Det er i begge tilfælde den udgrænsede, den bevidst fortiede historie, der interesserer. De sider af historien som den officielle historieskrivning i Spanien eller Cuba af ideologiske grunde har udeladt eller fordrejet.
 I begge bøger indgår således også metahistoriske overvejelser over historiens aktualitet for nutiden: hvad skal/kan vi bruge fortiden til, og hvad er det enkelte menneskes historie værdi i forhold til historiens store kværnende hjul?
El hombre que amaba los perros er for størstedelen af romanens vedkommende spændende læsning, der overbevisende skildrer hovedpersonerne og deres indre liv og overvejelser, og formår at fremmane en tid præget af frygt, forræderi og uigennemskueligt rænkespil.
Mod slutningen af romanen tenderer romanen det lidt for pædagogisk overforklarende, og der sker nogle møder i Moskva, som virker lige lovligt kunstige, og også symbolikken bliver mod slutningen for overtydelig. Men det er trods alt mindre indvendinger mod en så stort anlagt roman, der i det store og hele lykkedes.

Leonardo Padura Fuentes
Ps: Personligt er jeg ingenlunde enig i forfatterens præmis: at den kommunistiske utopi var god, men så kom Stalin og korrumperede den. Men måske også den særlige cubanske historie spiller ind. Man må ikke glemme at Den Cubanske Revolution samtidig gjorde Cuba til en nationalstat fra at have været et amerikansk protektorat. Cuba løsrev sig som den sidste spanske koloni i 1898 fra det spanske overherredømme for blot at falde i amerikanske hænder. Hvorefter forhadte marionetregeringer styret af militærdiktatorer som regerede på USA's nåde holdt befolkningen i et jerngreb.  


                                      Bogen udkommer på dansk til september på Forlaget Sohn.

2 Kommentarer
avatar

Hej Jens,

lidt sent, men tak for en god anmeldelse og tak for interviewet med Padura. Rigtig spændende.

Angående dit P.S., så tror jeg det er vigtigt, som du gør, at holde sig for øje, at revolutionerne i Rusland og Cuba begge skete på baggrund af et par temmelig berygtede styrer. Det var samfund med enorm ulighed, mangel på demokrati og ytringsfrihed, masser af vold og magtanvendelse etc etc. Det er en fantastisk grobund for en utopi som den kommunistiske.

Dernæst en kommentar til "den kommunistiske utopi var god, men så kom Stalin og korrumperede den." Romanen gengiver netop Troskijs bitre erkendelse af sit eget medansvar for revolutionens korrumpering; i kampens hede helligede målet midlerne, og demokratiet og ytringsfriheden forsvandt i partiet og i samfundet. Han var selv med til at bane vejen for rivalens vej til diktatorposten.

Balas
avatar

Hej Linse
Tak for din kommentar.
Jeg er delvis enig i dit udsagn, men jeg mener ikke kommunismen i Rusland var en historisk nødvendighed.

Bolsjevikkernes vi-alene-vide holdning, hvor anderledes tænkende - især de mere moderate socialdemokrater- blev brændmærkede som kættere,som for eksempel den danske historiker Niels Erik Rosenfeldt argumenterer overbevisende for, følger jo kommunismen/Leninismen fra begyndelsen.

Mens, er det Rosenfeldts påstand, den mere pragmatiske side af Leninismen altid er taktisk. ´Tror De virkelig, at vi kan sejre uden den mest grusomme revolutionære terror´skulle Lenin have sagt kort efter Oktoberrevolutionen.

Mens moralsk skyld og selvkritiske overvejelser over egne motiver i følge Lenin blot var udtryk for en sentimental arv fra en hyklerisk fortid (i følge Paul Bermans Terror og liberalisme).

Jeg er ikke historiker, men jeg synes der er en tendens til stadigvæk at karikere Stalin som det bondske, men kyniske magtmenneske, der blok lukrerede på Lenin og Trotskijs fejltagelser, i stedet for at se at kimen til den nådesløse terror, menneskeforagt, selvforblændelse og kompromisløse vilje til magt er til stede allerede hos Lenin og Trotskij, - at Stalins politik derfor i stor udstrækning kan ses som en videreførelse.

Jeg synes så denne karakteristik også i nogen grad præger Paduras fremstilling: at grundlæggende var ideologien god, Lenin og Trotskij begik (uforvarende??!) fejltagelser, men det er blodhunden Stalin, der perverterede og ødelagde kommunismen.

Men det er en interessant diskussion, der sikkert vil fortsætte længe endnu.

Balas

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.