En rejse i tyrefægtningens fodspor af Kasper Kloch

Kasper Kloch tager læseren med på en stemningsmættet rejse i sin indkredsning af kulturfænomenet tyrefægtning og den politisk ukorrekte machoverden, der omgiver den: her flyder mazanillasherryen i stride strømme, mens tætte skyer af sort tobak og rustne mandestemmer udgør baggrundstæppet for tyrefægternes inciterende dans på liv og død.

Kasper Kloch gør det klart i indledningen, at hans sigte med bogen ikke er et at skrive et forsvarsskrift for tyrefægtning, men at fortælle om et fremmedartet kulturfænomen med den størst mulige indlevelse. Hvilket i allerhøjeste grad lykkedes.

Bogen er nemlig båret af stor nysgerrighed, interesse og fortællelyst, så man som læser tydeligt fornemmer både atmosfæren, der omgiver tyrefægtningen, bliver klogere på tyrefægtningens kulturhistorie og med kyndig hånd indføres i tyrefægtningens grundbegreber: Underholdt og oplyst.

Det er godt gjort og tjener forfatteren til stor ære at hans beretninger fra tre måneders rejser i Spanien, med en enkelt afstikker til Sydfrankrig når så bredt omkring i tyrefægtningens verden, og i sine levende reportager formår at videregive sin passion så man nemt gribes. Efter at have læst denne bog er det betydeligt sværere selv for en kølig nordbo at klamre sig til en forudindtaget moralsk afstandtagen til fænomenet.

I tyrens land
Vi møder kamptyrene første gang ikke i arenaen, men stående bag på laddet på en traktor i 40 graders varme nord for Sevilla på tyrefarmen Castilblanco. Det er ingenlunde ufarligt at begive sig ud blandt tyrene selv gemt bag en bil eller traktors stålharnisk, for føler de sig truet, angriber de hvad som helst. De fremtidige kamptyre, som opdrættes på farme rundt om i Spanien, nedstammer direkte fra den vilde tyrerace, Bos Taurus ibericus, der levede på den iberiske halvø frem til det 18. århundrede.

Et af de vigtig egenskab ved kamptyren er det, der på spans kaldes bravura. Det vil i korte træk sige dyrets evne til med vildskab og kompromisløshed uforfærdet at angribe, alt der bevæger sig. Alle kamptyre kan i dag spores tilbage til de grundlæggende castas, blodlinjer, som blev etableret i begyndelsen af det 18. århundrede, hvor tyrefægtningen blev grundlagt i moderne form.

Rammerne for tyrefægtningen med tyren, tyrefægteren og publikum som de tre grundelementer, der gensidigt påvirker hinanden, ligger fast. Men matadoren skal hele tiden improvisere sig frem i samarbejdet med tyren, for alle tyre er forskellige: størrelse, hornenes længde, temperament, tyngdepunkt m.v. er individuelt for hver tyr.
Tyrefægternes præstation vurderes ud fra kriterier som: tyrens sværhedsgrad, den tekniske udførsel, afstand til tyren, jo tættere tyrefægteren kommer på tyren, jo mere intensitet og harmoni. Men der vil altid være et element af subjektiv smag forbundet med bedømmelsen af tyrefægtning. Og hvad man vægter højest: tyrefægterens graciøse elegance eller tyrens bravura er også forskelligt fra region til region.

Publikums reaktion eller mangel på samme under seancen spiller også en afgørende rolle for, om tyrefægteren i hyldest bliver båret ud af arenaen efter som skik er at have modtaget et øre eller to for en fremragende præstation, eller han med bukket nakke må udstå publikums forhånelse og luske bort med skammen klistrende til sig.

Tyrens tragedie i tre akterVi får en indføring i tyrefægtningens dramaturgi, en tragedie i tre akter, hvis man ser det fra tyrens synspunkt. For tyrens skæbne er for længst beseglet. Der er ikke tale om en fair dyst mellem mand og tyr, men om fastlagt forløb, der skal muliggøre at matadoren kan føre tyren omkring sig i sammenhængende serie for til sidst at bringe sig i position til at dræbe tyren.

Tyrefægtning er først og fremmest et drama, hvor et menneske med mod og værdighed skal byde døden og naturen trods i skikkelse af de 5-600 kilos tunge kamptyre. Uden at vakle, kun beskyttet af en kappe(en stor kappe i de to første akter el capote og et lille rødt klæde la muleta i sidste akt) og et sværd skal tyrefægteren med ynde besejre og lægge den rå naturkraft for sine fødder.

Vi følger de enkelte trin i dramaet frem mod kulminationen, la suerte suprema, drabet på tyren, hvor tyrefægteren må blotte sin brystkasse og fjerne blikket fra tyrens horn for at kunne placere klingen rigtigt, hvilket udsætter ham for maksimal fare.

Publikum ved at hver gang tyrefægteren træder ind på arenaen, er det med livet som indsats, og det både drager og forfærder på en gang.

Kasper Kloch bringer os vidt omkring i tyrefægtningens verden fra det uglamourøse, hårde og farlige arbejde i tyrefægtningens 2. division, hvor de bristede og uindfriede drømme står i kø, og tyrefægteren må tage stadig større chancer for at bringe sig i nærheden af de lukrative kontakter; til Bilbao, hvor tyrefægtning er lig big buisness ,og hvor alle der er noget tropper op for at se og blive set; til Las Ventas i Madrid, ”højesteretten”, hvor selv benhårde og rutinerede tyrefægtere får deres besvær med at please den kræsne flok af aficionados, der sjældent lader sig imponere.

En rejse i tyrefægtningens spor er et must for alle, der interessere sig det mindste for Spanien og spansk kulturhistorie. For selv om man ikke måtte dele forfatterens passion for tyrefægtning, giver bogen et fortræffeligt indblik i en omdiskuteret del af spansk historie og nutid.

Og så emmer reportagerne så meget af stemninger fra Spanien, at man nærmest kan mærke den tætte røg kradse i næsen, smage de lækre tapas, der skylles ned med øl efterfulgt af granvoksne drinks og høre, hvordan den uendelige diskussion om tyrefægtning forsætter til langt ude på de lyse timer… ahhh at være i Spanien!
Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.