Stalins køer af Sofi Oksanen


Stalins køer
Af Sofi Oksanen

Finsk-estiske Sofi Oksanens anden roman på dansk er en grum, men velskrevet estisk familiekrønike om historiske fortrængninger og nedarvet skam, der dog ind i mellem tenderer det overforklarende.
Anna er bulimiker. Hun har opøvet en fortræffelig ekspertise i kunsten at kaste op, og det føles guddommeligt. Så provokerende introduceres fortællingens hovedperson Anna, der i kampen for den perfekte kvindekrop udvikler en ekstrem spiseforstyrrelse og helt giver sig i dens vold.

Handlingen finder sted i nutidens Finland, hvor vi følger Anna og alle hendes krumspring for at skjule sin spiseforstyrrelse. Anna er smuk og intelligent, men indvendig er hun kontrolfikseret, følelsesfremmed og distanceret fra sig selv - hun omtaler mestendels sig selv i tredje-person. Som fortællingen skrider frem, viser Annas spiseforstyrrelse sig at være er et symptom på et komplekst traume fra fortiden. Annas estiske mor, Katariina, forsøger gennem Annas opvækst i 1980erne af al magt at få Anna til at fornægte og tie om sin forbindelse til Estland.

I en art negativ dannelse lærer Katariina den lille Anna at genkende russiske prostituerede på gaden, så hun kan genkende det ultimative forfalds form. Men som det er med tabuer, drages Anna mod dem og på trods af det rædselsfulde, kommunistiske diktatur er hendes indre verden en nostalgisk længsel efter barndommens hedengangne Sovjetiske Estland. Ikke mindst fordi hendes tillærte frygtsomhed og agtpågivenhed, der nu bare er pinlig, dengang tjente et konkret mål: sammen med moderen at snyde myndighederne i det paranoide og gennemkorrupte sovjetiske samfund, så breve, tøj og smykker kunne nå familien i Estland.

Langsomt skrælles løget, så vi gennem først moderens fortid og sidenhen mormorens når til traumets inderste kerne: Sovjets annektering af Estland i 1940 og forvisningen af familiemedlemmer til Sibirien, hvor de gennemlevede umenneskelige rædsler med kulde og hungersnød. Stilen i de historiske tilbageblik er usentimental og nærmest telegrafisk. Fremstillingen af Annas gradvise accept af sin fortid er lige lovlig forudsigelig og psykologisk skabelonagtig. Til gengæld er romanen særdeles vellykket i sin isnende fremstilling af fortidens depraverede sovjetiske samfund, hvor man levede i konstant frygt for at nogen, selv i den nærmeste familie skulle angive en til myndighederne. Bogens forside er velvalgt, hvor en flirtende kvindes skrigende røde strakte ring-og pegefinger både kan signalere skråt op og være fingre, der er på vej ned i halsen.
Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.