Gomorra af Matteo Garrone


Gomorra af Matteo Garrone

Realistisk, råt og nådesløst portræt af den italienske mafia i en film der desværre er lidt langtrukken og usammenhængende.

Sig ordet mafia og de fleste vil nok uvilkårligt tænke på film som Godfather, Goodfellas og A Bronx tale. Det er alle film, der sætter den italienske mafia i et romantisk lys, på en måde så velsagtens enhver frisk dreng kunne få lyst til at blive indlemmet i la famiglia: i det særlige machofællesskab, hvor mænd af ære dagligt må håndtere hurtige biler, varmt bly og endnu varmere kvindelår.

Matteo Garrone har med sin film, der er baseret på Roberto Savianos bog af samme navn(dansk titel Mafiaen i Napoli), sat sig for at destruere fiktionens eksotiske skønmaleri af mafiaen og dens ærefulde hverv.
Her er der intet storladent og ærefuldt tilbage kun koldt begær, vold og frygt.

Vi befinder os i de ludfattige kvarterer i Napoli, der i filmen med reference til biblen fremstilles som en syndens by fra helvede. Her har Europas mest magtfulde forbryderorganisation Camorraen sin rede i en by, der i filmen mere ligner en krigsskueplads end en by i Europa.
Alle personerne i filmen er med i eller berørte af mafiaen.

Vi præsenteres for fem personers sideløbende fortælling, der alle har det tilfælles, at de befinder sig i periferien af mafiaen, og måske derfor er mere udsatte. Fra denne periferi ønsker de enten at slippe helt ud af mafiaens favntag, eller også ønsker de som drengen Totó brændende at blive en del af mafiaen, eller ligefrem som de to desperado -drenge Marco og Ciro som en anden Al Pacino i Scarface at overgå selvsamme mafia.

Det er en (storby)jungle, der fremmanes, hvor korruption og pludselig død er i centrum. Vi får som seer ikke noget indblik og overblik over byen eller mafiaen, men følger i stedet med det rystede håndholdte kamera nogle af de små fisk, hvis liv og ikke mindst død synes helt igennem betinget af mafiaen og de konstante fraktionskampe i den.

Det er, som det fremgår, en ekstrem voldsom film, der i sin æstetik kan minde en del om den mexicanske film Love is a Bitch. Skuespilpræstationerne er stærke og troværdige og filmens realisme er stærkt overbevisende. Alt sammen bidrager det til det, der er filmens egentlige hensigt, nemlig at afdække og afklæde en æreløs, forbryderisk og kynisk organisation, der på ingen måde er noget glorværdig ved.

Min indvending mod filmen er, udover dens længde, at jeg ikke i tilstrækkelig grad lod mig rive med af fortællingen. Når først alt det afskyelige er blotlagt, mangler jeg at filmen tager skridtet videre og skaber en større sammenhæng ud af de enkelte skæbner, og forsøger at give et bud på, hvordan og hvorfor det kan lade sig gøre, at den flere hundrede år gamle forbryderorganisation Camorraen ikke bare overlever i et EU-land som Italien, men ligefrem vokser.
Filmen skal derfor først og fremmest ses for sin uheroiske og nådesløse skildring af mafiaens brutalitet.
Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.