Den våbenløse hær - på sporet af FC Barcelona

Den våbenløse hær – på sporet af FC Barcelona
Af Tonny Vorm & Martin Tønner

En spændende og veloplagt historie om fodboldgiganterne fra FC Barcelona
Barcelona con amore. Den våbenløse hær er en fremragende kulturhistorisk guide til den fodboldinteresserede, men egner sig også som en guide til den spaniensfarende, der ønsker et større kendskab til Cataloniens hovedstad og Spaniens nyere historie.

Forfatteren Tonny Vorm og Martin Tønner, begge journalister og erklærede barcelona-fans, gør med Den våbenløse hær et ihærdigt forsøg på at trænge bagom den enorme mængde myter om fodboldklubben FC Barcelonas grundlæggelse og historie for at nå ind til kernen af det, der gør klubben til mere end summen af pokaler, klubpræsidenter og fremragende fordboldspillere- mes que un club - det catalanske slogan som holdet selvsikkert bærer som motto.
Historien om FC Barcelona er på mange måder en fortælling om det spændingsfyldte forhold mellem centralmagten i Madrid og den rige, selvbevidste provins Catalonien.

FC Barcelona bliver grundlag i 1899, og med tiden bliver klubben en grundsten i den særlig catalanske identitet i opposition til en spansk identitet, der forbindes med hovedstatens overherredømme.

Klubben er stadig i dag det vigtigste symbol på catalansk identitet. Men som forfatterne påpeger, tenderer det paranoia, når klubben i regionalmytologien fremstilles som evige ofre for centralmagtens overgreb, selvom der nu indimellem er noget om snakken. Ikke mindst under general Francos diktatur bliver der slået hårdt ned på en hver form for tilløb til regionalisme. Og under Barcelonas udebanekamp i 1943 mod Francos favoritter, de evige arvefjender fra Real Madrid, trues barcelonaspillerne af den statslige sikkerhedstjeneste til at tabe kampen.

Klubbens nyere historie begynder med tilgangen af den hollandske verdensstjerne og senere træner i klubben, Johan Cruff i 1974. Cruffs indflydelse på klubben og den særlige æstetiske tilgang til fodboldspillet han bragte med sig, hvor det ikke er nok bare at vinde, hersker stadig i klubben, som det vil være fodboldelskere bekendt. Denne særlige æstetiske tilgang til spillet er, som forfatterne fremhæver, også med til at lægge afstand til resten af spanien og i særdeleshed til Madrid.

Bogen er udover interviews med tidligere spillere og personer med tilknytningen til klubben spækket med velvalgte referencer og citater fra skønlitterære værker og interviews med forfattere, der alle har noget interessant at bidrage med til afdækning af det catalanske storholds betydning.

Man mærker som læser hele vejen igennem bogen forfatternes kærlighed til klubben og byen Barcelona. Og efter endt læsning gibber det i en for at være til stede på første parket, næste gang Cataloniens våbenløse hær skal spille.
Skriv en kommentar

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.