Bogspot: Kureren af Kjell Ola Dahl

Gråmeleret og omstændelig norsk krimi om mord, hævn og gengangere fra 2. verdenskrig.

Handlingen i Kjell Ola Dahls Kureren foregår på tre forskellige tidsplaner: i nutiden, i 1967 og så under den tyske besættelse af Norge (1942). I begivenhedernes centrum befinder sig den jødiske kurer Ester Lemkov, hendes veninde Åse og dennes kæreste, Gerhard Falkum, modstandsmand, kommunist, og frivillig i Den Spanske Borgerkrig, med hvem Åse har en datter.

The Damn War

Da Esters far bliver taget af Gestapo, og hun selv efter et angiveligt angiveri blot er et knækket næsehår fra at lide samme skæbne, flygter hun til Sverige, hvor hun støder på modstandshelten Gerhard, der af myndighederne står under mistanke for blændet af jalousi at have kvalt Åse.

Med dette mord in mente, springer vi til 1967, hvor den ellers formodede afdøde Gerhard går ganske levende rundt i Oslo og grangiveligt leder efter datteren, Turid.

Men er det mon den virkelige grund til at Gerhard Falkum – rimer mistænkeligt på falsum – er vendt tilbage til Norge, spørger folk, der kender ham tilbage fra krigsårene. Tiden er moden til at de nærmere omstændigheder i det nu mere end tyve år gamle drab kan afdækkes.

På nutidsplanet befinder Åses datter Turid sig. Hun genkender i en avis, det sidste kære minde fra den afdøde moder: et smykke der naturligvis spiller en ikke helt uvæsentlig rolle i historien.

Ordforstoppelse 

Sådan mere eller mindre kan historien i store træk ridses op. Det skulle der vel nok kunne komme en ganske spændende historie ud af, skulle man tro. Men ak, sproget er så gabende (u)realistisk kedeligt, og de mange følelser udlægges så pædagogisk omhyggeligt i stavepladeform a la ’Hun kunne mærke, at han var ked af det’, ’Sverre kan se, at Gerhard må beherske sig. Han kan næsten høre, hvordan manden på stolen tæller til ti, før han svarer. ’ Og så videre og så videre.

 Alligevel er det det ligegyldige fyld, ophobningen af banale dagligdagsdetaljer, jeg fandt mest frustrerende, når de, som tilfældet er, hverken fører plottet videre eller tilføjer speciel megen historisk autenticitet til handlingen. Her følger blot et eksempel på, hvordan pedantisk ordophobning dræber tilløb til spænding, da Esther agerer cykelkurer med illegale blade i lasten i det tyskbesatte Oslo. Hvem kan kæmpe sig over denne mur af tekst?:

Hun sætter venstre fod på pedalen, sparker fra, sætter sig op på cyklen og triller ned mod Slotsparken uden at se sig tilbage. Hun nærmer sig krydset ved Parkveien, bremser, for det tilfælde at der skulle komme biler. Der er ingen i syne. Svinger til venstre. Sætter farten op, runder parken, må bremse op for en mand, der løber over gaden, inden hun med vind i håret kører videre ind af Sven Bruns gate. Bremser ned af bakken, sagtner farten endnu mere for at klare svinget til højre ad Pilestredet. Der kommer et hul i skydækket, og hun får sol i ansigtet. Lav sol, oktobersol. Hun kigger hurtigt ned på nederdelen. En plet. Hun bøjer sømmen for at skjule den. Benene blottes til over knæene og hun hører et flertonet pift. Drejer hovedet. Får øje på to tyske soldater, som står på hjørnet og hujer. Hun er lige ved at miste balancen igen men undgår det og trækker nederdelen ned igen. Mere pift. Hun svinger ind i gården. Bremser. Står af cyklen. Stiller den op af muren. Bliver stående og trækker vejret gennem munden, mens hun lytter. Hun tæller indvendig. Ser samtidig på gården med bunker af vådt løv og indsnuser lugten af brændt koks. En skade hopper fra låg til låg på skraldespandene, flakser med vingerne og forsvinder. Ester holder vejret for at kunne høre alle lyde. Men der foregår ingenting i porten, ingen skridt, Heller ikke i gården. Hun ser sig hastigt om og går hen til den nærmeste skraldespan og murstenen, som ligger op ad muren bag den, Hun holder vejret for at slippe for den rådne stank fra skraldespanden. Så sparker hun hurtigt skoen af, tager papirerne ud af den og skjuler dem under murstenen, tager skoen på igen og kan ikke komme hurtigt nok ud af gården. 

… og det kan denne læser heller ikke. Kjell Ola Dahls tekst er tung og stiv som størknet cement, og
derfor murer den snarere læseren ude end inde.

Kjell Ola Dahl modtog Brageprisen samt Rivertonprisen i 2015 for Bedste Norske Krimi for Kureren.

I Riverton-juryens begrundelse for valget af netop Kureren indgår ord som vidende, intelligent, troværdig og pålidelig.

Kureren
af Kjell Ola Dahl
351 sider
oversat af Ilse M. Haugaard.
Udkommer 26. august 2016 på Modtryk

Bogspot: The Noise of Time/Tidens støj af Julian Barnes


Biografisk roman om den russiske komponist Sjostakovitj tematiserer indlevende og overbevisende kampen mellem magten og kunsten i sovjetdiktaturet.
All that striving and idealism and hope and progress and science and art and conscience, and it all ends like this, with a man standing by a lift, at his feet a small case containing cigarettes, underwear and tooth powder; standing there and waiting to be taken away.
 They didn´t want you to fake adherence to their banal taste and meaningless critical slogans – they wanted you actually to believe in them. They wanted your complicity, your compliance, your corruption.

Mens vi venter på NKVD

Romanen tager sin begyndelse under den store terror i Stalins Sovjetunionen i slutningen af 1930erne om natten med den internationalt anerkendte komponist Dmitrij Sjostakovitj stående fuldt påklædt med en lille kuffert ved sine fødder ventende på at NKVD skal komme at hente ham, mens hans kone og lille barn ligger inde og sover i lejligheden ved siden af.

Mens Sjostakovitj står her skrækslagen, kæderygende og afventende gennemgår han i tankerne, hvilke hændelser, der har bragt ham i denne uheldssvangre situation.

Sjostakovitjs opera Lady Macbeth of Mtsensk er blevet en international succes. Succesen medfører, at også rovdyret og i egen megalomane selvforståelse, musikkender Stalin, lader sine duehøge gule øjne hvile på Sjostakovitj neurotiske ryg.

Men ’Lille far’ bryder sig dog ingenlunde om, hvad han hører og udvandrer derfor fra sin loge mit under opførelsen af operaen. Da den sønderlemmende og kremlstemplede kritik står at læse næste dag i Pravda, og Sjostakovitj bliver indkaldt til det første forhør, bereder han sig på at blive hentet af sikkerhedstjenesten.

For at skåne sin kone og barn og måske også for at komme magten i forkøbet og i dette føle en lille trodsig fornemmelse af frihed beslutter han sig for at klæde sig på om natten og stille sig til at vente. Men han må vente forgæves, for ved et lykketræf viser det sig, at hans forhørsleder selv er blevet seneste offer for terror-udrensningerne.


Ydmygelsen 

Sjostakovitj slipper for en kugle i nakken, men magten i Moskva er aldrig færdig med ham, dertil er han for kendt og for brugbar. Han skal gå ydmygende canossagang, offentligt lovprise Sovjet og skammeligt oplæse forberedte taler, hvori han anklager og bebrejder ’kontrarevolutionære’ eller regimekritiske kunstnere som Solsjenitsyn, som han privat nærer stor beundring for.

Sjostakovitj får en ideologisk tutor tilknyttet, hvis funktion det er at lede ham ind på dydens smalle sti, udstukket af regimet, hvor den pessimistisk-ironiske komponist bliver belært om at i det sovjetiske arbejderparadis, er der kun plads til den kitschagtige optimistisk-realistiske-kunst.

Han bliver tvunget til at repræsentere Sovjet ved en kulturkonference i New York, en pinlig og sjælefordærvende oplevelse for den mere og mere alkoholiserede komponist, der føler lede ved sig selv og foragt for amerikanernes og eksilrussernes nedladende bedreviden.

Selv da Stalin dør, fortsætter komponistens plager, for nu vil magten bruge ham til at renvaske sig selv og tvinger ham til at korrumpere sig yderligere ved at tvinge ham ind i partiet, og hænge hans pinte sjæl i bunkevis af æresbevisninger og priser; han føler sig som en reje i en klæbrig rejecocktail-sauce, og han tænker at døden har ventet for længe med at hente ham.

Kompleks og velskrevet

Ud over det stærke portræt af Sjostakovitj er det romanens store styrke, at den giver et loyalt indblik i, hvor forbandet svært, det er ikke at lade sig korrumpere og spænde for magten i et rendyrket diktatur, hvad end det nu sker gennem trusler eller falsk smiger.

Alle omkring ham ville skulle betale en høj pris, hvis han nægtede at danse efter magtens toner. Det djævelske regime havde findyrket en nidkær og ubændig evne til at terrorisere, isolere, bagvaske og til sidst knuse et menneske til det enten gik til grunde i druk og elendighed eller det på sine grædende knæ ydmygt kom tilbage tiggende om at slikke magtens støvler for derved at finde nåde og ophøre med at være et ikke-menneske.

Sjostakovitj har intet andet end foragt tilovers for salonkommunister som Picasso og Satre, der velvilligt agitere for kommunismens lyksaligheder og uden kvaler viderebringer regimets løgne, mens de bor trykt og godt i Paris uden at skulle træffe den slags valg som kunstnerne der, og således mærke omfanget af regimets tryk og den evigt-kvælende korrumpering.

Sjostakovitj er ingen helt, men derimod et nervøst anlagt menneske med store kunstneriske ambitioner, der gennem subtilt indsmuglet ironi forsøger at bevare rester af sin selvrespekt.  Men som tiden går, stivner den ironiske distance til en tavs maske, der ikke giver ham nogen trøst fra sine sjælelige kvababbelser.

Julian Barnes har skrevet en virkelig god bog om en kunstners svære kamp med sig selv og mod (over)magten.

La isla mínima af Alberto Rodríguez

Stemningsfyldt True Detective-inspireret spansk krimifilm fra det andalusiske marskland tager os
tilbage til et på overfladen demokratisk Spanien, der hænger tungt i diktaturets mørke hængedynd.


Overgangen

Vi skriver 1980, og Spanien befinder sig i en sump af arbejdsløshed, social uro og desillusion. Landet står i et vadested mellem demokrati og fortidens lange slimede fangearme i form af Francos fyrre år lange diktatur.

To efterforskere fra Madrid bliver sendt på en opklaringsopgave til det dybe syden, til et isoleret samfund i det andalusiske marskland, hvor to unge piger er sporløst forsvundet.

De to detektiver repræsentere to generationer. Pedro (Raúl Arévalo) er den unge noget stivstikkeragtige, demokratisk-idealistiske efterforsker, mens Juan (Javier Gutiérrez) er af den gamle sorte politiskole fra diktaturets tid, hvor håndmadder, spiritus og magtmisbrug var dagens ret.

De to nærer gensidig mistillid til hinanden, men tvinges af omstændighederne til at arbejde sammen.

Opklaringen af det, der viser sig at være mordet på to unge piger, bliver Pedros adgangsbillet tilbage til Madrid og til sin gravide kone, som han til kollegaens tavse misbilligelse står i hyppig telefonisk kontakt med.


Mørke vande

For Juan derimod bliver opklaringsarbejdet i marsklandet en ubehagelig rejse tilbage i tiden. Et par af de fåmælte beboere genkender ham, og husker ham – og det ikke for det gode – fra hans tid i Francos hemmelige politi, Brigada Político Social, der stod for undertrykkelse og forfølgelse af enhver opposition til diktaturet. Hvad foretog han sig den gang, og hvad er det, ud over det hårde liv med druk og røg, der martrer den barske betjent? Svaret flyder lige under overfladen.

Det lille fattige samfund, betjentene drager rundt i, er præget af mistillid, kriminalitet, desperation og skam. Under den tynde overflade af demokratisk frigørelse og frisind løber en stærk understrøm af kvindehad og perversion. Diktatoren er måske nok død, men han hænger stadig på politikontorer og i folks hjem.

I klassisk noir-stil er tingene uklare og usikre: i takt med begivenhedernes grumme gang bliver det stadigt sværere for idealisten Pedro at holde sig på det tørre land uden at synke til bunds i vold og korruption – ondskaben er måske ikke så fjern for ham heller.

Syg natur

Som i serien True Detictive er stemningen rugende, uheldsvanger og dystert truende. Naturen er ond og lumsk, og den lange indledende panorering over masklandet, får landskabet til at ligne en syg svampet hjerne.


La Isla Mínima


Det er en meget flot og gennemført æstetik, der sammen med fornemmelsen for tid og sted, gør filmen til en spændende oplevelse.

Til gengæld føles opklaringen og plottets afslutning mangelfuldt, som om det ikke rigtig interesser filmen.

Krimi noir-genren er først og fremmest en skabelon, som filmen, igen i lighed med True Detective, benytter sig af til at fortælle sin dystre historie om en dybere kultur, om ikke ligefrem natur, som selv kraftige politiske vindskift kun strejfer på overfladen.

(Filmen kan lånes på biblioteket)

Bogspot: Sovjetunionens fald – Den kolde krigs slutspil af Michael Dobbs

Engageret og velskrevet journalistisk fremstilling af Det røde imperiums fald.

Murens fald og Den Kolde krigs bratte afslutning kom dengang som en kæmpe overraskelse for selv de mest garvede vestlige iagttagere.  En af disse, den tidligere reporter for Washington Post, Michael Dobbs, befandt sig ellers konstant i begivenhedernes centrum, men altså uden at han dengang fornemmede, hvor porøs den røde kolos var.

På afstand tager det sig alt sammen klarere ud, og i nu tre bøger har Dobbs givet sin skildring af Den Kolde Krig i bøgerne: Fra verdenskrig til kold krig, Cubakrisen – Kennedy, Khrusjtov og Castro på randen af atomkrig og her senest i dansk oversættelse altså Sovjetunionens fald – Den kolde krigs slutspil.

Retrospektivt, beretter Dobbs, var forfaldstegnene ellers til at tage og føle på, men hastigheden hvormed begivenhederne tog fart, kom også bag på ham, der ellers havde rejst Østeuropa tyndt og mødtes med mange af de centrale aktører.
 

Et sminket lig

Dobbs begynder sin beretning om Sovjets fald med den jugoslaviske diktator Titos begravelse i 1980. Noget overraskende måske, ofte indtager Tjernobyl i 1985 eller invasionen i Afghanistan i 1979 ikonets plads over det sminkede lig: Sovjetstyrets ineffektivitet, uduelighed og bureaukratiske umenneskelighed.

Men for Dobbs var det i bakspejlet mødet med og førstehåndsindtrykket af den kommunistiske topledelse, der samledes ved Titos begravelse, som rev propagandasløret fra hans øjne, således at han ved selvsyn kunne konstatere, hvor grelt det måtte stå til med det ufejlbarlige partis ophøjede repræsentanter:

I midten af forsamlingen sad Big Brother selv som en middelalderlig kejse, der modtog vasallernes hyldest. Leonid Bresjnev lod til at have problemer med at koncentrere sig om det, der foregik omkring ham. Hans ansigt var oppustet. Han klamrede sig til sin uundværlige udenrigsminister, Andrej Gromyko, som et barn klamrer sig til sin barnepige. ’Hvor er Andrej Andrejevitj?’ mumlede han i åbenlys panik, når Gromyko nogle få øjeblikke forlod hans hans side. Han var omringet af spytslikkere.

Øjenvidneskildringerne og personkarakteristikkerne er bogens helt store force. Det litterært/journalistiske sprog og de dramatiske virkemidler giver begivenhederne en umiddelbar friskhed og dragende åbenhed, der gør beretningen medrivende for læseren.

Pennen slår gnister

I kort form føres vi fra Titos begravelse, til Solidaritet i Polen, over Tjernobyl, invasionen i Afghanistan, Murens fald, Den Himmelske Fredsplads, de baltiske landes løsrivelse, Gorbatjovs forsøg på at reformere kommunismen, det fejlslagne kupforsøg og endelig Jeltsins opløsning af USSR. Dobbs har næse for at de små menneskelige rystelser, der med lynets hast kan blive til jordskælv, som selv ikke Stalins arvtagere kan tæmme.


Det berømte billede af Jeltsin under det forfejlede kup i 1991. Bemærk det russiske flag.

Grundlæggende er Dobbs analyse, at det kommunistiske regime ikke så meget faldt på grund af et ydre pres i form af våbenkapløb, eller den bekostelig krig i Afghanistan. De var nok faktorer, der fremskyndede processen, men regimerne i øst brød først og fremmest sammen, fordi de var pilrådne i fundamentet: korrupte, ineffektive og baseret på frygt og undertrykkelse var de ude af stand til at frigøre sig fra den bureaukratisk-hierarkiske underdanighed, der prægede samfundene, og den floskuløse leninisme var nok tømt for reel indhold, men den var dog fortsat en cementblok om benene på tilløb til mere grundlæggende reformer.

Allerbedst er Dobbs i sin fremstilling af Gorbatjov, der i bogen fremstår som en slags antihelt, for hvem begivenhederne løber løbsk. Gorbatjov er på en gang fremsynet, og ufattelig naiv; han er et tågehorn og et politisk dyr med sans for magt og Kremls farlige byzantinske gange; overbevist leninist, selv længe efter han selv havde tømt begrebet for stort set al mening, og alle murene var faldet.
      
Man finder næppe mere spændende og læsevenlige fremstillinger af Den Kolde Krig end Dobbs’ trebindsværk.

Michael Dobbs er seriøs og nuanceret i sine analyser, men som læser skal man kunne acceptere, at han er glødende i sine anti-og sympatier. Han forsøger ikke at begive sig af med kølig og distanceret akademisk historieskrivning, det er ikke hans hensigt. Dobbs fremstillinger er journalist-historisk fortælling med vægt på fortælling, drama og stor personlig indlevelse.

Læs spændende tillæg om krimier frem mod krimimessen i Horsens


Varm op til næste uges Krimimesse i Horsens med Informations særtillæg om krimier. Læs blandt mange andre spændende emner om Rural noir fra USA, om krimiboomet i Latinamerika, om opblomstrende Østeuropæisk noir, om krimimakkerparret Paternak og Dorphs opgør med den danske velfærdskrimi og endelig,Jørgen Leths passionerede besyngelse af krimien.

Bogspot: Liv og skæbne af Vasilij Grossman

I sit noget oversete storværk udfolder Vasilij Grossman med forbillede i Tolstoj en skræmmende,
rystet og foranderlig verden i tiden op til, under og efter slaget ved Stalingrad. Bogen handler i sin essens om forholdet mellem totalitær ideologi og det enkelte menneske - om det skrøbelige menneskelegeme, der bliver klemt af den kolossale stat. En eminent indføring i totalitarismens rædsler.

En total verden i totalitarismens tid

Den russisk-jødiske forfatter, kemiingeniør og krigskorrespondent, Vasilij Grossman, hvis værk nu er blevet genudgivet i Rosinantes Klassiker-serie, lader i sin bogs henved 1000 sider et utal af stemmer komme til orde, som de store russere jo ofte har for vane.

Høj og lav, civile og menige soldaters stemmer på russisk såvel som tysk side blander sig mellem højtdekorerede generaler, politiske kommissærer, kz-fanger, jøder, Generalfeltmarskal Von Paulus, Eichmann, Stalin og Hitler med mange flere.

Ambitionen er at skabe et totalværk, der indfanger en helt verden af hver især unikke individer i en tid, hvor afhumaniserede masseideologier ellers går deres blodige sejrsmarch.

Frihed og fortabelse

 I centrum af fortællingen befinder sig den intellektuelle-jødisk-russiske Strum-familie, som vi følger gennem flere generationer, og om hvilken der et sted så rigtigt står: Alle utilpassede, altid plaget af sorger, hemmelig smerte, tvivl, håbende på lykken.

Viktor Strum er en berømt fysiker, men en egentlig ikke specielt tiltalende personlighed. Han har dog det forsonende træk, som skal bliver hans møllesten om halsen, at han ikke kan vare sin mund eller tænke strategisk i forhold til de skiftende ideologiske vinde og dermed forbundne magtforhold. Modsat de fleste af de andre mere følgagtige opportunister på arbejdsplads.

Det er farligt i et paranoidt-stalinistisk-stikkersamfund, hvor revolutionen allerede har slugt sine egne partitro børn i surreelle skueprocesser, og hvor krigen mod den tyske værnemagt kræver entydig loyalitet over for en stalin-dikteret russiske nationalisme, der ikke adskiller sig voldsomt fra den tyske i sin hævngerrighed, lynjustits og bestialitet.

Frihedslommer 

Under den tyske invasion åbner sig lommer af frihed fra det kvælende stalinistiske åg, men den ’løsslupne’ stemning, den frihed, som nogle tager sig ved at blotte deres utilfredshed eller blot ved at tillade sig at være selvstændige, skal der siden betales dyrt for, når Stalins farisærer gør regnskabet op.

Stalingrad bliver i bogen både noget helt konkret og samtidig symbolet på noget nyt: det er vendepunktet i krigen, genoplivelsen af den første revolutionære ånd, billede på den brutale overlevelseskamp, den russisk patriotismes arnested og det ildevarslende tegn på en fremtidig aggressiv-imperialistisk-kommunistisk verdensorden.

 (1905 - 1964). Den engelske militærhistoriker 
Antony Beevor har samlet Grosmanns krigs-dagbøger i bogen: 
Grossman-dagbøgerne 1941-45, I front mod tyskernes terror i Rusland.

Ideologierne dehumaniserer mennesket 

Det er Grossmans pointe, at ideologierne og revolutionerne udført i deres navn fejrer alle moralske skrupler til side og derved dehumaniserer og automatiserer udrensninger, forhør, tuns-tunge løgne og ydmygende hykleri.

Dog bevares der i flere af personerne en rest af endnu ufordærvet menneskelighed og integritet, som ikke lader sig tie af den efter behov veltilrettelagte korruption: smiger, trusler, spil på angsten for fortabelse eller ønsket om flugt fra samvittighedens stemme i den totale underkastelse.

Grossman er eminent til at skildre disse personernes hjerteskærende, indre kamp for at bevare de i marxismen afskrevne borgerlige dyder som integritet, hæderlighed og derved frihed i en ufrit samfund, hvor den totale stat ikke skyer nogle midler for at nå sine mål.

Det er forbandet svært om ikke ligefrem umuligt - og når der må strækkes våben bevares asken i munden som en evig påmindelse om ydmygelsen og nederlaget.

Nødvendigt vidnesbyrd 

Grossman er som Søren Villemoes bemærker i det udmærkede forord ikke nogen stor stilist. Fortælleren afbryder gerne sine personer midt i en handling for at give den helt rette fremstilling af en sag, en filosofisk pointe eller fronternes bevægelser. Ligeså er der noget til tider teatralsk over Strum-familiens affekterede skænderi.

Men det til trods løber der gennem hele historien en blotlagt nerve, en modenhed og en livsvigtig nødvendighed, der smyger sig uden om romantiseringer og lette entydigheder – godheden er ikke fuldstændigt udraderet af ideologien, men viser sig i pludselige og ofte uventede former.

Det kan lyde som et banalt imperativt, at det enkelte menneskes værdi og frihed skal stå over staters-og politiske ideologiers interesse, men det bliver det ikke, når det bliver udfoldet med så stor en dybde og kompleksitet, som Grossman er i stand til at gøre det.

Liv og skæbne (Rosinantes Klassikerserie) af Vasilij Grossman
979 sider, oversat fra russisk af Ole Husted Jensen 

Køb bogen hos Cdon.com (affiliate-link)


Bogspot: Gå bare selv: Om myndighed, frisind og modet til at være ligeglad af Jakob Levinsen

Levinsen har skrevet en engageret og sine steder ganske morsom debatbog, der revser den
omsiggribende, selvvalgte umyndiggørelse i den offentlig debatkultur.

Det er sympatisk, og bogen har bestemt mange gode pointer.

Men udgivelsen henvender sig nok mest til de allerede indviede, og netop derfor kunne jeg godt have ønsket mig, at Levinsen nåede ét spadestyk eller to dybere.

Fri mig fra myndighed 

Anmelder, forfatter, debattør m.m. Jakob Levinsen fremsætter i debatbogen den hovedpointe, at vores tid i høj grad er præget af et tab af den personlige myndighed. Alt for få har modet og viljen til myndigt at stå ved sig selv og gøre sine meninger til et personligt anliggende.

Alt for mange gemmer sig blot bag uniforme ’sandheder’, det vil sige, de overtager ukritisk de rigtige holdninger, der trives i de lag, som de identificerer sig med, og som de så hjertens gerne vil høre hjemme i. 

Den kritisk tænkning suspenderes derved, og holdninger bliver til hule identitetsmarkører.

Formløshedens tyranni 

Frisindet er stivnet i ren form, og de gode autoriteter – som den fagligt dygtige, men krævende lærer (ikke den sadistiske scherfigske parodi) – er fra en ophøjet plads i samfundet blevet hevet ned i smudset (hvem vil gerne associeres med den ’Sorte Skole’?), eller også har han frivilligt forladt sin autoritet til gengæld for pædagogiske modeluner og et venskabeligt elevforhold.

Sand autoritet og myndighed kræver ærlighed, nysgerrighed og frisind – der skal en tilstrækkelig selvtillid til at acceptere, at andre kan have holdninger og overbevisninger fjern fra en selv uden derved at forfalde til hån, foragt og væmmelse, som er den nemme vej ud, når man fattes argumenter og løsninger på komplicerede spørgsmål.

En brækspand 

Politikerne er med deres følelses-og væmmelses-udbrud på de sociale medier blot med til ikke bare at underminere egen autoritet, men også niveauet for den offentlige debat, der bliver en parodi på en sådan, når modpartens forslag mødes med umodne pip om mavefornemmelser som ubehag, kvalme, lede og brækreflekser ved de fremførte holdninger, og det bagvedliggende menneskesyn, og hvad har vi. Man skammer sig – naturligvis ikke over sig selv – men over modstanderen.

Dette benævner Levinsen ’skamfølelse per stedfortræder’, og det hæfter han på de, der efter valget tog en tur ved håndvasken og gav en gratis omgang med deres patetiske udmeldinger om, at de nu ville emigrere til Sverige – en modig og meget myndig forkyndelse.


Jakob Levinsen er godt træt af offerromantik,
barnagtighed og antiautoritært hykleri.

Heltene

Stråmandsargumentation, indbildsk modkultur og frit flyvende Peter Pan-syndrom er blot nogle af de mange forskellige udtryk for selvvalgt umyndiggørelse, som Levinsen gennemgår. Levinsen er kritikken til trods dog ingen kulturkonservativ Jeremias.

Han ser fortrøstningsfuldt på fremtiden og finder styrke i sine helte: Dan Tuéll og Herman Bang, der har det til fælles, at de turde trodse den gode, kulturradikale smag og fordomsfrit beskæftigede sig med og skrev høj-såvel som lav-kultur (hvis man da stadig tror på denne forsimplede kategorisering!).

Kritik af kritikken 

Levinsens bog er båret af et tydeligt personligt engagement med ofte selvkonstruerede, men velvalgte udtryk som: ’I ro og smag’, ’Overskudspræget skamfølelse’ ’lystfuldt jubelpessimisme’, ’progressiv herreløshed, ’anderkendelsens sårfeber’ med videre.

Den er let at læse og lige til at gå til, men om den for alvor vil ændre noget, kan jeg godt have min tvivl om.

Bogen kan siges at står på skuldrene af tidligere udkommet bøger om emnet såsom for eksempel:

’Kritik af den negative opbyggelighed’, ’Modkultur som globalt brand’, og ’Ofrets århundrede’ og tilføjer nok ikke så meget nyt for de, der allerede har fået øjnene åbne for problematikken.

 Levinsen kunne derfor i mine øjne med fordel have gået mere i clinch med sig selv:

Er udenadslære nødvendigvis af det onde, hvorfor skal man være overbærende med mediernes, DR1s i særlig grad, joviale platituder?

Hvordan får man den fagligt dygtige og myndige lærer tilbage, når masse-gymnasier og masse-universiteter er dagens virkelighed? – Er det virkelig bare op til den enkelte lærer, for eksempel, at træde myndigt frem og træffe upopulære beslutninger foran en frådende masse af forvente, højt-knevrende forældre, glubske medier på evig jagt efter den næste følelsesbårne historie om ofre, og kollegaer med hjertet og pædagogikken på helt rette sted?

For de virkelige vigtige og formende autoriteter, er det min frygt, at der er for megen utak, bøvl og simpelthen for meget at tabe – arbejdsmæssigt og hvad angår PR – til, at fordelene ved at lede, uddanne og så videre i overensstemmelser med egne overbevisninger kan opveje det.

I et egalitært konsensussamfund som det danske, ville det kræve en enorm mentalitetsændring.

Gå bare selv: Om myndighed, frisind og modet til at være ligeglad
Jakob Levinsen
172 sider
Gyldendal


Køb bogen hos Cdon.com (affiliate-link)


Bogspot: Der hvor vi gik engang af Kjell Westö

Begivenhedsrig skildring i af Finlands dramatiske historie i første halvdel af det 20. århundrede.

Læseren følger en kreds af venner, der bliver født i Helsingfors i La Belle Époque, som vokser op under Verdenskrigens buldren, som kæmper i borgerkrigen, danser, drikker og glemmer til brølende jazz og vågner fuldvoksne op i 1930erne med tømmermænd, stukkede vinger og splintrede drømme.

Westö maler med den brede pensel på det store finske lærred.

Fortiden er ikke død. Den er ikke engang fortid

Igen er Finlands traumatiske historie i centrum i en fortælling af Kjell Westö, sådan som det også var tilfældet i Det ulyksalige ved at være en Skrake og vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, Luftspejling 38.

Der hvor vi gik engang er dog langt mere panoramisk og kronologisk fremadskridende end de to førnævnte. Under læsningen kom Gunnar Staalesens Bergen-trilogi mig ofte i hu.

Der hvor vi gik engang er nok en mindre kulørt mere mørk krønike om Helsingfors, hvor musikken dog, som det også var tilfældet med Staalesens Krønike, udgør en art leitmotiv med mol og melankoli som den gennemgående grundstemning.

Et sådan langt historisk vue ud over samfundet, individerne i det og dets og deres forvandlinger over tid, har den udfordring for forfatteren, at det næsten per se kræver, at de forskellige samfundsklasser er repræsenteret for derved at give et dækkende billede.

Og dette udarter ofte til de rene klicheer og typer med godhjertede og stolte arbejdere over for en overklasse iført bowlerhat, høj cigarføring og kynisk-pekuniær spekulation.

Den lange sårfeber

Westö derimod formår at fremstille nogle interessante menneskeskæbner, der i deres selvforståelse og ofte dybe ensomhed, hverken opfatter sig selv som del af en strømning eller som repræsentanter for andet end dem selv.

Westö må have lavet et enormt historisk researcharbejde for at skrive bogen med alle dens tidstypiske mærker, chikke steder, tidens toner, litterære værker og byens kontinuerlige forandring.

Den finske borgerkrigen, dens lange eftervirkninger og splittelsen på kryds og tværs – også internt for såvel røde som hvide – er fremstillet med stor omhu og giver et overbevisende skildring af de dramatiske, men også noget indviklede udviklinger i den lange, fortsatte broderkrig.

Den Finske Borgerkrig løber som et uhelet,åbent sår gennem Kjell Westös romaner,
særlig prægnant i Der, hvor vi gik engang.

Den humor som fremhæves på bogens bagside, fandt jeg meget lidt af og da meget nedtonet i forhold til for eksempel den befriende og altgennemstrømmende tragikomiske humor i Det ulyksalige ved at være en Skrake, som jeg stadig synes, er Westös bedste roman.

Der hvor vi engang gik kunne med sin historisk velresearchede fremstilling og store mængder spænding og dramatik måske være et godt bud på en julegave til den historisk-interesserede, der ønsker at synke ind i en medrivende fortælling uden de alt for store fortællermæssige dikkedarer.

Kjell Westö: Der hvor vi gik engang
Oversat af Jesper Klint Kistorp
704 sider
Batzer & CO

Køb bogen hos Cdon.com (affiliate-link)


Bogspot: Underkastelse af Michel Houellebecq

Der handler mere om et nydelsessygt, udlevet og dekadent vestligt samfund, end det egentlig handler
om Islam i Houellebecqs seneste ret-lige-til-fremtidsversion.

Resignation og valg

Året er 2022, og Frankrig afholder valg, der gør Det muslimske Broderskab og Front National til de to store vindere.

Af to onder vælger de moderate med en vis lettelse at give køb på frihedsrettigheder, ligestilling etcetera for at lægge deres lod hos Det muslimske Broderskab, som med velsmurt tv-tække og dobbeltbunden slesk tale således af demokratisk vej overtager magten i Frankrig.

I centrum af fortællingen finder vi den kynisk-desillusionerede François, der er professor i litteratur på Sorbonne Universitetet i Paris. Hans tilværelses indhold består af luksusludere, småaffærer med studerende og smagløse færdigretter i fryseren.

Undervisningen og litteraturen rager ham en fjer bortset fra den franske avantgardeforfatter, Joris-Karl Huysman, som han har skrevet doktorafhandling om, og hvis liv François spejler sig i, særligt livsnyderen, Huysmans pludselige konvertering til katolicisme, optager ham.

Bløde mænd og hårde mænd

Libidoen er svigtende, og François glider gradvist længere og længere ned i inerti og sortsyn. Han gør et sidste halvhjertet forsøg på at følge Huysmans ind i den kristne tro, men resultatet er givet på forhånd: den svulstige, salvelsesfulde retorik lader ham kold, og han ender med at sige sin stilling ved universitetet op.

Men da Broderskabet så kommer til magten, og Sorbonne universitetet bliver udsmykket med stjerne og halvmåne, og en velvillig kultureliten hurtigt lader sig konvertere, bliver også François overbevist om, at underkastelse under en streng lovreligion kan være vejen ud af mørket og følelsesløsheden – og det er jo alligevel også bare kvinderne, der først og fremmest rammes af restriktionerne. Og det er måske ligefrem en slags lettelse for dem ikke længere at skulle tænke selv -  og så følger der også et nyt pikant krydderi med: flerkoneri bliver tilladt.

Artig kontroversiel

Hvis man ser bort fra, at de fleste medier jo altid handler per refleks og forsøger at opildne til drama, hver gang de hører ordet Islam eller navnet Houellebecq, så er det vel at forvente, at en roman af fransk litteraturs enfant terrible, som øjensynligt handler om Islam, kalder på de store forargede følelser i versaler.

Men for mig at se, er der meget lidt kontroversielt ved bogen. Den er for mig at se et stykke klassisk kulturpessimisme om et dekadent, ryggesløs vestligt samfund fordærvet af latent livslede overtrukket med glitterende, ligegyldig overflade, hvor sex og forbrug er de eneste afledninger fra det faktum, at de fleste lever et gennemsnitligt liv og skal dø en middelmådig død.

Jo vist er der smurt på med kynisk fremlagte slibrigheder, men det vel næppe nok til at forarge en moderne læser. Historiens hovedperson François er selvfølgelig dybt selvoptaget og usympatisk, men hvad værre er, så lader Houellebecq sin hovedperson fremture med en himmelråbende uvidenhed og ignorance, der virker trættende overdrevet og postuleret for en professor i litteratur – man mærker alt for tydelig hensigten og bliver forstemt.

Det unge, virile og livsduelige modstykke udgøres så i bogen af Islam i form af Det Muslimske Broderskab, der dygtigt udnytter vægelsindet og trætheden i Frankrig til at rulle frihedsrettighederne tilbage.

The End of the World

Men ifølge den algeriske forfatter, Boualem Sansal, der selv har oplevet islamiseringen af Algeriet, og som har skrevet en dystopisk mareridtsversion om Islams sejrsgang: 2084 – La fin du monde, for hvilken han vandt Det Franske Akademis Litteraturpris, vil en islamistisk magtovertagelse ske ved vold og ikke af demokratisk vej som i ’Underkastelse’. I et interview i Weekendavisen udtalte Sansal:

Islamismen er en naturlig del af Islam, og der har altid været fundamentalister, som mente at den tekstnære tolkning af koranen, var den eneste vej frem. Sådan har det været siden profeten Muhammeds tid. Islamisternes mål er at erstatte demokrati og modernitet med deres egne religiøse dogmer. Islam er ganske enkelt ikke forenelig med demokrati. 

Det kunne være spændende at få en dansk oversættelse af 2084 – La fin du monde der, efter hvad jeg kan forstå, er langt mere gennemført og veludviklet i sin fremstilling af et dystopiske fremtidssamfund ledet af retslærde mørkemænd.

Køb bogen hos Cdon.com (affiliate-link)





Bogspot: H for høg af Helen Macdonald

Sorg, heling og høgeflugt
Den engelske akademiker, forfatter og falkoner, Helen Macdonald, har skrevet en meget bemærkelsesværdig erindringsbog om sit arbejde med at tæmme og træne en vild og egenrådig duehøg i tiden umiddelbart efter sin fars død.

Høg over høg

Macdonald har siden, hun var ganske lille, været sært fascineret af rovfugle og drømte om en dag at blive falkoner.

Da hendes far pludselig dør, udløser det en lammende sorg hos den indadvendte og stærk sensitive Cambridge-lektor, der siger sin stilling op, river stikket ud og flyver på tunge vinger ind i duehøgens forunderlige verden.

Om denne egenartede sorgbehandling handler hendes bog på overfalden, men den er samtidig også litteratens gennemarbejde og velskrevne refleksion over sorgen, døden og individets kamp for at finde sig til rette i verden.

Flugt ind i naturen

Derudover, og det var for mig bogens bedste del, er den en indlevende biografi om den afdøde engelske forfatter, Terence Hanbury White, forfatter til blandt andre værket Kong Arthur på Camelot.

Macdonald er opslugt af White i sær på grund af dennes forsøg på, ligesom hende selv, på en gang at domesticere og samtidig underordne sig naturen, da White fuld af tvivl, selvlede og mismod sætter sig for at tæmme en uregerlig duehøg, hvilket han har skrevet om i bogen The Goshawk.

Det er stærke sager, og White-biografien udgør bogens stærkeste fascinationskraft sammen med de præcise og fintfølende registreringer af naturens anderledeshed og dens romantiske fristelser for en vildfaren moderne sjæl.

Når Macdonald skriver direkte om sig selv og sin sorg, kommer der for mig at se lidt en barriere ind, som på en eller anden måde i en vis udstrækning banaliserer og overforklarer det ordløse, der får så kraftfuld luft under vingerne i høgens vilde flugt over de mørke trætoppe.


H for høg af Helen Macdonald
Oversat af Juliane Wammen
300 sider, Gyldendal

Køb bogen hos Cdon.com (affiliate-link)

http://clk.tradedoubler.com/click?p(120)a(2795997)g(16263494)url(http://cdon.dk/b%C3%B8ger/helen_macdonald/h_for_h%C3%B8g-31923307)

Koncert med Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter + Who Killed Bambi


Reklame for et litteratur-musik-arrangement fredag den 4. december 2015 i Den Sorte Diamant, København.


Musik og poesi møder klassiske strygere - præmiere i København! 


Beatet, kantet - og frem for alt - rørende musik og poesi møder klassisk stryger-ensemble i en af Københavns smukkeste koncertsale.
Digteren Søren Ulrik Thomsen og det vidtspændende orkester Det Glemte Kvarter leverer brummende, kongenial musik og poesi, som sætter sig lige i hjertet.

For første gang præsenterer de et samarbejde med det klassiske stryger-ensembler Who Killed Bambi, som vil bygge videre på den varme og fandenivolkshed, som allerede findes i musikken og teksterne: Et pludseligt bækkenslag bliver manifesteret som rumklang i strygernes spinkle overtoner, og klarinettens sørgmodige klagesang komplementeres af celloernes forsigtige pizzicato-prik.

Efter succesen med det DMA-vindende album Rystet spejl. Musik og poesi har Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter desuden valgt at søge i nye musikalske retninger. Vi kommer således til at høre en ny musik med udgangspunkt i digtsamlingerne City slang, Ukendt under den samme måne, Nye digte og Hjemfalden.

Digtene fra disse samlinger rummer noget beatet og kantet, hvilket har inspireret bandet hen mod en mere rytmisk lyd, hvor både akustiske og elektroniske trommebeats har fået en fremtrædende rolle.

Dronningesalen, Den Sorte Diamant, København. 
Fredag d. 4. december 2015 kl. 19:30 
Billetkøb// www.billetto.dk 

Anmeldelse: År nul – En fortælling om 1945 af Ian Buruma


Den hollandsk-engelske historiker Ian Buruma har skrevet et både vedkommende og stærkt moralsk
værk om Stunde Null, hvor de fleste længtes efter en form for normalitet i en verden af kaos, ruiner og fortsat ufred.

Begivenhederne bliver fortalt ud fra en række personskæbner, hvor faderens oplevelser i Holland udgør den yderste ramme for fortællingen.

I verdens kollektive hukommelse er år nul blevet overskygget af de forudgående år med død og ødelæggelse og af de nye dramer, der stadig lå og ventede - Korea, Vietnam, Indien-Pakistan, Israel, Cambodja, Rwanda, Irak, Afghanistan, og så videre. Men for dem, der voksede op efter år nul - i en tid, hvor så meget blev skabt midt i krigens ruiner - var det måske det vigtigste år af alle. De af os, som blev født i Vesteuropa eller i Japan, kan nemt tage det, som vores forældre opbyggede, for givet: velfærdsstater, økonomier, der bare blev ved med at vokse, international ret, en ‘fri verden’ under beskyttelse af et tilsyneladende uindtageligt amerikansk hegemoni.
Det varede selvfølgelig ikke ved. Det gør intet. Men der er ingen grund til ikke at ære de mænd og kvinder, som var i live i 1945 , og ære dem for deres trængsler, håb og drømme, selvom mange af disse skulle blive til aske, som alt i sidste ende gør.

Ian Burumas anden bog oversat til dansk
 er Aftenland, Vesten set med fjendeøjne. 

Normalitet, et definitionsspørgsmål

I bogens forord fortæller Ian Buruma, hvordan bogen i første omgang blev affødt af et ønske om at forstå den verden, der mødte hans far, da han befriet fra den tyske fangelejr, han sad i, vendte hjem til en anden virkelighed, i et af krigen forandret Holland.

Én anekdote fra faderen er særligt sigende for sønnen. En historie, der viser, hvor stærkt ønsket om at finde tilbage til en form for normalitet efter krigens rædsler og kaos var:

 Efter at have overlevet både staffelejrens rædsler og  Berlins bombardement, vender faderen tilbage som jurastuderende i Utrecht.

Her accepterer den nu voksne fader til sønnens forbavselse et både nedrigt og ydmygende optagelsesritual, som broderskabet på studiet kræver, at han gennemgår - en pubertær pantomine over en ondskab, alt for mange allerede havde stiftet indgående bekendtskab med.

Men svaret på, hvorfor faderen underkaster sig ritualet er, at det netop er et ritual, der altid er blevet udført, og derfor udtrykker det en form for kontinuitet og normalitet i en ellers opløst verden.

Personskæbner, paradokser og personlig stillingtagen

Sådan er Burumas bog fyldt med sigende anekdoter, der giver et indblik i, hvordan den første efterkrigstid oplevedes af almindelige mennesker rundt om i verden. Personerne vi møder, må efter bedste evne forsøge at manøvrere i forhold til historiens mægtige og voldsomt omskiftelige strømme.

De mange forskellige personskæbner gør bogen mangefacetteret, og de udgør på sin vis en korrektion, og en afmontering af myten om, at krigens afslutning betød, at freden sænkede sig over landene, at tavlen var visket ren, og man stående ved ‘År nul’ byggede en ny civilisation op af det rene intet.



Buruma interesserer sig særlig for de mange paradokser og moralske gråzoner, der viser sig:

at nazisternes politik med etniske udrensninger nu bliver videreført af for eksempel tjekkerne; at en sovjetisk dommer, der havde deltaget i Stalins uhyrlige skueprocceser blev anklager ved Nürnberg-processerne mod nazisterne; at de-nazificeringen var tilfældig og kaotisk og ofte lod eliten, som kunne bruges til at bygge landet op igen, gå fri;

 at de allierede sjældent skelede til eller ønskede at vide af, at samarbejde med nazisterne eller japanerne i mange lande også, eller måske ligefrem i højere grad, havde mere med komplekse, indenrigspolitiske årsager at gøre end med (nødvendigvis) ideologiske slægtskab;

at Japans tilfælde ikke kunne sammenlignes med Tysklands, da der ikke var noget japansk nazistparti, men at den stærkt krigeriske kejser af strategiske årsager helt blev fritaget for skyld; at demokratiets (re)etablering var enorm besværlig og præget af studehandler og realpolitik med meget mere.

Burumas moralske stemme er insisterende på en klart oplyst baggrund af viden og indsigt. Særligt er bogens fremstillinger af forhold og menneskeskæbner i Japan og Asien interessante og ny viden for mig, hvilket sikkert skyldes Burumas store kendskab til Japan og Asien qua hans uddannelsesbaggrund  i japansk kultur og historie.

‘År nul…’  er en meget dramatisk og anfægtende historiefortælling. Jeg finder den særdeles vedkommende ikke mindst i de oplagte paralleller, læseren selv kan drage til situationen i Mellemøsten, og det fejlslagne forsøg på at indføre demokrati m.v.

År nul – En fortælling om 1945
Af Ian Buruma
Oversat af Brian Dan Christensen
400 sider
Gyldendal.


Anmeldelse: Min geniale veninde, Historien om et nyt Navn og Dem der flygter og dem der bliver af Elena Ferrante


Byen og venskabet: Pseudonymet Elsa Ferrante har foreløbig skrevet tre fænomenale bøger, der med episk sus og kriminalistisk-intens indlevelse afdækker et særegent venskab gennem 50 år og byen Napolis forvandling i samme periode. Det er stor fortællerkunst.

Historiens begyndelse 

Da veninden Lila i nutiden forsvinder op i den blå luft efter at have slettet alle fysiske spor af sin nogle og 60 åriges eksistens, er det kun barndomsveninden Elena Creco, der ved, hvad som er på færde. Det bliver startskuddet på fortællingen om det nærmest symbiotiske, modsætningsfyldte bånd, der har flettet Lila og Elenas liv sammen siden barndommens og ungdommens opvækst i et fattigt arbejderkvarter i Napoli.

Vanviddet i Napoli

Her i 50ernes Napoli er volden og vanviddet allestedsnærværende, næret som den er af armod, indestængt bitterhed, personlige opgør, mandchauvinisme, galopperende mindreværdskompleks og utilsløret selvhævdelse.

De hidsige skældsord på dialekt fyger gennem den hede, stillestående luft som veritable håndkantsslag. Vi befinder os kun få år efter krigen, og modsætningerne og hadet ligger lige under overfladen – de politiske uenigheder skal siden hen trække endnu længere blodrøde spor op gennem historien.

Men her i denne sydende og boblende asfaltjungle uden de store fremtidsudsigter møder portnerens datter, den forsigtige Elena Greco, en dag skomagerens frygtløse datter, Lila.  Det bliver begyndelsen på et langt venskab, der er spundet sammen ligeså meget af jalousi, konkurrence og beundring som af forståelse og ømhed.


Venskab og konkurrenceiver

Væsentligst er det måske at de to uimodståeligt søger hinanden om og om igen for den kreative, kunstneriske kraft, de sammen er i stand til at skabe i en ellers kulturel ødemark. Det er et frirum og en drøm om at et andet liv end dette er muligt - et som litteraturen, viden og studier kan føre til.

Men den krasse virkelighed er en spændetrøje, som de ikke begge får lov at undslippe, og selv om Elena kæmper sig fri, kan hun ikke krænge sin napolitanske arv af sig, og livet former sig ikke for nogle af dem som de havde drømt om, da de som børn fantaserede om at skrive en bog sammen og blive rige.

Hoved-og bipersonen  

Selv om iagttageren Elena bliver den, der slipper ud af kvarteret og får sig en uddannelse, lever hun, som hun siger det, i kølvandet på den geniale Lila, der, selv om hun forbliver lænket til Napoli, er den, der kaster sig ind i livets flammer, bliver brændt og arret, men trodsigt kæmper videre.

Intet ved Lila er middelmådigt. Såvel i medgang som i ussel modgang gør hun tingene på sin egen radikale måde med kun foragt tilovers for de rigide normer og kvarterets sladre-koner og-mænd, der har gjort hende til deres faste yndlingsemne.

Lila er smuk, stædig og hyperintelligent. Hun gennemskuer straks andres forstillelse, og så er hun ofte ætsende i sin ondskab og jalousi over for alle, ikke mindst Elena, der må ligge øre og ryg til mange giftige spydigheder og velformulerede fornærmelser.

Men hendes intelligens og kunstnerisk-skabende evner, der også indbefatter evnen til at fortælle historier, er et kildevæld af inspiration og en livskraft, som Elena grådigt drikker af.

Lænestolsrejse i tid og sted

Rundt om de to udfolder der sig et mikrokosmos af venner, familie, fjender og myteomspændende figurer, som forfatteren folder ud i al deres kantede og bøjede former, mens tidens politiske forandringer: studenteroprør, terror og kvindefrigørelse tumler afsted med personerne som mere eller mindre frivillige passagerer.

Historien er levende og dramatisk spændende, man flyder som læser velvilligt med på fortællingens strømme. Stilen er ligefrem, sikker og rå, men alligevel ekstrem velformuleret med velovervejede dybder og en uforfærdet afdækning af personerne, deres følelsesliv og livet i alle dets modsætningsfyldte storhed.

Elena Ferrantes Napoli-romaner har for mig været blandt årets allerbedste læseoplevelser.
Jeg vil glæde mig til at sætte tænderne i det afsluttende bind fire, der udkommer på dansk til efteråret. Jeg må have svaret på, hvordan det hele ender for Lila, Elena, Alfonso, Nino og alle de andre fra mit napolitanske yndlingskvarter.

Elena Ferrante: Napoliromanerne

  • Min geniale veninde, 384 sider
  • Historien om et nyt navn, 558 sider
  • Dem der flygter og dem der bliver 479 sider

alle fornemt oversat fra italiensk af Nina Gross
Forlaget C&K

Anmeldelse: Retsmedicinerens frokost af Colin Cotterill

Eksotisk og lun historisk krimi fra 1970’ernes kommunistiske Laos, hvor den 72-årige fransk-
uddannede læge, Dr. Siri Paiboun, må gribe til skovens ånder, drømmesyn og andre meget lidt marxistiske metoder for at løse mysteriet om et pludseligt dødsfald i partitoppen samt en sø fyldt med døde vietnamesiske soldater.

Pensionen udskudt

Den pensionsmodne Siri Paiboun havde sådan set frem til et stille otium med lange, behageligt ensformige dage med ro til te og læsning efter mange års tro tjeneste for det kommunistiske parti bag sig.

Siri har uden større begejstring kæmpet for Det Laotiske kommunistparti siden han blind af kærlighed til en overbevist marxist i 1950ernes Paris lod sig indrullere blandt revolutionens fortrop.

Nu da kongefamilien endelig er smidt på porten, og Partiet ved magten, kan de ikke nægte ham nogle sidste stille år fjernt fra geværild, ufremkommelig jungel og stentung marxistisk dogmatik.

Men sådan går det naturligvis ikke, for Laos’ eneste retsmediciner er som så mange andre veluddannede flygtet ud af landet - og så endda til ærkefjenden Thailand!

Utraditionel opdager 

Siris ønske bliver derfor ofret på revolutionens alter, da partitoppen udnævner ham til statslig retsmediciner. Den nødtørftige videreuddannelse til retsmediciner består i et selvtilrettelagt studium med hjælp fra forlængst uddaterede lægebøger og leksikon, gamle forskrifter og learning by doing med assistance fra en mild, men gennemført sinke.

Denne mere eller mindre videnskabelige tilgang er dog ikke tilstrækkelig, da først ligene af de døde vietnamesiske soldater bobler op til overfladen og en international krise truer med at bryde ud. Så da Siri efterhånden kommer under stadigt større pres for at løse mordgåderne bliver også skovånder, åndemageri og drømmesyn tilføjet til repertoiret.

Siri er en særegen fortæller med en tør ironisk humor, der udstiller hykleriet, de nådesløse magtkampe og det bureaukratiske ‘paradis’ på jord, Laos.

Retsmedicinerens frokost er en hyggelig krimi, der tager sig tid til at beskrive de eksotiske rammer, som romanen foregår i, og det er i det store og hele en krimi, der lykkedes med at give stemme til en temmelig utraditionel detektiv.

Retsmedicinerens frokost kunne derfor være en kandidat til en fornøjelig sommerhuslæsning, mens regnen pisker løs udenfor


Retsmedicinernes frokost af Colin Cotterill
Oversat af Brian Christensen
Forlaget Hetland
304 sider

Anmeldelse:The Children Act, Barnets tarv af Ian McEwan

Plottet: En 60 årig kvindelig dommer skal tage stilling i en meget vanskelig sag om en 17-årig stærkt
troende dreng, der af religiøse årsager nægter at modtage livsvigtig lægebehandling.

I McEwans seneste roman bliver det komplicerede forhold mellem den ophøjede, moderne fornuft, følelseslivets dybder og behovet for mening sat under lup.

Almægtig og afmægtig

Fiona Maye er dommer ved den britiske High Court, hvor hun behandler sager vedrørende familieret - altid med skarpt og indlevende blik for barnets tarv (deraf titlen).

Fiona har en fornem karriere, men der er krise i privaten: Fiona sørger over aldrig selv at have fået børn, og hendes ægteskab gennem tredive år knager, da hendes selvoptagede ægtemand søger et sidste erotisk eventyr inden lukketid.

Midt i denne usikkerhed og dette følelsesmæssige kaos må Fiona holde hovedet koldt, da hun skal træffe afgørelse i sagen om den 17-årige kræftsyge Adam, der som Jehovas Vidne og med forældrenes billigelse, nægter at tage i mod en afgørende blodtransfusion. Tiden er knap, hvis lægerne skal nå at redde den unge drengs liv.

Det store spørgsmålet er, om domstolen kan og skal tilsidesætte dybfølte religiøse overbevisninger?

Den ellers så regelrette og professionelt distancerede Fiona bestemmer sig temmelig ukonventionelt for at aflægge et besøge hos den dødssyge dreng, der viser sig at være både intelligent og meget følsom. Mødet og Fionas efterfølgende domsafgørelse får uforudsete og voldsomme følger for dem begge.

Domfældelse 

Ian McEwan har som altid blik for den moralske kompleksitet og det tilføjet en grundig research i juraen, en indlevende fortæller og et koncist sprog giver en meget levende, varm og vedkommende fortælling, hvor livets storhed og banalitet skvulper frem og tilbage i de skrøbelige menneskekroppe, der hærges af tvivl og famler efter vished, sikker grund og frelse - men til hvad?

Plottet er skarpt og tvinger ubønhørligt læseren videre. Kun over Fionas ægtemand, den seksuelt frustrerede og forfængelige historiker, Jack, synes jeg, der er noget konstrueret og (måske i sagens natur) overfladisk. Det er en lille bog på kun godt 200 sider, men den rumstere fortsat i kroppen længe efter den sidste side er vendt.

En dansk oversættelse af The Children Act, Barnets tarv, udkommer på Gyldendal i slutningen af august i år.

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.