Frygt grækeres gaver af Philip Kerr nr. 13 i Berlin Noir-serien

Bare fordi noget bliver lagt i ens skød OG er nydeligt pakket ind med bånd og sløjfer, så skal det ikke nødvendigvis regnes for en gave, som sporhunden Bernhard Gunther må sande i dette velsmurte seneste bind på dansk af Berlin noir-sagaen

I mørket er alle katte grå

Historien begynder i 1957 i Vesttyskland, hvor økonomien buldrer frem (Die Wirtschaftswunder), mens mange af de gamle nationalsocialister nu har skiftet ham og genopfundet sig selv som respektable demokrater og glødende europæere omkring kansler Adenauer.

Også den aldrende Bernie Gunther har fået ny identitet som Christof Ganz, der arbejder som portør eller lighusassistent i Bayern.

Og det er, da en overset bombe fra krigen eksploderer ved en gasbeholder, og to mennesker omkommer, at plottet sættes i gang, for det bringer uforvarende Gunther i kontakt med en ubehagelig gammel kending fra sin fortid i politietaten i Berlin, kriminalsekretær Schramma.

Schramma er en nazistiske bølle, der genkender Gunther og afpresser ham til at deltage i et røveri af en forestående pengeoverdragelse fra en DDR-agent til et nydannet socialdemokratisk parti.

En yderst speget affære, der bliver tilsat lidt ekstra krydderi, da Schramma kynisk afliver de involverede. Bernie undslipper med pengene, som han overbringer til sagføreren og politikeren Max Merten – stifteren af det nye parti, der synes at være uvidende om Stasis gustne motiver for donationen.

Græske fristelser 

Som tak skaffer Merten Gunther et job som taksator for et forsikringsselskab, og som det første bliver Bernie sendt på ’arbejdsferie’ til Athen for at undersøge sin landsmand og tidligere kampdykker i Hitlers flåde, Siegfried Witzel. Hans skib, Doris, er gået ned, og nu gør Witzel store krav mod forsikringsselskabet.

Witzel bliver dog myrdet på makaber vis, og da Gunther er på gerningsstedet tvinger den græske efterforskningsleder ham til at bistå sig i opklaringen af forbrydelsen, da han mener, mordet trækker tråde tilbage til Tyskland, deportationen af de græske jøder under krigen og en eftersøgte krigsforbryder.

At sone sine synder

Yderligere krydderi tilsættes i form af en græsk femme fatale, grundrids af Grækenlands nyere historie, samt det jødiske Mossad på hævnfærd.

Kerr formår dog, som den dygtige krimiplotmager han var, at gribe de opkastede bolde og flette de mange tråde sammen til et overraskende plot med moralske komplikationer på alle niveauer.

Gunthers dødelighed presser sig på, men slutningen peger frem mod en form for soning i det definitivt sidste bind, som Kerr nåede at skrive før sin død, der på engelske har fået titlen Metropolis. Den vil jeg glæde mig til at læse.

Pilekongen af Meelis Friedenthal

Sproglig rig, lidt træg, men meget stemningsmættet historisk roman om overgange og undergange i en afkrog af Europa i slutningen af 1600-tallet

Mørke, møg og melankoli

Laurentius Hylas er på vej til en flække i udkanten af Europa -  til Dorpat (i dag Tartu) i Estland, da han har fået et stipendium til videre studier. Som eneste følgesvend på rejsen har han en farvestrålende papegøje i et bur.

Laurentius lider - i datidens og i sin egen forståelse - af en overflod af sort galde i kroppen, det vil sige af nedtrykthed, melankoli.

I den ældre forståelse af melankoli er fænomenet dog ikke noget entydigt negativt, det rummer også noget gådefuldt og ambivalent – vanviddet, men også den guddommelige inspiration -  hvilket også langt senere viser sig at være tilfældet hos Laurentius.

Først ankommer Laurentius Hylas, hvis baggrund læseren kun i bitte små brudstykker bliver præsenteret for, til et mørk, mudderet, stinkende og ugæstfrit sted med hungersnød og gustne typer med uvenlige blikke, hvilket alt sammen kun forværrer hans i forvejen overspændte sind og tiltagende febervildelser.

Vi ved, at han tidligere har været i Leiden, men måtte flygte derfra på grund af sin tro, og Leiden har i forvejen ry for at være et sted for fritænkere, ikke just Dorpat, hvor den svenske krone forsøger at gennemtvinge en ortodoks protestantisk forståelsesramme.

Brydningstid uden en samlet helhed

Alligevel eksisterer umage ideer sammen, og kættersk overtro og rester af katolicisme eksisterer på lige fod med spekulativ filosofi og newtons mekaniske verdensbillede. Dette sammensurium af en forståelsesverden fører romanen overbevisende læseren igennem.

Brydningstiden - ’detaljer uden en samlet helhed’ - som det hedder et sted i romanen, er vel også en del af forklaringen på Laurentius vægelsind, tankemylder, splittelse og febervildelse m.v.

Videnskabsmanden Laurentius frygter, at han har ’onde øjne’ og bare med sit blik kan gøre skade på andre mennesker. Mystiske personer og hændelser skaber dunkle anelser, uden at det helt er til at gennemskue, hvad det er, der foregår.

Miljøbeskrivelserne er intenst sansemættede og en knugende undergangsstemning driver ned af siderne, samtidig med at den historiske setting virker overbevisende.

Til gengæld går handlingen cirka midtvejs noget i stå, og slutningen føles underligt uforløst.

Sproget er lettere arkaisk og farver romanen med autencitet og oversætteren, Birgita Bonde Hansen, har gjort et fortræffeligt arbejde med at fordanske en på mange måder interessant roman om en spændende periode.

Pilekongen af Meelis Friendethal
230 sider
Oversat fra estisk af Birgita Bonde Hansen
Forlaget Jensen & Dalgaard

Bogspot: Da Josef Mengele forsvandt af Olivier Guez

Oliver Guez' prisbelønnede og velresearchede roman om den berygtede nazi-læge Josef Mengele og hans flugt og gradvise opløsning i Sydamerika, er en sært medrivende menneskeliggørelse af den frastødende hovedperson kendt som 'Dødens engel'.

’Gid nattens onde drømme og fantasifostre må forblive langt fra os’

Josef Mengele blev efter Nazi-tysklands nederlag og i takt med at vidneudsagn fra Auschwitz piblede frem og bistået af mytomanen og nazijægeren, Simon Wiesenthal og sensationspressen til selve indbegrebet af det onde:

En sadistisk torturbøddel af overmenneskelig karakter, der enevældigt og fløjtende italienske arier udvalgte de ankomne fanger på rampen: direkte i gaskamrene, langsom død i lejrene eller udvalgt som forsøgskaniner i Doktor Mengeles horrible laboratorie.

Bond-filmenes Goldfinger og nazibødlen generelt i populærkulturen er formet af historierne om denne dødsengel.

Den kun alt for menneskelige Mengele

Oliver Guez vil med sin roman vise os Mengele i hans fald fra tinden, hans forsvinden – bogstavligt og billedeligt talt – så, at vi ser hvilken skruppelløs, sølle, svag og selvoptaget mand, der gemmer sig bag myten om det nazistiske overmenneske.
 
Guez former sin historie om Mengele som en spejling af den klassiske Kainmyte, og Guez udfylder meget overbevisende de mange huller, der er i den faktiske viden om, hvad Josef Mengele foretog sig, mens hans gemte sig i Sydamerika fra 1949 til sin død i 1974.

Samtidig skildrer bogen Argentina under Peron og de tyske kolonier af Alte Kameraden i Latinamerika, der hjælper hinanden bistået af det officielle Vesttyskland, der længe ikke ønskede at rippe op i fortiden.

Mengele bor en overgang hos eksilungarere i Brasilien, men rager stadigt mere uklar med alt og alle, han er hoven, belærende, jaloux, forfængelig og flæbende i en grad så selv ikke de tætteste af hans beundrere – overvintrede nazister - kan udholde ham særligt længe. Mengele er neurotisk og foragter blandingsmenneskene i Sydamerika, smudset og den smeltende sol.

Mengele er kun solidarisk med sig selv - hans sjæl er forstenet, står der - og han foragter den brovtende og alt for højtsnakkende Eichmann, en simpel bondeknold i Mengeles aristokratiske øjne.

Da Eichmann kidnappes af Mossad, begynder paranoiaen at æde, hvad der måtte have været af sindsro hos den kynisk-patetiske massemorder.

Poetisk retfærdighed?

Vi hører reelt kun lidt om Mengeles gerninger i Auschwitz, men tilstrækkeligt til at det løber en koldt ned af ryggen. Mengele er overbevist til det sidste, intet har han fortrudt, men presset gemmer han sig bag krigsforbryderens kvalmende banale undskyldninger: jeg fulgte bare ordre, jeg var ikke den værste, der er tale om misforståelser og overdrivelser, tiden var en anden osv. osv.

Guez formår at skabe en intens spænding af at nu går det galt, og nu bliver Mengele fanget! Selv når man som læser godt er bekendt med historien.

Mengeles følelse af at være fordømt og fredløs på jord er lige så livagtig beskrevet, og det er der måske en art poetisk retfærdighed over, når nu Mengele til sidst undslap den juridisk domfældelse.

Da Josef Mengele forsvandt af Olivier Guez
Oversat fra fransk

af Jesper Tang
Roman, 240 sider
Forlaget bobo


Kamæleonen – romanbiografi om Joseph Fouché af Stefan Zweig

Zweigs romanbiografi om den evindelige edbryder, Joseph Fouché, der på et hængende hår snørede både Robespierre og Napoleon, er fascinerende læsning.

Den østrigske forfatter og humanist Stefan Zweig skrev ud over sine dybdepsykologiske noveller og erindringsværket Verden af i går, en god bunke romanbiografier om historiske skikkelser som blandt andre omhandler Erasmus, Magellan, Marie Antoinette, Maria Stuart og Balzac.

Stjernestunder

Skal man starte et sted, vil jeg anbefale Zweigs eminente bog, Stjernestunder, der i sandhed er fortættet stjernestøv, hvor forfatterens blander digterisk frihed og perspektivering med historisk præcision i sin skildring af skæbnesvangre valg, der på afgørende vis ændrede historien: Napoleons nederlag ved Waterloo, Byzans undergang, Balboas ekspedition til Sydhavet (Stillehavet) og Händels dybe krise, der affødte værket Messias m.m.m. Det er elementært spændende og psykologisk indlevet.

Edbryderen

I kamæleonen giver Zweig sin fremstilling af den franske statsmand, Joseph Fouché, der var en ledende skikkelse i de blodige revolutions år i Frankrig, og som otte gange brød en troskabsed, skiftede ham og snoede sig over på den modsatte side.

Til trods, eller måske nærmere på grund af sit gentagne forræderi, var han en af de få revolutionsledere, der døde en naturlig død.

Joseph Fouché var søn af en købmand og sømand, men hans svag fysik og boglige evner gjorde, at han i stedet for på søen kom i klosterskole – datidens eneste karrierevej for det boglige borgerbarn.
Spydigt lakonisk konkluderer Zweig, at Fouché i de ti år, han tilbragte her, lærte de sig de evner, der sidenhen skulle blive så uvurderlige for hans kometkarriere: Forstillelsen og den koldblodig evne til at slå til på det helt rette tidspunkt.

Fouché havde ikke de store revolutionslederes karisma og oratoriske evner, og ifølge Zweig var han decideret afskyvækkende af udseende: blodfattig og grim med tunge øjenlåg, der hang ned over døde fiskeøjne.

Fouché er blottet for overbevisning, og i revolutions blodigste år bliver det hans fordel: at han har en hunds fært for, hvor marioteten befinder sig, og i hvilken retning vinden blæser.

Fouché er hensides overbevisning og moral og fremhykler blot ifølge Zwieg en radikal lidenskab, men forbliver dog hele vejen nøgtern realistisk i forhold til magten. Han formår konstant at dække sig ind til begge sider, hvilket er noget af en bedrift, når det gælder liv eller død om at vise det rette sindelag.

Den tidligere præst in spe står bag kirkeskændinger og myrderier i Lyon, da byen skal afstraffes for sin kontrarevolutionære opsætsighed, og den senere hertug og millionær prædiker med kommunistisk etos mod borgernes usle mammondyrkelse, og ham, der senere spiller en vigtig rolle i monarkiets genindførelse, stemmer for henrettelsen af Ludvig den 16.


Spændingen ved magten

Det er spændingen og intrigespillet ved magten, der interesser Fouché, og ikke dens ydre klædebon, den overlader han til andre, der alle falder på stribe for faldøsken i guillotinen.

Fouché er naturligvis nok frygtet og hadet til højre og venstre, mens hans ypperlige evner for intriger og opportunisme, sikrer ham hver gang overlevelse.

Bogens mest spændende del omhandler Fouché og dydstyrannen Robespierres’ nervepirrende forsøg på at skaffe hinanden af vejen, og senere politiminister Fouchés’ sætten Napoleon skakmat.

Zweig skildrer overbevisende en (velkendt) type embedsmand og politiker, der in extremis formåede, hvad mange senere har forsøgt: at bevare magten for magtens egen skyld i en turbulent og vanvittig omskiftelig tid.

Fouché er på en gang en fascinerende og samtidig dybt afskyvækkende karakter.

Zweig foragter tydeligvis sin hovedpersons kyniske amoral, men han kan alligevel, som den skak-aficionado han var, ikke andet end fascineres af Fouchés kølige intelligens og enkelthederne i hans afventende og udspekulerede træk, der med ét pludseligt ryk sætter alle brushovederne skakmat.

Ærgerligt er det, at der er mange trykfejl og manglende bogstaver i bogen, som skæmmer læsningen. Det forstår jeg ikke, hvorfor forlaget ikke har rettet, inden bogen blev sendt ud i genoptryk.

Kamæleonen – romanbiografi om Joseph Fouché 
af Stefan Zweig
265 sider
Lindhardt & Ringhof

Nordhavet af Ian Mcguire

Nordhavet er en beskidt, underholdende og særdeles nervepirrende historisk spændingsroman om en hvalfangerbåds skæbnesvangre rejse til det farefulde Nordhavet med en morder om bord. 
Det er Mørkets hjerte eller Blodets Meridian hensat til iskolde himmelstrøg og tilsat et fermt kriminalistisk plot.


Bag enhver sødt duftende kvindelig ynde ligger en stinkende og svinsk verden … Man er heldig hvis man formår at glemme sandheden og påstå at det ikke står sådan til.

Civilisationens bagside

Jeg læste første gang Nordhavet af Ian Mcguire for to år siden, da den udkom på engelsk, og nu er den så udkommet i en af Jacob Levinsen veloversat dansk udgave.

Vi er i 1859 og de gamle hvalfangerbåde af træ synger på sidste knirkende vers og noget nyt, mere effektivt og stålglansende rejser sig i horisonten. Ireren Patrick Sumner er den ene af de to hovedpersoner i romanen.

Sumner er et kuldslået menneske, læge og desillusioneret soldat fra Det Engelske Imperiums blodige kamp i Indien. Sumner søger hyre om på bord på hvalfangerskibet for at slikke sine sår, forsvinde og helst glemme – hvortil han får hjælp af de rigelige mængder selvordineret morfin. Han har en blakket fortid og hjemsøges af onde drømme, der har sin oprindelse i oplevelserne i Indien.

Den anden hovedperson og Sumners antagonist, er slet og ret djævelen i menneskelige klæder: harpuneren Henry Drax. Han er et monster med glædesløs hunger, en nihilist og herre i den gudløs verden, som romanen præsenterer, hvor ord kun er skygger, og civilisation kun er fernis over den rå magt.

Da en skibsdreng bliver myrdet på skibet overvinder Sumner sin inerti og verdenslede og sætter sig for at opklare mordet - til trods for kaptajnens håndfaste formaninger, eftersom den øjensynligt skyldige allerede er pågrebet.

I mens går rejsen videre med konstant lurende farer fra hærgende isbjørne, enorme isbjerge, der vokser ud af natten, og lumske våger, revner og grødis. Men den største fare har dog menneskelig form.

Lys i mørket

Patrick Sumner er en 1800-tals Odysseus i anti-heltens menneskelig form. På sin egen flossede facon må han igen og igen overvinde svig, selvynk, naturkræfterne og den truende nihilistiske nat for med sit eksempel at kaste lidt lys ind i et ellers kulsort menneskeligt mørke.

Er der lidt for meget ’ædle vilde’ over fremstillingen af eskimoerne, tilgiver man det for den nervepirrende handling og det sansemættede, levende historiske univers beskrevet i en møgbeskidt undergangsrealismes form – med lugten af terpentin, fiskemel, sort bly og den dystre morgenstank af pis fra netop tømte natpotter i næsen – tilsat magiske elementer med drømmevarsler og totemdyr.
Ian Mcguire arbejder for tiden på en ny roman om IRA, og med Nordhavet in mente bliver det et must-read for mig.

Nordhavet af Ian Mcguire
317 sider
Modtryk

Oversat af Jakob Levinsen

De glemtes hær - danske frivillige i Den Spanske Borgerkrig af Morten Møller

Den danske historiker Morten Møller har skrevet en grundig og afvejet bog, der ønsker at gøre op med den idealistiske mytedannelse omkring de cirka 500 danskere, der drog til Spanien for at kæmpe i Den internationale Brigade. 


Nuancere det entydige billede

Morten Møllers hovedmotiv for bogen er at gøre op med den ensidige idealistiske, kommunistiske propaganda, der fremstilliede et helteportræt af unge selvopofrende, politisk bevidste mænd, der frivilligt drog til Spanien for at redde demokratiet dér og samtidig sætte en stopper for fascismens fremmarch i Europa.

Virkeligheden var selvfølgelig meget mere mudret og kompleks,  men, mener forfatteren, det har det taget længere tid i Danmark end i mange af de andre lande at få øjnene op for og således nuancere det patinafyldte glansbillede af den internationale forbrødring i brigaderne, hvor piberygende forfattere med riffel i hånd tilsyneladende stod skulder ved skulder med hærdebrede blonde danske arbejdere med stålsatte blikke, begge grupper forenet med polske, tyske, engelske amerikanske etc. bevidstgjorte forkæmpere for demokratiets overlevelse.

Dette er et billede, der længe, lidt ligesom modstandskampen under krigen, har fået lov at stå uden hverken skygger og nuancer grundigt censuret, som det har været af DKP, men også af mange af de tonegivende eks-kombattanter, der ofte selv undlod at nævne, at de for eksempel havde været interneret i fangelejr for desertering eller ulydighed; at de havde måtte flygte for ikke at blive udrenset i den fra Moskva-udgående paranoia over for trotskister, det vil sige en hver, der afveg en flig fra fra den kommunistiske dogmatik; eller at den republikanske spanske hær ofte nærede stor mistillid over for de fritvillige udlændinge og derfor ved flere lejligheder lod dem internere, med meget mere.

Forfatterens hovedærinder er dels at afdække de meget forskellige motiver, der fik hovedsaglig unge danske mænd til at engagere sig i en borgerkrig i et fjernt land de ofte kendte lidet til, og samtidig skildre deres oplevelser under krigen.

Som Morten Møller skriver, er det altså ikke hans mål at udskifte et ensidigt billede med dets modsætning, men at forsøge at få så mange nuancer med som muligt.


Hvorfor drog de afsted?

Denne afbalancering, synes jeg, forfatteren lykkedes godt med.

Morten Møller laver selv i sidste del af bogen en direkte og egentlig, efter man har læst hans bog, en oplagt parallel til borgerkrigen i Syrien i forhold til, de mange forskelige motiver for at drage afsted i krig: fremmedgørelse fra det samfund man lever i, økonomisk usikkerhed og arbejdsløshed, eventyrlyst og ønske om at prøve sig selv af - én indrømmer da også, at det var tilfældigt, at han kæmpede på republikansk side, han kunne ligeså vel have kæmpet med de nationalistiske oprørere -.

Mange blev hvervet af partiet, det vil sige DKP, under falske eller voldsomt besmykkede fremstillinger af, at 'de frivillige' bare kunne drage hjem, når de ikke ønskede at være i Spanien mere.

Det viste sig ofte til stor overraskelse for de oftest militært dårligt uddannede danskere sig ikke at være tilfældet.

Den militære træning i Spanien var ofte meget kort eller endda helt fraværrende, og de frivillige blev mange gange kastet for løverne, når de straks blev sat ind mod professionelt trænede nationalistiske tropper med de frygtindgydende marokkanske hjælpetropper, der torturede og skamferede på den mest bestialske vis.

Flere gang kommer der gnidninger, særligt mellem de danske frivillige og de tyske, da danskerne ikke ønsker at lade sig dominere og underlægge sig preusserne, som de siger.


Kampen mod fascismen var ikke nødvigvis det samme som kampen for vestligt demokrati

Det er en vigtig pointe. Morten Møller får med, når han pointere. at bevidstheden om at kæmpe mod fascismen, slet ikke nødvendigvis var det samme som at være demokrat.

Det var udelukkende af taktiske grunde, at USSR og Stalin valgte at bløde op i sin kamp mod de vestlige demokratier, til fordel for en front mod fascismen, som M.M. skriver: 'Endemålet for de sovjetkontrollerede kommunistpartier er fortsat magtmonopolet i en centralistisk stat' . 

De tre berømte og af den kommunistiske propaganda danske kommunistiske Nielsen-brødre, der drog til Spanien på cykel for at kæmpe mod Franco, ytrede i deres breve hjem ikke just de store følelser for demokratiet:
Ja, Stauning den skid, han kan vente, til vi kommer hjem. Så er vi i træning. Så fortsætter vi kampen i Danmark, og skægaben, han skal få den første kugle, for han er landets største fascist.
Nielsen brødrene.


Morten Møller kommer rundt om meget mere, end jeg kan fremhæve her, blandt andet om brutaliteten i borgerkrigen, der ofte satte sig dybt og vedfarende hos de hjemvendte, om Den Spanske Republik, der hurtigt blev radikaliseret i Borgerkrigen og om de forskellige slag de danske frivillige deltog i, blandt andet også mod danske Franco-Frivillige, for dem var der også.

Men det mest spændende er påvisningen og den indgående skildring af den ofte enorme afstand mellem den brutale beskidte virkelighed, og så historien, som den senere blev fortalt og ukritisk brugt, som et helteepos om selvopofrende idealisme for en sag langt større og vigtigere end det enkelte individ.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal.

De glemtes hær - Danske Frivillige i Den Spanske Borgerkrig af Morten Møller
416 sider
Gyldendal


Bogspot: Arabernes historie - fra Osmannerriget til Det Arabiske Forår af Eugene Rogan


Oplysende fremstilling af den arabiske verdens historie fra senmiddelalderen til i dag set med arabernes øjne.

Mellemøsten er nu som før et højaktivt brændpunkt i verden, og vil man forsøge at nå et spadestik dybere i forståelsen af de mange religiøse, sekteriske og nationale  konflikter og idelige magtkampe i regionen, må man søge hjælp i  historien, i en fortid, der i denne del af verden aldrig synes at være overstået eller helt overvundet.

Med 'Arabernes historie' får den interesserede læser en kyndig indføring og et godt overblik over 500 års turbulent historie.

Bogens forfatter, Eugene Rogan, er professor i moderne mellemøsthistorie og leder af Mellemøstcentret ved Oxford University, og på dansk udkom sidste år 'Osmannerrigets fald', der fik mange rosende ord med på vejen.

Det er særligt interessant ved bogen, at Eugene, der taler, flydende arabisk og tyrkisk, har valgt først og fremmest at fokusere på de arabiske og osmanniske kilder frem for vestlige fremstillinger, hvorved vi i langt højere grad end ellers får et indblik i, hvordan verden har taget sig ud med arabernes egne øjne. Selvom beretningen fremstår både saglig og nøgtern, ligger sympatien dog umiskendelig mere i øst end i vest.

En ny ære

Eugene Rogan lader sit værk begynde ved det, han sætter som begyndelsen på den moderne ære for araberne, nemlig med slaget i 1516 mellem de egyptiske mamlukker, de tidigere slaver og elitesoldater med sværd, økser og  middelalderlige idealer, der siden 1250 havde regeret Egypten og store dele af den arabiske verden; og så de fremadstormende 'kyniske' osmanniske krigere med moderne infanteri, krudt og musketter.

Det bliver en knusende sejr for de teknologisk overlegne osmannere, og resultatet bliver, at den arabiske verden nu for første gang skal reageres 'udefra' fra Istanbul efter at Damaskus, Bagdad og Cairo på skift havde udgjort magtens centrum.

Men dermed er det slet ikke slut med mamlukkernes indflydelse, slet ikke, for nok er de ikke længere suveræne regenter, men osmannerne får aldrig fuldstændigt underlagt Egypten, og de næste par århundrede ligger mamlukkerne i intense magtkampe med den osmanniske guvernør om den reelle magt.

Dette forstærkes af det særlige osmanniske model, hvor der uddelegeres og ofte regeres i partnerskab med den lokale elite. Et ikke arveligt feudalsystem, der dog har den ulempe for osmannerne, at fjerne arabiske krigsherre kan samle så meget magt og territorie under sig, at det kan udgør en trussel mod det osmanniske overherredømme.

Kæmpen vakler

Det viser sig særligt i løbet af 1700-tallet, hvor osmannernes autoritet, der i høj grad hviler på fremmelsen af de islamiske værdier, skrider i takt med, hvad der opfattes som et generelt skred i moralen, og befolkningerne derfor og på grund af manglende beskyttelse fra centralmagten vender sig mod de lokale stærke mænd, der opnår magt mere drevet af personlig ambition end af speciel utrilfredshed med osmannerne.

Den ortodokse og intolerante wahabismen opstår i 1700 tallet og indgår en giftig alliance med kong Saud. Bevægelsens uforsonlighed og forfølgelse af afvigere  truer også osmannernes autoritet.

Reformer, men fortsat kulturel overlegenhed

I 1798 kommer Napolen til Egypten med revolution i sin knyttede næve, men hans minde bliver hurtigt slettet i ørkensandet. Napoleon efterlader dog et magttomrum, som osmanneren Muhammed Ali griber. Han ser med rette behovet for reformer, hvis den arabiske verden skal kunne holde Europa stangen.

Derfor i gangsætter han en langt række reformer og implementering af moderne teknologi. Men kulturelt er der ingen rysten på hænderne for araberne er overbeviste om deres kulturelle overhøjhed.

1800-tallet kommer med nationalismens indtog og Grækenlands kamp for løsrivelse af et stærkt svækket Osmannisk rige. I første omgang ønsker England at bevare Osmannerrigets integritet, senere forlades denne politik dog for det rene tag-selv-bord de kolonialistiske europæiske stormagter imellem

Farlige nye ideer uden rod i islamisk tradition begynder at flyde ind i den arabiske verden i takt med reformerne.

Osmannerne vil lærer af europærerne for at kunne holde europæernes indblanding ude, men opnår det stik modsatte resultat.  Alle borgere ligestilles uanset religion efter pres fra de europæiske stormagter, og mange muslimer føler det som aske på deres hoveder, at de kristne nu er ligemænd.

Derefter følger ungtyrkernes revolution og 1. verdenskrig der sætter en stopper for 400 års osmannisk styre over de arabiske lande.

Solid og indsigtsfuld

Grundigt og velovervejet behander Rogan tiden herefter og særligt hans understregning af de arabiske landes hykleri angående Palæstina er befriende læsning.

Det hele leder frem til vore dages islamisme og Det arabiske Forår, der gav håb om så meget, men endte så blodigt. Det er ikke opmuntrende læsning, men Rogans bog giver et godt indblik i, hvorfor revolutionens strømme løb ud i ørkensandet.

Arabernes historie - fra Osmannerriget til Det Arabiske Forår af Eugene Rogan
740 sider 
Kristeligt Dagblads Forlag

Anmeldereksemplaret er sponsoreret af Bog & Idé

Bogen kan købes her



Bogspot: El monarca de las sombras af Javier Cercas


For 15 år siden skrev Javier Cercas sin gennembrudsromanen om Den Spanske Borgerkrig, Salamis' soldater.

Med El monarca de las sombras (Skyggernes monark), tager Cercas tråden op, men denne gang tager han fat om nældens smertelige rod: Familiens nationalistsympatier og det unge familiemedlem Manuel Menas skæbne og tidlige fald i kampen for en uretfærdig sag, der hverken var hans eller familiens.

Med El monarca de las sombras tager Cercas, der i alle sine romaner lader fiktion og historisk virkelighed løbe sammen, decideret af hovedstolen. Vi er inde ved forfatterskabets kerne, hvorfra bøgerne har deres udspring, og den foreliggende romanen kan siges at være en art nøgle til forfatterskabet. 


Rids af et fantasifattigt forfatterskab

Javier Cercas er noget så særegent som en forfatter med megen ringe fantasi. Det er ikke min udlægning, men Cercas' egen som han kredser om i flere af sine værker.
   
Forfatterskabet er generelt kendetegnet ved en art kold ild af deduktiv karakter, der gennemstrømmer bøgerne: som en rationel, undersøgende, men også introspektiv detektiv vender og drejer forfatteren og karakteren Javier Cercas genstandene på sin vej for derigennem at tvinge ny betydning og mening ud af fortidens virkeligheder.

Men den afmålte 'historikers' tilgang modsvares så af en stærk etisk dimension, der forskyder fokus fra virkeligheden til virkeligheden, som den burde være, og det er her fiktionen viser sin kraft.

En mindre detalje eller anekdote i Den Store Historie bliver det prisme, som Cercas undersøger fortiden igennem, som i Salamis Soldater, hvor spørgsmålet om, hvorfor den republikanske soldat skånede den falangistiske propagandaarktitekt, Sanchez Mazas, er det mysterium, der drager undersøgelsen frem. 

Romanerne er skåret over samme læst, hver gang: 'Undersøgelsens' emne og selv processen er hver gang to sider af samme uadskillelige sag, hvor tøven, tvivl og krise er svanger med ny forståelse og ændrer udgangspunktet.

Gevandterne varierer fra gang til gang, men essensen er den samme: myter, historisk virkelighed og spørgsmålet om (poetisk) retfærdighed indgår og slynger sig altid om kernen i Cercas' værker. 

Familiearven

Et af de få overlevede billeder af
Manuel Mena
Cercas sætter sig med denne den seneste roman sig altså for at grave i den på en gang pinagtige og triste familiehistorie om familiens nationalistsympatier og Manuel Menas død som 19-årig 'martyr' for den nationalistiske revolte mod Republikken.

Mena, denne Mørkets Monark (jvf. titlen) var moderens onkel, men det stærke bånd mellem de to gjorde ham mere til en slags storebror.

Familien Cercas var jordejere, og selvom de kun ejede lidt, ansås de, og de anså også sig selv, som en slags patricier i landsbyen Ibahernando, i det fattige Extremadura.

Ro, stabilitet og kontituet var altafgørende for dem, og ekstremernes entydige logik betød, at familien, der tidligere havde støttet republikken og socialisterne, nu trak i falangisternes blå skjorter.

Den forkerte side

Cercas påpeger den ironisk/tragiske pointe i, at den ingenlunde velbeslåede familie lagde sin sympati og overtog værdier fra de rige, konservative jordejere i Madrid, der for sin del kun rynkede på næsen af og ikke gav en fløjtende fis for udviklingen i det tilbagestående Extremadura. Derfor meldte den unge Manuel Mena sig også under de nationalistiske faner, da Borgerkrigen brød ud i 1936.

Gennem interview med stadigt levende familiemedlemmere, breve, billeder og historisk research forsøger Cercas at kaste lys over den vej, der fører frem mod Menas triste skæbne i det blodige slag ved Ebro.

Og gradvist ændrer Cercas sin opfattelse af Mena, ikke mindst da han kan se, hvordan en ophøjet, romantisk fiktion om den skønne krig efterhånden må vige plads for virkelighedes gru, der snart gør Mena udslukt og desillusioneret.

Det er næsten udviskede spor, tynde tråde og henglemte breve, der til Cercas ærgelse kun giver få glimt af mennesket Manuel Mena. Derfor er bogen også ligeså meget en refleksion over vanskeligheden i at genskabe fortiden ud fra de relativt få og tilfældige overlevede tegn.

En ydre og indre odysseé 

To arketyper, to græske sagnhelte går igen på bogens sider, og spejler forholdet mellem Cercas og Mena: Akilles og Odysseus. Akilles, den modige kriger, der led den 'skønne' heroiske død og Ulysses, den snu overlever.

Men titlen, Mørkets Monark, referer også til en scene i Odysseen, hvor Odysseus møder Akilles i dødsriget, Hades, og den store kriger da afslører den erkendelse, han for silde er nået frem til, nemlig at han langt hellere ville have været den mest ydmyge slave på jord end herske over alle de døde i Hades evige mørke.

En erkendelse som den modne Cercas kunne have tilfælles med den evigt unge Mena, der som Akilles også for sent så sandheden heri.

El monarca de las sombras kan også ses som Cercas lange, indre rejse frem mod en art forsoning med en flosset og skyldbetynget familiefortid, der, hvad end han bryder sig om den eller ej, så dog vedbliver at være en del af ham også.

El monarca de las sombras af Javier Cercas
288 sider.
Random House
Sprog: Spansk



El hoy es malo, pero el mañana es mio af Salvador Compán

Intens roman, der giver et fremragende indblik i de strenge efterkrigsår i Spanien i et lille, iltfattigt og skinhelligt landsbysamfund, hvor den mørke fortid hele tiden lurer lige under overfladen.

Titlen, der stammer fra den store spanske digter, Antonio Machado, kan oversættes til noget i retning af:  I dag er en dårlig dag, men dagen i morgen er min.

Tegn i tiden

Vi befinder os i den fiktive by Daza, i Jaén, i det sydvestlige Spanien i begyndelsen af 1960erne. Pablo Suances er en usikker og følsom dreng på 15 år, der føler, at det lille selvtilstrækkelige landsbysamfund er ved at klemme alt luften ud af ham.

Kun tegne-timerne med den socialt tilknappede, men flotte Vidal Lamarca løfter ham ud af lilleputsamfundets kvælende katolicisme og nyfigenhed og op i kunstens frie svære.

Men Vidal Lamarca underviser også Pablos ven, Raúl Colón, og dennes moder, Rosa Teba, der stammer fra det bedre borgerskab i det nordlige Spanien, og som keder sig gudsjammerligt i det provinsielle Daza, hvor kvinden i god takt og tone med frankismens idealer forventes at føde børn, tage sig af hjemmet og så ellers diskret og selvfornægtende at være mandens faste støtte.

Hun drages uimodståeligt mod den flotte og mystiske tegnelærer, Vidal Lamarca, og de to indleder et erotisk forhold bag om ryggen på Rosas ægtemand.

Skønhed og mørke

Pablo Suances bliver vidne til dette forhold, og bid for bid får han også indblik i Vidal Lamarcas matrede sjæl og mørke fortid.

Vidal plages nemlig af en altfortærende skyld over at have svigtet sin elskede under borgerkrigen, over at have angivet cellekammerater, og over at være overlevende på falangisten og sortbørshandlleren Sebastián Lanzas nåde.

I mere end 20 år har Vidal måttet spille den fornedrende rolle som Lanzas loyale 'lænkehund', og i alle årene udadtil har han skullet demonstrere en hyklerisk anger over at have kæmpet på Republikkens side i Den Spanske Borgerkrig.  Og kun gennem kirkegang, konfession og ubetinget loyalitet over for Caudilloen Francisco Franco og dennes korrupte håndlangere, her i skikkelse af den temperamentsfulde og sært lunefulde Lanza, at få absolution for sine 'synd' mod den nationalistiske sag.

Intens og spændende

Men noget er ved at ændre sig i Vidal Lamarca. Det fornemmer læseren gennem Pablos Suances, der først ser  den ellers tilsyneladende flegmatiske Vidal skyde til måls med en pistol med lyddæmper, og senere finder Pablo Lamarcas selvbiografisk grafiske roman, hvor den sidste tegning viser Lamarca, der myrder Sebastián Lanza med kold blod.

Dog er forholdet mellem fiktion og virkelighed, som læseren gradvist finder ud af, mere kompliceret og slet ikke et en-til-en-forhold.

De forskudte tidsplaner skaber suspense og fremdrift i handlingen, mens personbeskrivelserne har stor dybde og nuancer. Følelser, drifter og erotik udfordrer konstant de snærende konventioner, mens fortiden lever videre i nutiden.

El hoy es malo, pero el mañana es mio  er en roman om at vokse op og gradvist at lære livets mange skyggesider at kende. Det er en fortælling om skyld, soning og kunsten og erotikkens frisættende kraft. Det var en rigtig stor læseoplevelse.

El hoy es malo, pero el mañana es mio
af Salvador Compán
381 sider
Espasa
Udgivet 2017
Sprog: spansk


Bogspot: Prussian Blue af Philip Kerr

12. bind i Berlin Noir-serien af Philip Kerr tager effetktivt  tråden op fra det foregående bind, Hinsides Tavsheden.

Højt på en Alpetop

Prussian Blue er til trods for sin 560 sider en meget intens, ambitiøs og veldrejet kriminalroman med to spejlende tidsplaner, hvor Bernie Gunther i romanens datid,1939, må manøvrere på en bjergtop mellem nazi-gangsterbossen Martin Borman og hans rivaler i den nazistiske slangerede.

Siden i romanens nutid, i 1956, må Gunther i forlængelse af forrige bind flygte med den østtyske sikkerhedstjeneste i hælene anført af en ekskollega, der har skiftet de to SS ud med et Stasi.

Den brune gangster i Bayern

Det er Det blonde bæst, Heydrich, der vrider armen rundt på den berlinske snushane for at få ham til drage afsted til de bayerske alper for der at opklare et mord begået på Berghof, Hitlers foretrukne sommerretræte i Bayern.

Mordet skal opklares under stærkt tidspres, da det er helt altafgørende for at Borman at kan fastholde sit nære forhold til Føreren.

Mordet skal derfor opklares inden Føreren på sin 50 års fødselsdag kommer til Berghof, for Hitler kommer selvfølgelig ikke, hvis der er tvivl om hans sikkerhed, og da selv samme Borman er ansvarlig for Førerens sikkerhed, og kun har hans øre til låns så længe ingen andre af topnazisterne kan møve sig forbi ham, må Gunther lade sig dope for at arbejde endnu hurtigere med den kringlede sag, der trækker ringe langt ud i oplandet, hvor Borman og hans gennemkorrupte kumpaner er hadede som pesten.

Brun bliver til rød

Begivenhederne i forbindelse med opklaringen trækker tråde frem til nutiden, hvor Gunther efter at have sagt nej til at påtage sig en mission for Stasi, med den skræmmende Erich Mielke i spidsen, er en jaget mand i alle ordets betydninger.

Gennem Frankring med Vesttyskland som mål går det, indtil fortid og nutid krydser spor under jorden, under en gammel faldefærdig slotsruin tæt på grænsen mellem Tyskland og Frankrig.

Som altid er stoffet gennemresearchet og Kerr kender jo de nazistiske lus på travet. Han vækker overbevisende den psykopatiske gangster Martin Borman til live og lader os se magtspillet foran og bag de brune facader.


Blandt de bedste i serien

Men særligt glad er jeg for, at Kerr er kommet ud af den tomgang, som jeg syntes at hovedpersonen i nogle af de sidste bind har befundet sig i med alt for megen letkøbt og resigneret snak og for lidt action og drama. I dette bind er moralen langt mere speget for der findes også intelligente og tilsyneladende ordentlige mennesker, der alligevel er overbevidste af Førerens visdom.

Kerr får her fint fremstillet dilemmaet, når det er en konstant afvejning, hvad det rigtige at gøre for politimanden og mennesket Gunther, udspændt som han er mellem ønsket om at overleve, gøre det rigtige og kun har en gradvis indsigt i omfanget af det moralske forfald, hvor myndighederne er de største forbrydere og normerne er kaput.

En meget nervepirrende og velfortalt historisk krimi.

Prussian Blue af Philip Kerr
Quercus 
560 sider
Sprog: engelsk



P.S. Philip Kerr har netop annoceret, at bind 13 i serien med titlen Greeks bearing Gifts er sendt til forlaget og forventes at udkomme i 2018. Prussian Blue kommer i dansk oversættelse i 2018.

Bogspot:Hinsides tavsheden af Philip Kerr

Hinsides Tavsheden af Philip Kerr
Viden er en ladt pistol på den franske Riviera i 1956.

Dagene på Den Franske Riviera

Bernie Gunther nærmer sig de 60 og lever nu et tilbagetrukket liv under falsk identitet som receptionschef på den dejlige Franske Riviera. Dagene går kedsommeligt afsted med at servicere turister, at spille bridge og læse.

Et trivielt liv så langt væk man kan tænke sig fra krigenes stålstorme, Katyn-skoven og de kroatiske udryddelseslejre, som Gunther besøgte i det foregående bind i serien, Kvinden fra Zagreb.

Men hvis man tror at Bernie endelig har fundet gammelmands ro og små lette glæder under den franske sommersol, så gør man regning uden den bitre berlinske vicevært, for bogen åbnes med Bernies mislykkede selvmordsforsøg efter at hans kone Elisabeth har forladt ham, og nu er vendt tilbage til et Berlin, der for ham er lukket land.

Spillet

Den evige overlever overlever, selvfølgelig, men det kontemplative liv får en ende da den berømte spion-forfatter med mere W. Somerset Maugham inviterer Gunther med over i sin pragtvilla til et spil bridge – det perfekte spil for mennesker, der har noget at skjule – og det har de naturligvis alle som en, og som handlingen skrider frem rasler skeletterne formeligt ud af skabet.

Den homoseksuelle Somerset Maugham bliver afpresset med nogle ganske artige billeder, og forfatteren til Ashenden – den hemmelige agent ønsker, at Gunther skal agere som mellemmand.

Fortidens tilsynekomst

Gunther er nok færdig med fortiden, men fortiden er tydeligvis langt fra færdig med ham, og den stikker sit fæle krigsforbryder ansigt frem i skikkelse af Somerset Maughams afpresser, Harold Henning, en djævelsk karl og en af Bernies gammel fjender fra SD, Den Nazistiske Sikkerhedstjeneste.

Og i mellem de to fjender melder en uventet femme fatale en vaskeægte ’honningfælde’ sin ankomst.

En optakt til det kommende bind i serien?

I lange stræk slentrer handlingen sig lovligt tilbagelænet afsted, mens Gunther og Somerset Maugham med tændte cigaretter og velvoksen drinks behørigt anerkendende udveksler erfaringer om dobbeltliv, spionage og bridge.

Først i den sidste tredjedel, kommer bogen sådan rigtigt op af terrassestolen og forlader det Miss Marple-agtige lukkede erindringsrum, og Gunther genindtræder i den hårdkogte detektivs mere slagfærdige rolle.

Sidste del af Hinsidens tavsheden er virkeligt spændende med et twist, der trækker overraskende tråde til den engelske efterretningstjeneste MI5 og MI6, der med Kim Philby og The Cambrigde Five er blevet hullet som en russisk si.

Spionage og kontraspionage med sovjetiske brintbomber i baggrunden indtager nu scenen. Og på trods af Gunthers hårdnakkede påstande om det modsatte, lægger Hinsides tavsheden op til en meget spændende fortsættelse, som inden længe også kommer på dansk i skikkelse af bind nummer 12, Prussian Blue. Den vil jeg glæde mig til.

Læs her et interview med Philip Kerr fra Krimimessen 2014.


Bogspot: Mig vil nok tale pænt af David Sedaris

Sedaris små fortællinger fra eget liv er gennemsyret af absurditet og skæv komik, især bogens første del er stærkt lattervækkende.
Min bror siger høfligt nok ma’am og sir til alle fremmede, men omtaler venner og familie, sin far indbefattet, som enten ’bitch’ eller ’motherfucker’. 
Venner bliver rystede over hans måde at tale til sin eneste tilbageværende forælder på. Engang kom de sammen på besøg hos min søster Amy og mig i New York City, og det fejrede vi med et middagsselskab. 
Da min far beklagede sig over ømme fødder satte Kamphanen sin toliters flaske Mountain Drew fra sig, tog en nævefuld højreb ud af munden og sagde: ’Bitch, du skal bare have de røvsyge knyster høvlet ned, skal du. Men det shit kan du ikke gøre noget som helst ved her i aften, så bare op med humøret, motherfucker.' 
Alles blikke var rettet mod min far der blot klukkede og sagde: ’Ja det kan du vist have ret i’. 

Sedaris skåner hverken sig selv, sin familie eller det omgivende samfund i sine historier, alle spiddes de med samme sylespidse ironi. Historierne i ’Mig vil nok tale pænt’ falder i to dele: den første omhandler opvæksten i Raleigh, North Carolina, i en søskendeflok på seks; mens den anden del omhandler et længerevarende ophold i Frankrig.

Familien Sedaris

Sedaris senior er en temmelig egenrådig ingeniør med fikse ideer, bunker af rådnende mad gemt i alle skuffer, en uforlignelig evne til at dræbe alle mysterier med utroligt kedsommelige udregninger og endelig nogle helt umulige ambitioner på sine børns vegne.

Moderen virker blottet for al sympati og bevæger sig rund med en askesky af eder og forbandelser svævende om hendes kyniske hoved. Søsteren Gretchen er en verdensfjern æterisk kunstnertype, mens søsteren Amy med gennemført pokerfjæs konstant bringer andre i forlegenhed. Broderen Paul, alias Kamphanen, er en gnom med rottweilertemperament og gangsta-attitude.

Forfatteren David Sedaris
Og så er der endelig hovedpersonen selv, Davis Sedaris, en mildest talt lad, good-for-nothing-type med sære interesser og en begyndende smag for speed, mænd og rollen som kontrær avantgarde-kunstner.

Sedaris har ført dagbog siden 1977 og iagttagelser og optegnelserne herfra udgør kernen i de absurde optrin med overskrifter som Genetisk ingeniørkunst, Fars præmiepige og Hulkort i hovedet.
Situationer og beskrivelser drejes, vendes på hovedet og overdrives indtil det absurde, og der er sjældent megen fornuft eller råd at hente i dem.

Blandt de bedste kapitler er Sedaris fremstilling af sine spæde forsøge ud i kunstverdenen, ud i undervisningen og så den om det mærkværdigt tætte forhold mellem de to ulige enheder, broderen og faderen.

Fransk farce

Anden del af bogen retter blikket mod Frankrig og derved indirekte på USA, amerikaneres måde at agere på i udlandet, fordomme, der ofte bekræftes begge veje, kampen for at lære fransk, og så en klassisk hoven sproglærer, der grangiveligt nærer en stærk modvilje mod USA og i særdeleshed mod Sadaris: ’Du udmatter mig med din dumhed og belønner kun mine anstrengelser med smerte, er det forstået?

Sedaris evner at fortælle skæve anekdoter med underlige sammenstillinger og farverige og ofte utiltalende personer, hvis særlige måde at tale på, teksten loyalt videregiver. Tingene overgår ligesom hele tiden bare personerne, og det er meget picaresk med perspektiv fra neden.

Sedaris stil er hans egen, men minder mig dog alligevel lidt om Frank McCourts, bare grovere og måske en anelse mere tvungen i bestræbelserne på at fremkalde et godt grin. Sedaris bøger, vil jeg tro, må egne sig godt som højtlæsning og fremføring.

Jeg var godt underholdt i store dele af læsningen, men jeg vil foreslå, at man kun læser et kapitel eller to ad gangen og ikke læser ud i en køre, for så fremstår virkemidlerne nok lidt for tydelige og latteren for ensformig.

Mig vil nok tale pænt af David Sedaris
Oversat af Jakob Levinsen
Hr. Ferdinand 



Bogspot: Dukken der blev væk af Elena Ferrante


I denne foruroligende, tidlige roman ses mange af ansatserne til den senere stort anlagte Napoli-kvartet.

Hovedpersonen og fortælleren Leda er en midaldrende, fraskilt akademiker bosat i det kultiverede Firenze. Da hendes to døtre rejser hjemmefra føler hun sig mod forventning fri og beslutter sig for at tage på ferie ved havet lidt syd for Napoli.

Her vil hun vil forsøge at arbejde og læse, men en meget larmende og gestikulerende napolitansk familie stjæler snart alt hendes opmærksomhed. Leda betragter dem i smug og fascineres af den ung kvinde, Elena, og dennes datter, der bærer rundt på en lidet indbydende dukke.

Dukkefører

Leda går fra at være voyeur til at være agens, da hun mere eller mindre bevidst stjæler dukken med det gedulgte formål at forstyrre den tilsyneladende idyl, der eksisterer mellem moder og datter. Den tilsyneladende meningsløse og ondskabsfulde handling sætter for alvor skub i begivenhederne.

Moder og datter lider højlydt herunder, og familien truer med bål og brand, når først de får fat i den syge sjæl, der er i stand til slige, nederdrægtige handling. Men begivenheden sætter også gang i Ledas bearbejdning af fortidens uerkendte traume: hendes eget svigt som moder, da hun forlod børnene for at frigøre sig fra traditionernes og samfundets snærende bånd.

Ikke uventet og meget lig Elena i Napoli-kvartetten, er det et projekt, der kun delvist lykkedes, og prisen er endog meget høj med dybe ar på sjælen til følge. Nok kan du tage pigen ud af Napoli, men du kan aldrig endegyldigt tage hele Napoli ud af pigen.

Fri fra hvad og til hvad?

Den lammende ambivalens er et gennemgående tema: ønsket om at frigøre sig og flygte for ikke at ende som den nedslidte, ulykkelige moder og alligevel ikke rigtig formå at indgå i det emanciperede, tempererede Nord; det fysiske behov for børnenes nærhed, savnet, kvalerne og så den klaustrofobiske tyngende fornemmelse af at moderrollen opsluger alt og kvæler den forjættende selvrealisering.

Endelig at Leda alle anstrengelserne til trods er en mislykket, eller en i bedste fald middelmådig akademiker, hvis utilstrækkelighed i forhold til børnene, lader til at have gjort hende angst, bitter og afmægtig, meget lig den moder, hun i sin ungdom foragtede.

Romanen er mørk, foruroligende og illusionsløs, dog måske med en lille åbning til sidst. Hovedpersonen er stædig, insisterende og dybt irriterende i sin ufravigelige krav om at æde hele verden, være elsket af sine børn og samtidig danse på de bonede akademiske gulve.

Hun graver i sår og finder, synes jeg, også en form for masochistisk nydelse i sit selvpineri. Hun vender og drejer sig konstant foran spejlet, og al dannelsen og veltalenheden virker kun som staffage for et anerkendelseshungrende selv, der forværre alt ved ikke at ville vedstå sig sin sult efter småborgerlig status.

Det bliver nemt små-klaustrofobisk og meget ensomt, fordi andre kun tjener som middel til opnåelse af noget for hovedpersonen udefinerbart, måske en form for heling og forsoning. Men det er muligvis, hvad der sker, når man slet ikke formår at forlige sig med sine valg, liv og tidens gang.

Romanen har ikke Napoli-kvartettens større udblik og episke swung, som sætter hovedpersonens kværnende selviagttagelser på pause, og måske derfor var romanen, de skarpe iagttagelser og den rugende stemning til trods, en mere blandet læseoplevelse for mig.

Dukken der blev væk af Elena Ferrante 
Oversat af Nina Gross
183 sider
Forlaget C&K

Bogspot: Granitmanden af Sirpa Kähkönen

Kähkönens roman fortæller om de røde finner, der efter borgerkrigen flygtede til Sovjet. Bogen er
indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Det må skyldes emnet, for som roman letter den aldrig fra det ligblege papir.

Go East

1920, Efter den blodige finske borgerkrig, der blev udløst af revolutionen i Rusland, stod de røde finner tilbage som tabere, der ofte uden arbejde ydmygt må knæle for de hvide sejrherre og spise nådsensbrød.

Derfor var der også mange, særligt yngre finner, der desillusionerede over deres fædreland og egen kranke skæbne, vendte hjemlandet ryggen, spændte skiene på støvlerne og i nattens mulm og mørke gled ind i morgenrødens paradis, Sovjetunionen.
 
Blandt de optil 15.000 finner, der søgte lykken i øst, har den finske forfatter Sirpa Kähkönen tilføjet et par fiktive i skikkelse af romanens fortæller Karen, hendes mand Ilja og deres bekendtskabskreds i sin skildring af eksilfinnernes skæbne i et uvenligt og koldt Petrograd.

Socialismens virkeliggørelse 

Handlingen udspiller sig i årene mellem 1922 og 1937, og det vil være en mild underdrivelse at sige, at det går fra skidt til meget værre. Sara og Ilja deltager ved ankomsten i arbejdet med at oplyse og overbevise en vrangvillig lokalbefolkning om socialismens mange velsignelser.

Det holder hårdt, ikke mindst for den tøvende og ikke ganske overbeviste Karen, der vist først og fremmest drog afsted for at følge ved siden af sin elskede Ilja, for hun har mere end svært ved at forlige sig med hykleriet, den ideologiske skråsikkerhed og den hårdhændede behandling af i sær kvinder, børn og bønder, men også mere generelt over for alle anderledes tænkende.

Kærligheden kølnes 

Også forholdet til hendes ideologisk stålsatte mand kølnes gradvist i takt med de mange brutale oplevelser med sovjetsystemet. Før diktaturet endegyldigt fæstner sit greb, er der dog legerum for anti-borgerlig eksperimenteren med alt muligt fra sociale omgangsformer til ægteskab og fri kærlighed mellem kønnene.

Det er en frihed, der tiltrækker ikke mindst de gode, avantgardistiske kunstnertyper. Dog ligger frygten sultent på lur, og da stålmanden, Stalin, kommer til magten, sænker frygten sig som en tonstung granitblok over hele samfundet.

Blodfattig, konstrueret fortælling

Det er på mange måder en velkendt historie og Kähkönen tilføjer til trods for den særlige finske vinkel ikke noget originalt til vores syn på sovjetsamfundet.

Bedømt som litteratur var bogen en skuffelse, for skriften letter aldrig rigtigt fra siderne. Det skyldtes ikke mindst, at det er grumt kedeligt, når sproget og tankerne i romanen er så farveløse, nutidige og ikke mindst så retrospektivt rigtige, som de er.

Engang imellem afløses den meget logos-baserede sætningskonstruktion, opbygget af mange argumenterende bisætninger, og den lidt omstændelige, reportageagtige stil af forblommede eller meget følelsesfulde vendinger som: ’Min smukke, energiske, og flyvske far. Min ængstelige ondt forudanende og krumbøjede mor’. Blandingen af de to stillejer støder sammen i mine ører uden at sød musik opstår.

Endelig træder bogens andre personer ikke frem som selvstændige, interessante eller troværdige individer, da det er som om, de skal stykkes ud i fastlagt form, så at de som brikker passer ind i fortællerens fastlagte og kværnende beretning.

Gid at siderne i stedet flød af eksemplar på menneskelig dårskab, humor, fanden-i-voldskhed, ondskab, og hvad-ved-jeg, i stedet for det temmelig forudsigelige og gennemtyggede postulat, der desværre er blevet resultatet.

Mindre humanistisk jeg-grå og meget mere kommunistisk blodrød og dampende.

Granitmanden af Sirpa Kähkönen
416 sider
Oversat af Birgita Bonde Hansen

Gyldendal

Bogspot: Verdens lys Af James Lee Burke

Jeg har aldrig været god til at løse mysterier. Jeg mener ikke den slags mysterier, politifolk løser, og heller ikke dem, man læser om i romaner eller ser i fjernsynet eller biografen. 
Jeg taler heller ikke om skabelsens mysterium eller de usynlige kræfter der måske holder til lige på den anden side ad den fysiske verden. Jeg taler om ondskab - måske ikke den helt store ondskab, men dog ondskab ad den slags, hvis oprindelse sociologer og psykiatere har vanskeligt ved at forklare.

Pilen peger på rekreation

I denne den tyvende roman i serien er Dave Robicheaux med sin ven, bulderbassen Clete Purcel, samt konen og eksnonnen Molly og datteren og forfatteren Alafair, taget på, hvad der bare skulle have været en ganske rolig ferie i det naturskønne område i skyggen af de mægtige Rocky Mountains.

Og oven på de hæsblæsende og nerveflænsende begivenheder i de to foregående og sammenhængende bind, En regnbue af glas og Creole Belle, kunne man da godt unde den aldrende herre en lille smule ro.

Men denne verdens ondskab sover som bekendt aldrig, og da Alafair på en løbetur gennem skovens dybe stille ro bliver strejfet af en pil, ja så har vi balladen.

Ond, ondere

Alt tyder umiddelbart på, at den skyldige er Wyatt Dixon, en tidligere rodeoklovn og dømt forbryder, hvis aggressivt-sarkastiske sætninger er en sand bajads værdig.

Dixon er i øvrigt en gammel kending, som James Lee Burke også har med i romanen Sine egne rødder i Billy Bob Holland-serien.

Snart melder sig imidlertid også en anden forbryderkandidat på banen, en sadistisk seriemorder ved navn Asa Surrette, der nærer et dybt og inderligt had til Alafair. Den inkarnerede djævel skulle egentlig være død i en voldsom eksplosion, men noget tyder på, at onde dæmoner ikke slukkes, men snarere næres af flammers inciterende slikken.

Og som om Dave ikke nu havde nok på sin tallerken, så kigger Cletes datter, en tidligere lejemorder, også lige forbi, mens en kyniske petrokemikalie-magnat med indbildske sydstatsmaner samt en no good-søn rumsterer et sted i kulissen.

Old school korrupte betjente er der skam også, og så er de faste ingredienser i en blodig og undergangsdyster James Lee Burke-stuvning ligesom klar til at sætte verden i brand, når et lille kompagni af arrede riddere hæver lansen mod ondskabens fyrste og alle hans alt for villige hjælpere.

Det er intens og dryppende noir, når de gode kæmper for at bevare en rest af lyset i sig selv, mens en kværnende voldsspiral truer med at suge alt og alle ned i det bundløse, evige mørke.

Verdens Lys af James Lee Burke
På dansk ved Ole Lindegård Henriksen
613 sider 
Hovedland

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.