Bogspot: Arabernes historie - fra Osmannerriget til Det Arabiske Forår af Eugene Rogan


Oplysende fremstilling af den arabiske verdens historie fra senmiddelalderen til i dag set med arabernes øjne.

Mellemøsten er nu som før et højaktivt brændpunkt i verden, og vil man forsøge at nå et spadestik dybere i forståelsen af de mange religiøse, sekteriske og nationale  konflikter og idelige magtkampe i regionen, må man søge hjælp i  historien, i en fortid, der i denne del af verden aldrig synes at være overstået eller helt overvundet.

Med 'Arabernes historie' får den interesserede læser en kyndig indføring og et godt overblik over 500 års turbulent historie.

Bogens forfatter, Eugene Rogan, er professor i moderne mellemøsthistorie og leder af Mellemøstcentret ved Oxford University, og på dansk udkom sidste år 'Osmannerrigets fald', der fik mange rosende ord med på vejen.

Det er særligt interessant ved bogen, at Eugene, der taler, flydende arabisk og tyrkisk, har valgt først og fremmest at fokusere på de arabiske og osmanniske kilder frem for vestlige fremstillinger, hvorved vi i langt højere grad end ellers får et indblik i, hvordan verden har taget sig ud med arabernes egne øjne. Selvom beretningen fremstår både saglig og nøgtern, ligger sympatien dog umiskendelig mere i øst end i vest.

En ny ære

Eugene Rogan lader sit værk begynde ved det, han sætter som begyndelsen på den moderne ære for araberne, nemlig med slaget i 1516 mellem de egyptiske mamlukker, de tidigere slaver og elitesoldater med sværd, økser og  middelalderlige idealer, der siden 1250 havde regeret Egypten og store dele af den arabiske verden; og så de fremadstormende 'kyniske' osmanniske krigere med moderne infanteri, krudt og musketter.

Det bliver en knusende sejr for de teknologisk overlegne osmannere, og resultatet bliver, at den arabiske verden nu for første gang skal reageres 'udefra' fra Istanbul efter at Damaskus, Bagdad og Cairo på skift havde udgjort magtens centrum.

Men dermed er det slet ikke slut med mamlukkernes indflydelse, slet ikke, for nok er de ikke længere suveræne regenter, men osmannerne får aldrig fuldstændigt underlagt Egypten, og de næste par århundrede ligger mamlukkerne i intense magtkampe med den osmanniske guvernør om den reelle magt.

Dette forstærkes af det særlige osmanniske model, hvor der uddelegeres og ofte regeres i partnerskab med den lokale elite. Et ikke arveligt feudalsystem, der dog har den ulempe for osmannerne, at fjerne arabiske krigsherre kan samle så meget magt og territorie under sig, at det kan udgør en trussel mod det osmanniske overherredømme.

Kæmpen vakler

Det viser sig særligt i løbet af 1700-tallet, hvor osmannernes autoritet, der i høj grad hviler på fremmelsen af de islamiske værdier, skrider i takt med, hvad der opfattes som et generelt skred i moralen, og befolkningerne derfor og på grund af manglende beskyttelse fra centralmagten vender sig mod de lokale stærke mænd, der opnår magt mere drevet af personlig ambition end af speciel utrilfredshed med osmannerne.

Den ortodokse og intolerante wahabismen opstår i 1700 tallet og indgår en giftig alliance med kong Saud. Bevægelsens uforsonlighed og forfølgelse af afvigere  truer også osmannernes autoritet.

Reformer, men fortsat kulturel overlegenhed

I 1798 kommer Napolen til Egypten med revolution i sin knyttede næve, men hans minde bliver hurtigt slettet i ørkensandet. Napoleon efterlader dog et magttomrum, som osmanneren Muhammed Ali griber. Han ser med rette behovet for reformer, hvis den arabiske verden skal kunne holde Europa stangen.

Derfor i gangsætter han en langt række reformer og implementering af moderne teknologi. Men kulturelt er der ingen rysten på hænderne for araberne er overbeviste om deres kulturelle overhøjhed.

1800-tallet kommer med nationalismens indtog og Grækenlands kamp for løsrivelse af et stærkt svækket Osmannisk rige. I første omgang ønsker England at bevare Osmannerrigets integritet, senere forlades denne politik dog for det rene tag-selv-bord de kolonialistiske europæiske stormagter imellem

Farlige nye ideer uden rod i islamisk tradition begynder at flyde ind i den arabiske verden i takt med reformerne.

Osmannerne vil lærer af europærerne for at kunne holde europæernes indblanding ude, men opnår det stik modsatte resultat.  Alle borgere ligestilles uanset religion efter pres fra de europæiske stormagter, og mange muslimer føler det som aske på deres hoveder, at de kristne nu er ligemænd.

Derefter følger ungtyrkernes revolution og 1. verdenskrig der sætter en stopper for 400 års osmannisk styre over de arabiske lande.

Solid og indsigtsfuld

Grundigt og velovervejet behander Rogan tiden herefter og særligt hans understregning af de arabiske landes hykleri angående Palæstina er befriende læsning.

Det hele leder frem til vore dages islamisme og Det arabiske Forår, der gav håb om så meget, men endte så blodigt. Det er ikke opmuntrende læsning, men Rogans bog giver et godt indblik i, hvorfor revolutionens strømme løb ud i ørkensandet.

Arabernes historie - fra Osmannerriget til Det Arabiske Forår af Eugene Rogan
740 sider 
Kristeligt Dagblads Forlag

Anmeldereksemplaret er sponsoreret af Bog & Idé

Bogen kan købes her



Bogspot: El monarca de las sombras af Javier Cercas


For 15 år siden skrev Javier Cercas sin gennembrudsromanen om Den Spanske Borgerkrig, Salamis' soldater.

Med El monarca de las sombras (Skyggernes monark), tager Cercas tråden op, men denne gang tager han fat om nældens smertelige rod: Familiens nationalistsympatier og det unge familiemedlem Manuel Menas skæbne og tidlige fald i kampen for en uretfærdig sag, der hverken var hans eller familiens.

Med El monarca de las sombras tager Cercas, der i alle sine romaner lader fiktion og historisk virkelighed løbe sammen, decideret af hovedstolen. Vi er inde ved forfatterskabets kerne, hvorfra bøgerne har deres udspring, og den foreliggende romanen kan siges at være en art nøgle til forfatterskabet. 


Rids af et fantasifattigt forfatterskab

Javier Cercas er noget så særegent som en forfatter med megen ringe fantasi. Det er ikke min udlægning, men Cercas' egen som han kredser om i flere af sine værker.
   
Forfatterskabet er generelt kendetegnet ved en art kold ild af deduktiv karakter, der gennemstrømmer bøgerne: som en rationel, undersøgende, men også introspektiv detektiv vender og drejer forfatteren og karakteren Javier Cercas genstandene på sin vej for derigennem at tvinge ny betydning og mening ud af fortidens virkeligheder.

Men den afmålte 'historikers' tilgang modsvares så af en stærk etisk dimension, der forskyder fokus fra virkeligheden til virkeligheden, som den burde være, og det er her fiktionen viser sin kraft.

En mindre detalje eller anekdote i Den Store Historie bliver det prisme, som Cercas undersøger fortiden igennem, som i Salamis Soldater, hvor spørgsmålet om, hvorfor den republikanske soldat skånede den falangistiske propagandaarktitekt, Sanchez Mazas, er det mysterium, der drager undersøgelsen frem. 

Romanerne er skåret over samme læst, hver gang: 'Undersøgelsens' emne og selv processen er hver gang to sider af samme uadskillelige sag, hvor tøven, tvivl og krise er svanger med ny forståelse og ændrer udgangspunktet.

Gevandterne varierer fra gang til gang, men essensen er den samme: myter, historisk virkelighed og spørgsmålet om (poetisk) retfærdighed indgår og slynger sig altid om kernen i Cercas' værker. 

Familiearven

Et af de få overlevede billeder af
Manuel Mena
Cercas sætter sig med denne den seneste roman sig altså for at grave i den på en gang pinagtige og triste familiehistorie om familiens nationalistsympatier og Manuel Menas død som 19-årig 'martyr' for den nationalistiske revolte mod Republikken.

Mena, denne Mørkets Monark (jvf. titlen) var moderens onkel, men det stærke bånd mellem de to gjorde ham mere til en slags storebror.

Familien Cercas var jordejere, og selvom de kun ejede lidt, ansås de, og de anså også sig selv, som en slags patricier i landsbyen Ibahernando, i det fattige Extremadura.

Ro, stabilitet og kontituet var altafgørende for dem, og ekstremernes entydige logik betød, at familien, der tidligere havde støttet republikken og socialisterne, nu trak i falangisternes blå skjorter.

Den forkerte side

Cercas påpeger den ironisk/tragiske pointe i, at den ingenlunde velbeslåede familie lagde sin sympati og overtog værdier fra de rige, konservative jordejere i Madrid, der for sin del kun rynkede på næsen af og ikke gav en fløjtende fis for udviklingen i det tilbagestående Extremadura. Derfor meldte den unge Manuel Mena sig også under de nationalistiske faner, da Borgerkrigen brød ud i 1936.

Gennem interview med stadigt levende familiemedlemmere, breve, billeder og historisk research forsøger Cercas at kaste lys over den vej, der fører frem mod Menas triste skæbne i det blodige slag ved Ebro.

Og gradvist ændrer Cercas sin opfattelse af Mena, ikke mindst da han kan se, hvordan en ophøjet, romantisk fiktion om den skønne krig efterhånden må vige plads for virkelighedes gru, der snart gør Mena udslukt og desillusioneret.

Det er næsten udviskede spor, tynde tråde og henglemte breve, der til Cercas ærgelse kun giver få glimt af mennesket Manuel Mena. Derfor er bogen også ligeså meget en refleksion over vanskeligheden i at genskabe fortiden ud fra de relativt få og tilfældige overlevede tegn.

En ydre og indre odysseé 

To arketyper, to græske sagnhelte går igen på bogens sider, og spejler forholdet mellem Cercas og Mena: Akilles og Odysseus. Akilles, den modige kriger, der led den 'skønne' heroiske død og Ulysses, den snu overlever.

Men titlen, Mørkets Monark, referer også til en scene i Odysseen, hvor Odysseus møder Akilles i dødsriget, Hades, og den store kriger da afslører den erkendelse, han for silde er nået frem til, nemlig at han langt hellere ville have været den mest ydmyge slave på jord end herske over alle de døde i Hades evige mørke.

En erkendelse som den modne Cercas kunne have tilfælles med den evigt unge Mena, der som Akilles også for sent så sandheden heri.

El monarca de las sombras kan også ses som Cercas lange, indre rejse frem mod en art forsoning med en flosset og skyldbetynget familiefortid, der, hvad end han bryder sig om den eller ej, så dog vedbliver at være en del af ham også.

El monarca de las sombras af Javier Cercas
288 sider.
Random House
Sprog: Spansk



El hoy es malo, pero el mañana es mio af Salvador Compán

Intens roman, der giver et fremragende indblik i de strenge efterkrigsår i Spanien i et lille, iltfattigt og skinhelligt landsbysamfund, hvor den mørke fortid hele tiden lurer lige under overfladen.

Titlen, der stammer fra den store spanske digter, Antonio Machado, kan oversættes til noget i retning af:  I dag er en dårlig dag, men dagen i morgen er min.

Tegn i tiden

Vi befinder os i den fiktive by Daza, i Jaén, i det sydvestlige Spanien i begyndelsen af 1960erne. Pablo Suances er en usikker og følsom dreng på 15 år, der føler, at det lille selvtilstrækkelige landsbysamfund er ved at klemme alt luften ud af ham.

Kun tegne-timerne med den socialt tilknappede, men flotte Vidal Lamarca løfter ham ud af lilleputsamfundets kvælende katolicisme og nyfigenhed og op i kunstens frie svære.

Men Vidal Lamarca underviser også Pablos ven, Raúl Colón, og dennes moder, Rosa Teba, der stammer fra det bedre borgerskab i det nordlige Spanien, og som keder sig gudsjammerligt i det provinsielle Daza, hvor kvinden i god takt og tone med frankismens idealer forventes at føde børn, tage sig af hjemmet og så ellers diskret og selvfornægtende at være mandens faste støtte.

Hun drages uimodståeligt mod den flotte og mystiske tegnelærer, Vidal Lamarca, og de to indleder et erotisk forhold bag om ryggen på Rosas ægtemand.

Skønhed og mørke

Pablo Suances bliver vidne til dette forhold, og bid for bid får han også indblik i Vidal Lamarcas matrede sjæl og mørke fortid.

Vidal plages nemlig af en altfortærende skyld over at have svigtet sin elskede under borgerkrigen, over at have angivet cellekammerater, og over at være overlevende på falangisten og sortbørshandlleren Sebastián Lanzas nåde.

I mere end 20 år har Vidal måttet spille den fornedrende rolle som Lanzas loyale 'lænkehund', og i alle årene udadtil har han skullet demonstrere en hyklerisk anger over at have kæmpet på Republikkens side i Den Spanske Borgerkrig.  Og kun gennem kirkegang, konfession og ubetinget loyalitet over for Caudilloen Francisco Franco og dennes korrupte håndlangere, her i skikkelse af den temperamentsfulde og sært lunefulde Lanza, at få absolution for sine 'synd' mod den nationalistiske sag.

Intens og spændende

Men noget er ved at ændre sig i Vidal Lamarca. Det fornemmer læseren gennem Pablos Suances, der først ser  den ellers tilsyneladende flegmatiske Vidal skyde til måls med en pistol med lyddæmper, og senere finder Pablo Lamarcas selvbiografisk grafiske roman, hvor den sidste tegning viser Lamarca, der myrder Sebastián Lanza med kold blod.

Dog er forholdet mellem fiktion og virkelighed, som læseren gradvist finder ud af, mere kompliceret og slet ikke et en-til-en-forhold.

De forskudte tidsplaner skaber suspense og fremdrift i handlingen, mens personbeskrivelserne har stor dybde og nuancer. Følelser, drifter og erotik udfordrer konstant de snærende konventioner, mens fortiden lever videre i nutiden.

El hoy es malo, pero el mañana es mio  er en roman om at vokse op og gradvist at lære livets mange skyggesider at kende. Det er en fortælling om skyld, soning og kunsten og erotikkens frisættende kraft. Det var en rigtig stor læseoplevelse.

El hoy es malo, pero el mañana es mio
af Salvador Compán
381 sider
Espasa
Udgivet 2017
Sprog: spansk


Bogspot: Prussian Blue af Philip Kerr

12. bind i Berlin Noir-serien af Philip Kerr tager effetktivt  tråden op fra det foregående bind, Hinsides Tavsheden.

Højt på en Alpetop

Prussian Blue er til trods for sin 560 sider en meget intens, ambitiøs og veldrejet kriminalroman med to spejlende tidsplaner, hvor Bernie Gunther i romanens datid,1939, må manøvrere på en bjergtop mellem nazi-gangsterbossen Martin Borman og hans rivaler i den nazistiske slangerede.

Siden i romanens nutid, i 1956, må Gunther i forlængelse af forrige bind flygte med den østtyske sikkerhedstjeneste i hælene anført af en ekskollega, der har skiftet de to SS ud med et Stasi.

Den brune gangster i Bayern

Det er Det blonde bæst, Heydrich, der vrider armen rundt på den berlinske snushane for at få ham til drage afsted til de bayerske alper for der at opklare et mord begået på Berghof, Hitlers foretrukne sommerretræte i Bayern.

Mordet skal opklares under stærkt tidspres, da det er helt altafgørende for at Borman at kan fastholde sit nære forhold til Føreren.

Mordet skal derfor opklares inden Føreren på sin 50 års fødselsdag kommer til Berghof, for Hitler kommer selvfølgelig ikke, hvis der er tvivl om hans sikkerhed, og da selv samme Borman er ansvarlig for Førerens sikkerhed, og kun har hans øre til låns så længe ingen andre af topnazisterne kan møve sig forbi ham, må Gunther lade sig dope for at arbejde endnu hurtigere med den kringlede sag, der trækker ringe langt ud i oplandet, hvor Borman og hans gennemkorrupte kumpaner er hadede som pesten.

Brun bliver til rød

Begivenhederne i forbindelse med opklaringen trækker tråde frem til nutiden, hvor Gunther efter at have sagt nej til at påtage sig en mission for Stasi, med den skræmmende Erich Mielke i spidsen, er en jaget mand i alle ordets betydninger.

Gennem Frankring med Vesttyskland som mål går det, indtil fortid og nutid krydser spor under jorden, under en gammel faldefærdig slotsruin tæt på grænsen mellem Tyskland og Frankrig.

Som altid er stoffet gennemresearchet og Kerr kender jo de nazistiske lus på travet. Han vækker overbevisende den psykopatiske gangster Martin Borman til live og lader os se magtspillet foran og bag de brune facader.


Blandt de bedste i serien

Men særligt glad er jeg for, at Kerr er kommet ud af den tomgang, som jeg syntes at hovedpersonen i nogle af de sidste bind har befundet sig i med alt for megen letkøbt og resigneret snak og for lidt action og drama. I dette bind er moralen langt mere speget for der findes også intelligente og tilsyneladende ordentlige mennesker, der alligevel er overbevidste af Førerens visdom.

Kerr får her fint fremstillet dilemmaet, når det er en konstant afvejning, hvad det rigtige at gøre for politimanden og mennesket Gunther, udspændt som han er mellem ønsket om at overleve, gøre det rigtige og kun har en gradvis indsigt i omfanget af det moralske forfald, hvor myndighederne er de største forbrydere og normerne er kaput.

En meget nervepirrende og velfortalt historisk krimi.

Prussian Blue af Philip Kerr
Quercus 
560 sider
Sprog: engelsk



P.S. Philip Kerr har netop annoceret, at bind 13 i serien med titlen Greeks bearing Gifts er sendt til forlaget og forventes at udkomme i 2018. Prussian Blue kommer i dansk oversættelse i 2018.

Bogspot:Hinsides tavsheden af Philip Kerr

Hinsides Tavsheden af Philip Kerr
Viden er en ladt pistol på den franske Riviera i 1956.

Dagene på Den Franske Riviera

Bernie Gunther nærmer sig de 60 og lever nu et tilbagetrukket liv under falsk identitet som receptionschef på den dejlige Franske Riviera. Dagene går kedsommeligt afsted med at servicere turister, at spille bridge og læse.

Et trivielt liv så langt væk man kan tænke sig fra krigenes stålstorme, Katyn-skoven og de kroatiske udryddelseslejre, som Gunther besøgte i det foregående bind i serien, Kvinden fra Zagreb.

Men hvis man tror at Bernie endelig har fundet gammelmands ro og små lette glæder under den franske sommersol, så gør man regning uden den bitre berlinske vicevært, for bogen åbnes med Bernies mislykkede selvmordsforsøg efter at hans kone Elisabeth har forladt ham, og nu er vendt tilbage til et Berlin, der for ham er lukket land.

Spillet

Den evige overlever overlever, selvfølgelig, men det kontemplative liv får en ende da den berømte spion-forfatter med mere W. Somerset Maugham inviterer Gunther med over i sin pragtvilla til et spil bridge – det perfekte spil for mennesker, der har noget at skjule – og det har de naturligvis alle som en, og som handlingen skrider frem rasler skeletterne formeligt ud af skabet.

Den homoseksuelle Somerset Maugham bliver afpresset med nogle ganske artige billeder, og forfatteren til Ashenden – den hemmelige agent ønsker, at Gunther skal agere som mellemmand.

Fortidens tilsynekomst

Gunther er nok færdig med fortiden, men fortiden er tydeligvis langt fra færdig med ham, og den stikker sit fæle krigsforbryder ansigt frem i skikkelse af Somerset Maughams afpresser, Harold Henning, en djævelsk karl og en af Bernies gammel fjender fra SD, Den Nazistiske Sikkerhedstjeneste.

Og i mellem de to fjender melder en uventet femme fatale en vaskeægte ’honningfælde’ sin ankomst.

En optakt til det kommende bind i serien?

I lange stræk slentrer handlingen sig lovligt tilbagelænet afsted, mens Gunther og Somerset Maugham med tændte cigaretter og velvoksen drinks behørigt anerkendende udveksler erfaringer om dobbeltliv, spionage og bridge.

Først i den sidste tredjedel, kommer bogen sådan rigtigt op af terrassestolen og forlader det Miss Marple-agtige lukkede erindringsrum, og Gunther genindtræder i den hårdkogte detektivs mere slagfærdige rolle.

Sidste del af Hinsidens tavsheden er virkeligt spændende med et twist, der trækker overraskende tråde til den engelske efterretningstjeneste MI5 og MI6, der med Kim Philby og The Cambrigde Five er blevet hullet som en russisk si.

Spionage og kontraspionage med sovjetiske brintbomber i baggrunden indtager nu scenen. Og på trods af Gunthers hårdnakkede påstande om det modsatte, lægger Hinsides tavsheden op til en meget spændende fortsættelse, som inden længe også kommer på dansk i skikkelse af bind nummer 12, Prussian Blue. Den vil jeg glæde mig til.

Læs her et interview med Philip Kerr fra Krimimessen 2014.


Bogspot: Mig vil nok tale pænt af David Sedaris

Sedaris små fortællinger fra eget liv er gennemsyret af absurditet og skæv komik, især bogens første del er stærkt lattervækkende.
Min bror siger høfligt nok ma’am og sir til alle fremmede, men omtaler venner og familie, sin far indbefattet, som enten ’bitch’ eller ’motherfucker’. 
Venner bliver rystede over hans måde at tale til sin eneste tilbageværende forælder på. Engang kom de sammen på besøg hos min søster Amy og mig i New York City, og det fejrede vi med et middagsselskab. 
Da min far beklagede sig over ømme fødder satte Kamphanen sin toliters flaske Mountain Drew fra sig, tog en nævefuld højreb ud af munden og sagde: ’Bitch, du skal bare have de røvsyge knyster høvlet ned, skal du. Men det shit kan du ikke gøre noget som helst ved her i aften, så bare op med humøret, motherfucker.' 
Alles blikke var rettet mod min far der blot klukkede og sagde: ’Ja det kan du vist have ret i’. 

Sedaris skåner hverken sig selv, sin familie eller det omgivende samfund i sine historier, alle spiddes de med samme sylespidse ironi. Historierne i ’Mig vil nok tale pænt’ falder i to dele: den første omhandler opvæksten i Raleigh, North Carolina, i en søskendeflok på seks; mens den anden del omhandler et længerevarende ophold i Frankrig.

Familien Sedaris

Sedaris senior er en temmelig egenrådig ingeniør med fikse ideer, bunker af rådnende mad gemt i alle skuffer, en uforlignelig evne til at dræbe alle mysterier med utroligt kedsommelige udregninger og endelig nogle helt umulige ambitioner på sine børns vegne.

Moderen virker blottet for al sympati og bevæger sig rund med en askesky af eder og forbandelser svævende om hendes kyniske hoved. Søsteren Gretchen er en verdensfjern æterisk kunstnertype, mens søsteren Amy med gennemført pokerfjæs konstant bringer andre i forlegenhed. Broderen Paul, alias Kamphanen, er en gnom med rottweilertemperament og gangsta-attitude.

Forfatteren David Sedaris
Og så er der endelig hovedpersonen selv, Davis Sedaris, en mildest talt lad, good-for-nothing-type med sære interesser og en begyndende smag for speed, mænd og rollen som kontrær avantgarde-kunstner.

Sedaris har ført dagbog siden 1977 og iagttagelser og optegnelserne herfra udgør kernen i de absurde optrin med overskrifter som Genetisk ingeniørkunst, Fars præmiepige og Hulkort i hovedet.
Situationer og beskrivelser drejes, vendes på hovedet og overdrives indtil det absurde, og der er sjældent megen fornuft eller råd at hente i dem.

Blandt de bedste kapitler er Sedaris fremstilling af sine spæde forsøge ud i kunstverdenen, ud i undervisningen og så den om det mærkværdigt tætte forhold mellem de to ulige enheder, broderen og faderen.

Fransk farce

Anden del af bogen retter blikket mod Frankrig og derved indirekte på USA, amerikaneres måde at agere på i udlandet, fordomme, der ofte bekræftes begge veje, kampen for at lære fransk, og så en klassisk hoven sproglærer, der grangiveligt nærer en stærk modvilje mod USA og i særdeleshed mod Sadaris: ’Du udmatter mig med din dumhed og belønner kun mine anstrengelser med smerte, er det forstået?

Sedaris evner at fortælle skæve anekdoter med underlige sammenstillinger og farverige og ofte utiltalende personer, hvis særlige måde at tale på, teksten loyalt videregiver. Tingene overgår ligesom hele tiden bare personerne, og det er meget picaresk med perspektiv fra neden.

Sedaris stil er hans egen, men minder mig dog alligevel lidt om Frank McCourts, bare grovere og måske en anelse mere tvungen i bestræbelserne på at fremkalde et godt grin. Sedaris bøger, vil jeg tro, må egne sig godt som højtlæsning og fremføring.

Jeg var godt underholdt i store dele af læsningen, men jeg vil foreslå, at man kun læser et kapitel eller to ad gangen og ikke læser ud i en køre, for så fremstår virkemidlerne nok lidt for tydelige og latteren for ensformig.

Mig vil nok tale pænt af David Sedaris
Oversat af Jakob Levinsen
Hr. Ferdinand 



Bogspot: Dukken der blev væk af Elena Ferrante


I denne foruroligende, tidlige roman ses mange af ansatserne til den senere stort anlagte Napoli-kvartet.

Hovedpersonen og fortælleren Leda er en midaldrende, fraskilt akademiker bosat i det kultiverede Firenze. Da hendes to døtre rejser hjemmefra føler hun sig mod forventning fri og beslutter sig for at tage på ferie ved havet lidt syd for Napoli.

Her vil hun vil forsøge at arbejde og læse, men en meget larmende og gestikulerende napolitansk familie stjæler snart alt hendes opmærksomhed. Leda betragter dem i smug og fascineres af den ung kvinde, Elena, og dennes datter, der bærer rundt på en lidet indbydende dukke.

Dukkefører

Leda går fra at være voyeur til at være agens, da hun mere eller mindre bevidst stjæler dukken med det gedulgte formål at forstyrre den tilsyneladende idyl, der eksisterer mellem moder og datter. Den tilsyneladende meningsløse og ondskabsfulde handling sætter for alvor skub i begivenhederne.

Moder og datter lider højlydt herunder, og familien truer med bål og brand, når først de får fat i den syge sjæl, der er i stand til slige, nederdrægtige handling. Men begivenheden sætter også gang i Ledas bearbejdning af fortidens uerkendte traume: hendes eget svigt som moder, da hun forlod børnene for at frigøre sig fra traditionernes og samfundets snærende bånd.

Ikke uventet og meget lig Elena i Napoli-kvartetten, er det et projekt, der kun delvist lykkedes, og prisen er endog meget høj med dybe ar på sjælen til følge. Nok kan du tage pigen ud af Napoli, men du kan aldrig endegyldigt tage hele Napoli ud af pigen.

Fri fra hvad og til hvad?

Den lammende ambivalens er et gennemgående tema: ønsket om at frigøre sig og flygte for ikke at ende som den nedslidte, ulykkelige moder og alligevel ikke rigtig formå at indgå i det emanciperede, tempererede Nord; det fysiske behov for børnenes nærhed, savnet, kvalerne og så den klaustrofobiske tyngende fornemmelse af at moderrollen opsluger alt og kvæler den forjættende selvrealisering.

Endelig at Leda alle anstrengelserne til trods er en mislykket, eller en i bedste fald middelmådig akademiker, hvis utilstrækkelighed i forhold til børnene, lader til at have gjort hende angst, bitter og afmægtig, meget lig den moder, hun i sin ungdom foragtede.

Romanen er mørk, foruroligende og illusionsløs, dog måske med en lille åbning til sidst. Hovedpersonen er stædig, insisterende og dybt irriterende i sin ufravigelige krav om at æde hele verden, være elsket af sine børn og samtidig danse på de bonede akademiske gulve.

Hun graver i sår og finder, synes jeg, også en form for masochistisk nydelse i sit selvpineri. Hun vender og drejer sig konstant foran spejlet, og al dannelsen og veltalenheden virker kun som staffage for et anerkendelseshungrende selv, der forværre alt ved ikke at ville vedstå sig sin sult efter småborgerlig status.

Det bliver nemt små-klaustrofobisk og meget ensomt, fordi andre kun tjener som middel til opnåelse af noget for hovedpersonen udefinerbart, måske en form for heling og forsoning. Men det er muligvis, hvad der sker, når man slet ikke formår at forlige sig med sine valg, liv og tidens gang.

Romanen har ikke Napoli-kvartettens større udblik og episke swung, som sætter hovedpersonens kværnende selviagttagelser på pause, og måske derfor var romanen, de skarpe iagttagelser og den rugende stemning til trods, en mere blandet læseoplevelse for mig.

Dukken der blev væk af Elena Ferrante 
Oversat af Nina Gross
183 sider
Forlaget C&K

Bogspot: Granitmanden af Sirpa Kähkönen

Kähkönens roman fortæller om de røde finner, der efter borgerkrigen flygtede til Sovjet. Bogen er
indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Det må skyldes emnet, for som roman letter den aldrig fra det ligblege papir.

Go East

1920, Efter den blodige finske borgerkrig, der blev udløst af revolutionen i Rusland, stod de røde finner tilbage som tabere, der ofte uden arbejde ydmygt må knæle for de hvide sejrherre og spise nådsensbrød.

Derfor var der også mange, særligt yngre finner, der desillusionerede over deres fædreland og egen kranke skæbne, vendte hjemlandet ryggen, spændte skiene på støvlerne og i nattens mulm og mørke gled ind i morgenrødens paradis, Sovjetunionen.
 
Blandt de optil 15.000 finner, der søgte lykken i øst, har den finske forfatter Sirpa Kähkönen tilføjet et par fiktive i skikkelse af romanens fortæller Karen, hendes mand Ilja og deres bekendtskabskreds i sin skildring af eksilfinnernes skæbne i et uvenligt og koldt Petrograd.

Socialismens virkeliggørelse 

Handlingen udspiller sig i årene mellem 1922 og 1937, og det vil være en mild underdrivelse at sige, at det går fra skidt til meget værre. Sara og Ilja deltager ved ankomsten i arbejdet med at oplyse og overbevise en vrangvillig lokalbefolkning om socialismens mange velsignelser.

Det holder hårdt, ikke mindst for den tøvende og ikke ganske overbeviste Karen, der vist først og fremmest drog afsted for at følge ved siden af sin elskede Ilja, for hun har mere end svært ved at forlige sig med hykleriet, den ideologiske skråsikkerhed og den hårdhændede behandling af i sær kvinder, børn og bønder, men også mere generelt over for alle anderledes tænkende.

Kærligheden kølnes 

Også forholdet til hendes ideologisk stålsatte mand kølnes gradvist i takt med de mange brutale oplevelser med sovjetsystemet. Før diktaturet endegyldigt fæstner sit greb, er der dog legerum for anti-borgerlig eksperimenteren med alt muligt fra sociale omgangsformer til ægteskab og fri kærlighed mellem kønnene.

Det er en frihed, der tiltrækker ikke mindst de gode, avantgardistiske kunstnertyper. Dog ligger frygten sultent på lur, og da stålmanden, Stalin, kommer til magten, sænker frygten sig som en tonstung granitblok over hele samfundet.

Blodfattig, konstrueret fortælling

Det er på mange måder en velkendt historie og Kähkönen tilføjer til trods for den særlige finske vinkel ikke noget originalt til vores syn på sovjetsamfundet.

Bedømt som litteratur var bogen en skuffelse, for skriften letter aldrig rigtigt fra siderne. Det skyldtes ikke mindst, at det er grumt kedeligt, når sproget og tankerne i romanen er så farveløse, nutidige og ikke mindst så retrospektivt rigtige, som de er.

Engang imellem afløses den meget logos-baserede sætningskonstruktion, opbygget af mange argumenterende bisætninger, og den lidt omstændelige, reportageagtige stil af forblommede eller meget følelsesfulde vendinger som: ’Min smukke, energiske, og flyvske far. Min ængstelige ondt forudanende og krumbøjede mor’. Blandingen af de to stillejer støder sammen i mine ører uden at sød musik opstår.

Endelig træder bogens andre personer ikke frem som selvstændige, interessante eller troværdige individer, da det er som om, de skal stykkes ud i fastlagt form, så at de som brikker passer ind i fortællerens fastlagte og kværnende beretning.

Gid at siderne i stedet flød af eksemplar på menneskelig dårskab, humor, fanden-i-voldskhed, ondskab, og hvad-ved-jeg, i stedet for det temmelig forudsigelige og gennemtyggede postulat, der desværre er blevet resultatet.

Mindre humanistisk jeg-grå og meget mere kommunistisk blodrød og dampende.

Granitmanden af Sirpa Kähkönen
416 sider
Oversat af Birgita Bonde Hansen

Gyldendal

Bogspot: Verdens lys Af James Lee Burke

Jeg har aldrig været god til at løse mysterier. Jeg mener ikke den slags mysterier, politifolk løser, og heller ikke dem, man læser om i romaner eller ser i fjernsynet eller biografen. 
Jeg taler heller ikke om skabelsens mysterium eller de usynlige kræfter der måske holder til lige på den anden side ad den fysiske verden. Jeg taler om ondskab - måske ikke den helt store ondskab, men dog ondskab ad den slags, hvis oprindelse sociologer og psykiatere har vanskeligt ved at forklare.

Pilen peger på rekreation

I denne den tyvende roman i serien er Dave Robicheaux med sin ven, bulderbassen Clete Purcel, samt konen og eksnonnen Molly og datteren og forfatteren Alafair, taget på, hvad der bare skulle have været en ganske rolig ferie i det naturskønne område i skyggen af de mægtige Rocky Mountains.

Og oven på de hæsblæsende og nerveflænsende begivenheder i de to foregående og sammenhængende bind, En regnbue af glas og Creole Belle, kunne man da godt unde den aldrende herre en lille smule ro.

Men denne verdens ondskab sover som bekendt aldrig, og da Alafair på en løbetur gennem skovens dybe stille ro bliver strejfet af en pil, ja så har vi balladen.

Ond, ondere

Alt tyder umiddelbart på, at den skyldige er Wyatt Dixon, en tidligere rodeoklovn og dømt forbryder, hvis aggressivt-sarkastiske sætninger er en sand bajads værdig.

Dixon er i øvrigt en gammel kending, som James Lee Burke også har med i romanen Sine egne rødder i Billy Bob Holland-serien.

Snart melder sig imidlertid også en anden forbryderkandidat på banen, en sadistisk seriemorder ved navn Asa Surrette, der nærer et dybt og inderligt had til Alafair. Den inkarnerede djævel skulle egentlig være død i en voldsom eksplosion, men noget tyder på, at onde dæmoner ikke slukkes, men snarere næres af flammers inciterende slikken.

Og som om Dave ikke nu havde nok på sin tallerken, så kigger Cletes datter, en tidligere lejemorder, også lige forbi, mens en kyniske petrokemikalie-magnat med indbildske sydstatsmaner samt en no good-søn rumsterer et sted i kulissen.

Old school korrupte betjente er der skam også, og så er de faste ingredienser i en blodig og undergangsdyster James Lee Burke-stuvning ligesom klar til at sætte verden i brand, når et lille kompagni af arrede riddere hæver lansen mod ondskabens fyrste og alle hans alt for villige hjælpere.

Det er intens og dryppende noir, når de gode kæmper for at bevare en rest af lyset i sig selv, mens en kværnende voldsspiral truer med at suge alt og alle ned i det bundløse, evige mørke.

Verdens Lys af James Lee Burke
På dansk ved Ole Lindegård Henriksen
613 sider 
Hovedland

Bogspot: Skyggezone af Arne Dahl

Arne Dahl er tilbage i Stockholm med første bind i en ny strammere og mere konventionel krimiserie.

Slanket krimi

Efter fire meget ambitiøse bind med den europæisk politigruppe, Opcop, med base i Haag, er Dahl nu vendt tilbage til der, hvor det hele startede: i den svenske rigshovedstad, Stockholm.

Der er dog tale om et nyt, men i forhold til Opcop-serien, langt slankere persongalleri hovedsageligt bestående af Manden og Kvinden i skikkelse af Sam Berger og Desiré Rosenkvist.

Sam er en for så vidt mere traditionel hovedperson, end vi er vant til fra Arne Dahls pen: Sam Berger er en fraskilt, plaget midaldrende efterforsker med en passende excentricitet for Rolex-ure og tidens mange irgange.

Deer (Desiré) er Sams kvindelige modstykke og genrebeviste sidekick, mens chefen og karrieremageren Allan, som det jo er med politichefer, giver meget lidt for Sams indfald, intuition og mange irregulariteter: en moderne efterforskningsenhed har hverken brug for ensomme ulve eller løsgående og oppumpede egoer.

Sam og Deer skal forsøge at finde en 15 årige pige, der har været forsvundet i tre uger, en pige,som Sam gruer for, er det seneste offer for en seriemorder og trickster af professor Moriarty-snittet.

Historien åbner lige på og hårdt med en voldsom politiaktion mod gerningsmandens formodede gemmested, mens regnen siler ned i tykke apokalyptiske-true detective-stråler og hemmelig rum og lumske fælder lurer i det tætte rovdyrsmørke.

Det arne dahlske fingeraftryk

Det er som nævnt en mere traditionel og mere ligefrem krimi med færre handlingstråde og personer at holde rede på end i Dahls seneste firebindsserie. Arne Dahl er en dygtig plotmager, og han holder fermt spændingen romanen igennem.

Selvom plottet således er stramt styrende, er der stadig plads til de karakteristiske dahlske fingeraftryk: den for plottet tilsyneladende irrelevante og forvirrende åbning; de små metabevidste kommentarer; de litterære krummelurer; uventet, nørdet fakta om verdens opbygning; og det underfundige pingpong hovedpersonerne imellem. Og så tilsættes det alt sammen en fortællers særligt svenske samvittighedskvaler over fremtidssamfundets lurende inhumanitet.

 Det fungerer helt gnidningsløst, og mon ikke også Arne Dahl også vil finde endnu flere læsere med denne kortere og mere ligeud-ad-landevejen-krimi?




Bogspot: Berlin 1936 – seksten dage i august af Oliver Hilmes

Den tyske historiker Oliver Hilmes fører i sin underholdende beretning læseren om bag kulisserne på
nazisternes gennemført iscenesatte OL, og lader det være en forsmag på, hvad verden har i vente fra den kant.
Vi skal være på vagt over for et folk, som forstår sig sådan på at organisere … En mobilisering kommer til at gå lige så gnidningsløst. (Józef Lipski, den polske ambassadør i Berlin)

Brød og cirkus

Det fremføres ofte for eftertiden, at det var i Berlin 1936, at sporten for alvor mistede sin uskyld. Da en hel verden velvilligt lod sig trække rundt i manegen af kynisk beregnende nazister, der benyttede de olympiske lege til et imageløft og samtidig at demonstrere magt og kunnen for en måbende omverden.

Nazisterne lykkedes i høj grad med at iscenesætte sig som fredselskende værter, mens SA og Hitler Jugend afholdte storslåede parader, og koncentrationslejren Sachsenhausen var under opførelse kun få kilometer fra Berlin.
OL i Berlin satte alle tidligere mediebegivenheder i skyggen. Nazisterne opfandt mange af nutidens olympiske traditioner som her fakkelløbet, der fandt sin introduktion i Berlin 1936.

Oliver Hilmes fortæller historien på ny ved at lade læseren opleve begivenhederne, sådan som de tog sig ud, for dem der oplevede den: for nazi-toppen, for tilrejsende journalister, for sportsudøvere, for almindelige berlinere, for Richard Strauss, for Victor Klemperer og for mange flere.Der ligger et enormt historisk-researcharbejde bag, men det mærkes ikke i Hilmes’ korte, medrivende afsnit.

Bogen er bygget op af seksten kapitler, et for hver dag af de olympiske lege. Hvert kapitel indledes med en vejrudsigt for dagen og indeholder yderligere (afslørende) uddrag fra henholdsvis statspolitiet i Berlins døgnrapport og fra rigspressekonferencen, hvor den tyske presse (dygtigt) blev instrueret i den rette fremstilling, således som nazisterne ønskede den.

Vi møder et væld af farverige skikkelser fra Richard Strauss og dennes kone med de halvhysteriske uartighedsanfald, den tidligere politibetjent, nu privatdetektiv og transvestit, Toni Keller, den amerikanske ambassadør William Dodd og dennes storflirtende datter, Martha Dodd (mesterligt fremstillet i Erik Larsons bog, Ondskabens have i øvrigt), fordækte natklubejere med dobbelt eller trippel-identitet, ængstelige jøder med bange anelser, propagandaminister Joseph Goebbles med stærkt kompromitterende problemer i ægteskabet, regimets nyttige idioter og mange flere.

I centrum af fortællingen befinder sig den amerikanske forfatter og journalist Tom Wolfe, hvis sildige opvågnen udgør det moralske lærestykke.

Det ydre skin og det mørke indre

 Der er suspense i hver af de korte historier, hvor Hilmes virkelig udnytter kontrasten mellem overfladen, ansigtet udadtil og så det indre, det hemmelige, farlige og fordækte.

Forfatteren kommer atypisk for en historiker også med sine egne tørre og bevidst underspillede kommentarer til personernes gøren og laden, som her i et meget typisk eksempel hvor Joseph Goebbels indtager scenen:
Men tilbage til august 1936. Måske sidder Goebbles endnu engang og tænker på den kære familie – på sin svigermor, på Oskar Ritschel eller Richard Friedländer. Og nu også på Magdas affære med denne Lüdecke. Gobbels noterer i dagbogen: ”Jeg skal bruge lang tid for at komme mig over det”. Det tager nøjagtig tre dage. 
Hvor let det ville have været for den oplyste offentlighed at få indsigt i tingenes rette tilstand i Nazityskland, lader Hilmes fremgå med fortvivlende tydelighed, men verden ønskede som bekendt i det store og hele hverken at se eller høre.

Kalejdoskopiske bøger med et enkelt årstal som ramme er tilsyneladende populære. Før Hilmes bog kom Florian Illiss’ bestseller: 1913 – Århundredets sommer, og svenske Elisabeth Åsbrink er lige på trapperne med en bog, der har 1947 som omdrejningspunkt: 1947 – her begynder nu. 

Bogspot: Kureren af Kjell Ola Dahl

Gråmeleret og omstændelig norsk krimi om mord, hævn og gengangere fra 2. verdenskrig.

Handlingen i Kjell Ola Dahls Kureren foregår på tre forskellige tidsplaner: i nutiden, i 1967 og så under den tyske besættelse af Norge (1942). I begivenhedernes centrum befinder sig den jødiske kurer Ester Lemkov, hendes veninde Åse og dennes kæreste, Gerhard Falkum, modstandsmand, kommunist, og frivillig i Den Spanske Borgerkrig, med hvem Åse har en datter.

The Damn War

Da Esters far bliver taget af Gestapo, og hun selv efter et angiveligt angiveri blot er et knækket næsehår fra at lide samme skæbne, flygter hun til Sverige, hvor hun støder på modstandshelten Gerhard, der af myndighederne står under mistanke for blændet af jalousi at have kvalt Åse.

Med dette mord in mente, springer vi til 1967, hvor den ellers formodede afdøde Gerhard går ganske levende rundt i Oslo og grangiveligt leder efter datteren, Turid.

Men er det mon den virkelige grund til at Gerhard Falkum – rimer mistænkeligt på falsum – er vendt tilbage til Norge, spørger folk, der kender ham tilbage fra krigsårene. Tiden er moden til at de nærmere omstændigheder i det nu mere end tyve år gamle drab kan afdækkes.

På nutidsplanet befinder Åses datter Turid sig. Hun genkender i en avis, det sidste kære minde fra den afdøde moder: et smykke der naturligvis spiller en ikke helt uvæsentlig rolle i historien.

Ordforstoppelse 

Sådan mere eller mindre kan historien i store træk ridses op. Det skulle der vel nok kunne komme en ganske spændende historie ud af, skulle man tro. Men ak, sproget er så gabende (u)realistisk kedeligt, og de mange følelser udlægges så pædagogisk omhyggeligt i stavepladeform a la ’Hun kunne mærke, at han var ked af det’, ’Sverre kan se, at Gerhard må beherske sig. Han kan næsten høre, hvordan manden på stolen tæller til ti, før han svarer. ’ Og så videre og så videre.

 Alligevel er det det ligegyldige fyld, ophobningen af banale dagligdagsdetaljer, jeg fandt mest frustrerende, når de, som tilfældet er, hverken fører plottet videre eller tilføjer speciel megen historisk autenticitet til handlingen. Her følger blot et eksempel på, hvordan pedantisk ordophobning dræber tilløb til spænding, da Esther agerer cykelkurer med illegale blade i lasten i det tyskbesatte Oslo. Hvem kan kæmpe sig over denne mur af tekst?:

Hun sætter venstre fod på pedalen, sparker fra, sætter sig op på cyklen og triller ned mod Slotsparken uden at se sig tilbage. Hun nærmer sig krydset ved Parkveien, bremser, for det tilfælde at der skulle komme biler. Der er ingen i syne. Svinger til venstre. Sætter farten op, runder parken, må bremse op for en mand, der løber over gaden, inden hun med vind i håret kører videre ind af Sven Bruns gate. Bremser ned af bakken, sagtner farten endnu mere for at klare svinget til højre ad Pilestredet. Der kommer et hul i skydækket, og hun får sol i ansigtet. Lav sol, oktobersol. Hun kigger hurtigt ned på nederdelen. En plet. Hun bøjer sømmen for at skjule den. Benene blottes til over knæene og hun hører et flertonet pift. Drejer hovedet. Får øje på to tyske soldater, som står på hjørnet og hujer. Hun er lige ved at miste balancen igen men undgår det og trækker nederdelen ned igen. Mere pift. Hun svinger ind i gården. Bremser. Står af cyklen. Stiller den op af muren. Bliver stående og trækker vejret gennem munden, mens hun lytter. Hun tæller indvendig. Ser samtidig på gården med bunker af vådt løv og indsnuser lugten af brændt koks. En skade hopper fra låg til låg på skraldespandene, flakser med vingerne og forsvinder. Ester holder vejret for at kunne høre alle lyde. Men der foregår ingenting i porten, ingen skridt, Heller ikke i gården. Hun ser sig hastigt om og går hen til den nærmeste skraldespan og murstenen, som ligger op ad muren bag den, Hun holder vejret for at slippe for den rådne stank fra skraldespanden. Så sparker hun hurtigt skoen af, tager papirerne ud af den og skjuler dem under murstenen, tager skoen på igen og kan ikke komme hurtigt nok ud af gården. 

… og det kan denne læser heller ikke. Kjell Ola Dahls tekst er tung og stiv som størknet cement, og
derfor murer den snarere læseren ude end inde.

Kjell Ola Dahl modtog Brageprisen samt Rivertonprisen i 2015 for Bedste Norske Krimi for Kureren.

I Riverton-juryens begrundelse for valget af netop Kureren indgår ord som vidende, intelligent, troværdig og pålidelig.

Kureren
af Kjell Ola Dahl
351 sider
oversat af Ilse M. Haugaard.
Udkommer 26. august 2016 på Modtryk

Bogspot: The Noise of Time/Tidens støj af Julian Barnes


Biografisk roman om den russiske komponist Sjostakovitj tematiserer indlevende og overbevisende kampen mellem magten og kunsten i sovjetdiktaturet.
All that striving and idealism and hope and progress and science and art and conscience, and it all ends like this, with a man standing by a lift, at his feet a small case containing cigarettes, underwear and tooth powder; standing there and waiting to be taken away.
 They didn´t want you to fake adherence to their banal taste and meaningless critical slogans – they wanted you actually to believe in them. They wanted your complicity, your compliance, your corruption.

Mens vi venter på NKVD

Romanen tager sin begyndelse under den store terror i Stalins Sovjetunionen i slutningen af 1930erne om natten med den internationalt anerkendte komponist Dmitrij Sjostakovitj stående fuldt påklædt med en lille kuffert ved sine fødder ventende på at NKVD skal komme at hente ham, mens hans kone og lille barn ligger inde og sover i lejligheden ved siden af.

Mens Sjostakovitj står her skrækslagen, kæderygende og afventende gennemgår han i tankerne, hvilke hændelser, der har bragt ham i denne uheldssvangre situation.

Sjostakovitjs opera Lady Macbeth of Mtsensk er blevet en international succes. Succesen medfører, at også rovdyret og i egen megalomane selvforståelse, musikkender Stalin, lader sine duehøge gule øjne hvile på Sjostakovitj neurotiske ryg.

Men ’Lille far’ bryder sig dog ingenlunde om, hvad han hører og udvandrer derfor fra sin loge mit under opførelsen af operaen. Da den sønderlemmende og kremlstemplede kritik står at læse næste dag i Pravda, og Sjostakovitj bliver indkaldt til det første forhør, bereder han sig på at blive hentet af sikkerhedstjenesten.

For at skåne sin kone og barn og måske også for at komme magten i forkøbet og i dette føle en lille trodsig fornemmelse af frihed beslutter han sig for at klæde sig på om natten og stille sig til at vente. Men han må vente forgæves, for ved et lykketræf viser det sig, at hans forhørsleder selv er blevet seneste offer for terror-udrensningerne.


Ydmygelsen 

Sjostakovitj slipper for en kugle i nakken, men magten i Moskva er aldrig færdig med ham, dertil er han for kendt og for brugbar. Han skal gå ydmygende canossagang, offentligt lovprise Sovjet og skammeligt oplæse forberedte taler, hvori han anklager og bebrejder ’kontrarevolutionære’ eller regimekritiske kunstnere som Solsjenitsyn, som han privat nærer stor beundring for.

Sjostakovitj får en ideologisk tutor tilknyttet, hvis funktion det er at lede ham ind på dydens smalle sti, udstukket af regimet, hvor den pessimistisk-ironiske komponist bliver belært om at i det sovjetiske arbejderparadis, er der kun plads til den kitschagtige optimistisk-realistiske-kunst.

Han bliver tvunget til at repræsentere Sovjet ved en kulturkonference i New York, en pinlig og sjælefordærvende oplevelse for den mere og mere alkoholiserede komponist, der føler lede ved sig selv og foragt for amerikanernes og eksilrussernes nedladende bedreviden.

Selv da Stalin dør, fortsætter komponistens plager, for nu vil magten bruge ham til at renvaske sig selv og tvinger ham til at korrumpere sig yderligere ved at tvinge ham ind i partiet, og hænge hans pinte sjæl i bunkevis af æresbevisninger og priser; han føler sig som en reje i en klæbrig rejecocktail-sauce, og han tænker at døden har ventet for længe med at hente ham.

Kompleks og velskrevet

Ud over det stærke portræt af Sjostakovitj er det romanens store styrke, at den giver et loyalt indblik i, hvor forbandet svært, det er ikke at lade sig korrumpere og spænde for magten i et rendyrket diktatur, hvad end det nu sker gennem trusler eller falsk smiger.

Alle omkring ham ville skulle betale en høj pris, hvis han nægtede at danse efter magtens toner. Det djævelske regime havde findyrket en nidkær og ubændig evne til at terrorisere, isolere, bagvaske og til sidst knuse et menneske til det enten gik til grunde i druk og elendighed eller det på sine grædende knæ ydmygt kom tilbage tiggende om at slikke magtens støvler for derved at finde nåde og ophøre med at være et ikke-menneske.

Sjostakovitj har intet andet end foragt tilovers for salonkommunister som Picasso og Satre, der velvilligt agitere for kommunismens lyksaligheder og uden kvaler viderebringer regimets løgne, mens de bor trykt og godt i Paris uden at skulle træffe den slags valg som kunstnerne der, og således mærke omfanget af regimets tryk og den evigt-kvælende korrumpering.

Sjostakovitj er ingen helt, men derimod et nervøst anlagt menneske med store kunstneriske ambitioner, der gennem subtilt indsmuglet ironi forsøger at bevare rester af sin selvrespekt.  Men som tiden går, stivner den ironiske distance til en tavs maske, der ikke giver ham nogen trøst fra sine sjælelige kvababbelser.

Julian Barnes har skrevet en virkelig god bog om en kunstners svære kamp med sig selv og mod (over)magten.

La isla mínima af Alberto Rodríguez

Stemningsfyldt True Detective-inspireret spansk krimifilm fra det andalusiske marskland tager os
tilbage til et på overfladen demokratisk Spanien, der hænger tungt i diktaturets mørke hængedynd.


Overgangen

Vi skriver 1980, og Spanien befinder sig i en sump af arbejdsløshed, social uro og desillusion. Landet står i et vadested mellem demokrati og fortidens lange slimede fangearme i form af Francos fyrre år lange diktatur.

To efterforskere fra Madrid bliver sendt på en opklaringsopgave til det dybe syden, til et isoleret samfund i det andalusiske marskland, hvor to unge piger er sporløst forsvundet.

De to detektiver repræsentere to generationer. Pedro (Raúl Arévalo) er den unge noget stivstikkeragtige, demokratisk-idealistiske efterforsker, mens Juan (Javier Gutiérrez) er af den gamle sorte politiskole fra diktaturets tid, hvor håndmadder, spiritus og magtmisbrug var dagens ret.

De to nærer gensidig mistillid til hinanden, men tvinges af omstændighederne til at arbejde sammen.

Opklaringen af det, der viser sig at være mordet på to unge piger, bliver Pedros adgangsbillet tilbage til Madrid og til sin gravide kone, som han til kollegaens tavse misbilligelse står i hyppig telefonisk kontakt med.


Mørke vande

For Juan derimod bliver opklaringsarbejdet i marsklandet en ubehagelig rejse tilbage i tiden. Et par af de fåmælte beboere genkender ham, og husker ham – og det ikke for det gode – fra hans tid i Francos hemmelige politi, Brigada Político Social, der stod for undertrykkelse og forfølgelse af enhver opposition til diktaturet. Hvad foretog han sig den gang, og hvad er det, ud over det hårde liv med druk og røg, der martrer den barske betjent? Svaret flyder lige under overfladen.

Det lille fattige samfund, betjentene drager rundt i, er præget af mistillid, kriminalitet, desperation og skam. Under den tynde overflade af demokratisk frigørelse og frisind løber en stærk understrøm af kvindehad og perversion. Diktatoren er måske nok død, men han hænger stadig på politikontorer og i folks hjem.

I klassisk noir-stil er tingene uklare og usikre: i takt med begivenhedernes grumme gang bliver det stadigt sværere for idealisten Pedro at holde sig på det tørre land uden at synke til bunds i vold og korruption – ondskaben er måske ikke så fjern for ham heller.

Syg natur

Som i serien True Detictive er stemningen rugende, uheldsvanger og dystert truende. Naturen er ond og lumsk, og den lange indledende panorering over masklandet, får landskabet til at ligne en syg svampet hjerne.


La Isla Mínima


Det er en meget flot og gennemført æstetik, der sammen med fornemmelsen for tid og sted, gør filmen til en spændende oplevelse.

Til gengæld føles opklaringen og plottets afslutning mangelfuldt, som om det ikke rigtig interesser filmen.

Krimi noir-genren er først og fremmest en skabelon, som filmen, igen i lighed med True Detective, benytter sig af til at fortælle sin dystre historie om en dybere kultur, om ikke ligefrem natur, som selv kraftige politiske vindskift kun strejfer på overfladen.

(Filmen kan lånes på biblioteket)

Bogspot: Sovjetunionens fald – Den kolde krigs slutspil af Michael Dobbs

Engageret og velskrevet journalistisk fremstilling af Det røde imperiums fald.

Murens fald og Den Kolde krigs bratte afslutning kom dengang som en kæmpe overraskelse for selv de mest garvede vestlige iagttagere.  En af disse, den tidligere reporter for Washington Post, Michael Dobbs, befandt sig ellers konstant i begivenhedernes centrum, men altså uden at han dengang fornemmede, hvor porøs den røde kolos var.

På afstand tager det sig alt sammen klarere ud, og i nu tre bøger har Dobbs givet sin skildring af Den Kolde Krig i bøgerne: Fra verdenskrig til kold krig, Cubakrisen – Kennedy, Khrusjtov og Castro på randen af atomkrig og her senest i dansk oversættelse altså Sovjetunionens fald – Den kolde krigs slutspil.

Retrospektivt, beretter Dobbs, var forfaldstegnene ellers til at tage og føle på, men hastigheden hvormed begivenhederne tog fart, kom også bag på ham, der ellers havde rejst Østeuropa tyndt og mødtes med mange af de centrale aktører.
 

Et sminket lig

Dobbs begynder sin beretning om Sovjets fald med den jugoslaviske diktator Titos begravelse i 1980. Noget overraskende måske, ofte indtager Tjernobyl i 1985 eller invasionen i Afghanistan i 1979 ikonets plads over det sminkede lig: Sovjetstyrets ineffektivitet, uduelighed og bureaukratiske umenneskelighed.

Men for Dobbs var det i bakspejlet mødet med og førstehåndsindtrykket af den kommunistiske topledelse, der samledes ved Titos begravelse, som rev propagandasløret fra hans øjne, således at han ved selvsyn kunne konstatere, hvor grelt det måtte stå til med det ufejlbarlige partis ophøjede repræsentanter:

I midten af forsamlingen sad Big Brother selv som en middelalderlig kejse, der modtog vasallernes hyldest. Leonid Bresjnev lod til at have problemer med at koncentrere sig om det, der foregik omkring ham. Hans ansigt var oppustet. Han klamrede sig til sin uundværlige udenrigsminister, Andrej Gromyko, som et barn klamrer sig til sin barnepige. ’Hvor er Andrej Andrejevitj?’ mumlede han i åbenlys panik, når Gromyko nogle få øjeblikke forlod hans hans side. Han var omringet af spytslikkere.

Øjenvidneskildringerne og personkarakteristikkerne er bogens helt store force. Det litterært/journalistiske sprog og de dramatiske virkemidler giver begivenhederne en umiddelbar friskhed og dragende åbenhed, der gør beretningen medrivende for læseren.

Pennen slår gnister

I kort form føres vi fra Titos begravelse, til Solidaritet i Polen, over Tjernobyl, invasionen i Afghanistan, Murens fald, Den Himmelske Fredsplads, de baltiske landes løsrivelse, Gorbatjovs forsøg på at reformere kommunismen, det fejlslagne kupforsøg og endelig Jeltsins opløsning af USSR. Dobbs har næse for at de små menneskelige rystelser, der med lynets hast kan blive til jordskælv, som selv ikke Stalins arvtagere kan tæmme.


Det berømte billede af Jeltsin under det forfejlede kup i 1991. Bemærk det russiske flag.

Grundlæggende er Dobbs analyse, at det kommunistiske regime ikke så meget faldt på grund af et ydre pres i form af våbenkapløb, eller den bekostelig krig i Afghanistan. De var nok faktorer, der fremskyndede processen, men regimerne i øst brød først og fremmest sammen, fordi de var pilrådne i fundamentet: korrupte, ineffektive og baseret på frygt og undertrykkelse var de ude af stand til at frigøre sig fra den bureaukratisk-hierarkiske underdanighed, der prægede samfundene, og den floskuløse leninisme var nok tømt for reel indhold, men den var dog fortsat en cementblok om benene på tilløb til mere grundlæggende reformer.

Allerbedst er Dobbs i sin fremstilling af Gorbatjov, der i bogen fremstår som en slags antihelt, for hvem begivenhederne løber løbsk. Gorbatjov er på en gang fremsynet, og ufattelig naiv; han er et tågehorn og et politisk dyr med sans for magt og Kremls farlige byzantinske gange; overbevist leninist, selv længe efter han selv havde tømt begrebet for stort set al mening, og alle murene var faldet.
      
Man finder næppe mere spændende og læsevenlige fremstillinger af Den Kolde Krig end Dobbs’ trebindsværk.

Michael Dobbs er seriøs og nuanceret i sine analyser, men som læser skal man kunne acceptere, at han er glødende i sine anti-og sympatier. Han forsøger ikke at begive sig af med kølig og distanceret akademisk historieskrivning, det er ikke hans hensigt. Dobbs fremstillinger er journalist-historisk fortælling med vægt på fortælling, drama og stor personlig indlevelse.

Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.