Bogspot: Oostende 1936 sommeren før mørket faldt på af Volker Weidermann


Den lille bog Oostende 1936 er blevet en international bestseller, og det forstå man godt. Bogen indfanger nemlig med et udsøgt sprog og præcise nedslag det aparte venskab mellem verdensmanden Stefan Zwig og den forhutlede digter Joseph Roth, mens verdensbranden nærmer sig og dermed de to store forfatteres endeligt.

De to gamle venner Stefan Zweig og Joseph Roth drager i sommeren 1936 sammen med cremen af det tyske eksilmiljø til Oostenden for at socialisere, feriere og skrive i fred for de aktuelle problemers store skygger.

Mørket presser sig på

Der hersker i ferieresotret et uudtalt krav om optimisme, som dog bliver stadigt sværere at opretholde i løbet af ferien som OL i Berlin og Borgerkrigen i Spanien trænger sig på . Digtere, kommunister, jøder og nazi-dissidenter mødes, og luften fyldes af cigaretrøg, alkohol, intriger sladder og bagtalelser. Og så bliver der skrevet på livet løs, for det haster, forstår man.

For Zweig er det en form for ring, der sluttes i Oostende, for som ung mand i 1914 sad han også i den hyggelige badeby og gjorde sig  dengang lystig over belgiernes frygt for en tysk invasion.

I kan klynge mig op i denne gadelampe, hvis tyskerne marcherer ind her.

Nu er han tilbage, og en ny krig står for døren, men Zweig

Skriver stadig på baggrund af og om en verden, som ikke længere eksisterer. Hans ideal er formålsløst, urealistisk, latterligt og farligt … Hvad hjælper tolerance i en verden, hvor man selv og alt, hvad man lever og skriver for, trues af ødelæggelse?

Også den ti år yngre Joseph Roth er melankolsk og faldet uden for tiden. Den stærkt alkoholiserede Roth går rundt i officerbukser fra det forgange Habsburgiske Rige, som han dyrker med en nærtagende ærekærhed. Det er en behagelig løgn, han fortæller sig selv for at kunne holde livet, sit klarsyn og sin viden ud, men som hans elskerinde og drukmakker i Oostende, Imgard Keun, senere skriver om ham, er hans livs tragedie at:

… hvad der lykkedes for hans utrættelige skabende fantasi, blev hele tiden ødelagt af hans bitre, ondskabsfulde forstand.

Mens Zweig flygter gennem verden og væk fra sin kone til den unge sekretær, der bistår ham i hans arbejde.

Han kaster den ene lænke efter den anden af sig, så vidt muligt uden at gøre nogen ondt. En illusion. På den måde strammer lænkerne blot endnu mere. 

Et umage venskab

En besynderlig kærlighed opstår mellem den elegante Wien-forfatter Zweig  - En verdensmand med rank holdning som en elegant spidsmus i søndagstøjet  og den fattige, klart-seende dranker, Joseph Roth, - Roth der ligner en bedrøvet sæl, der har forvildet sig op på land. 

Zweig beundrer Roths nådesløst kritiske blik for hans og egne tekster, men bekymrer sig for vennens stadigt stærkere alkoholmisbrug og konstante finansielle vanskeligheder.

Roth er eksilmiljøets stormester i at knurre, skælde ud og hade, og sammen med elskerinden Irmgard Keun morer de sig over ’storbror’ Zweigs naive humanisme og menneskekærlighed - en måde, hvorpå Roth kan undslippe den gnavne ydmygende følelse af at stå i taknemmelighedsgæld til Zweig, der gang på gang må punge ud for Roths udsvævende liv.

Volker Weidermann skriver:

De er som skabt for hinanden. To mænd på vej ned, der for en stund finder et holdepunkt hos hinanden.
Emigrantforfatterne, Tyskland og Østrigs samvittighed, der her er samlet, er uden direkte kontakt til deres hjemlande og modtager kun viden derom gennem et forvrænget billede af propaganda og rygter. Så mens jorden brænder omkring dem, hengiver de fleste af forfatterne sig til fortidens mere overskuelige lande.

Enden

Da sommeren er over, går Roth til i druk i Paris, mens Zweig, der med vold og magt ville se det gode også i det fascistiske Brasilien, ender med at give op, da han sander, at han ikke har kræfterne til at starte op på ny i en så anderledes og ukendt verdensdel, hvorfor han tager sit eget liv, efter at have færdiggjort erindringsværket Verden af i går.

Oostende 1936 er skrevet af den tyske litteraturkritiker Volker Weidermann og med sine velvalgte anekdoter, med de korte præcise rids af en person eller af en situation og den generelt finbroderede tekst, er bogen skrevet helt i de to store stilister Roth og Zweigs ånd.


Oostende 1936 sommeren før mørket faldt på af Volker Weidermann

oversat af Lone Østerlind
196 sider
Turbine Forlaget

Bogspot: Det store natmandskomplot – En historie om 1700-tallets kriminelle underverden af Tyge Krogh

Historiker Tyge Krogh fortæller en dybt fascinerende historie om en 300 år gammel retsag, der giver læseren et nyt perspektiv på 1700-tallets livsverden og et indblik i tidens paria i skikkelse af de kriminelle sjællandske natmænd

Det store Natmandskomplot er true crime for 300 år siden, og bogen benytter bevidst dele af krimiens greb og den gradvise afdækning, men bogen er også mere end blot en spændende historie.

Fortællingen er et spekter, der giver nye vinkler på vores opfattelse af et 1700-tallets Danmark, hvor Kristendommen i langt højere grad (end jeg var klar over) endnu sameksisterer med en magisk-religiøs overbevisning, der ikke mindst kommer frem i det omgivende samfunds syn på de foragtede og frygtede Natmænd, som de tror besidder overnaturlige kræfter.

Drabet ved Kalundborg Fjord

Beretningen begynder i 1734 i Uggeløse, en lille landsby uden for købstaden Kalundborg. En Uggeløse-bonde er fundet død ved Kalundborg fjord, angiveligt kvalt, og Uggeløse-bønderne er ikke sene til at udtænke, hvor gerningsmanden mon skal findes: blandt de uærlige natmænd, der residerer uden for Kalundborg.

Med hjælp fra Niels Lind, der er forpagter på Det Kalundborgske Gods, og som har sine egne begrundelser for at involvere sig i en eventuel sag mod natmændene, drager Uggeløse-bønderne ud til natmændene. Her bliver de imidlertid drevet på flugt af lige dele forbandelser og skud fra gevær.

De kommer dog igen og får overmandet natmændene og finder tillige tyvekoster: skind og huder fra dyr samt nedgravet kød. Natmændene bliver hårdhændet sat bag lås og slå og stykke for stykke trævles et kriminelt foretagende op, der strækker sig over store dele af Sjælland med tyveri og hæleri af dyr og skind som omdrejningspunkt.

Frygt, had og overtro

Natmændene, der både gik bødlen til hånde, var renovationsarbejdere og indsamlede selvdøde dyr og skindede dem, var forhadte for dette sit nødvendige, men i offentlighedens øjne, æreløse arbejde, og derfor levede de som pariaer, isolerede uden kontakt til det ‘ærlige samfund’.

Dertil trivedes en overtroiske frygt for at natmændene grundet deres uhyggelige arbejde, stod i tæt kontakt med gedulgte kræfter, der gjorde dem i stand til at kaste særligt virksomme forbandelser over godtfolk.

Tyge Krogh skriver at:
Uærligheden var en svøbe, der isolerede natmændene fra det øvrige samfund og udsatte dem for daglige forhånelser. Men den gav også natmændene et frirum i det sociale liv.

Faktisk synes det næsten som om, at de fængslede natmænd finder en form for stolthed i med stor detaljerigdom at bekende deres synder og næsten som i en art  trods og i den indtrufne mulighed for at have et publikum omkring sig at vise den skræmte offentlighed, dybden af deres kriminelle forbindelser.

Natmændene gjorde en dyd ud af den foragt det omgivende samfund viste dem og skabte en lovløs nammandskultur, skriver Tyge Krogh.

Samfundet havde ingen forståelse for, hvorledes dets foragt og isolation kunne skabe dyb ressentiment og blot knyttede natmændene og lovløse elementer endnu tættere sammen.

Mange af natmændene var tidligere soldater, der havde deltaget i Den store Nordiske Krig (1701-19), og  brutaliteten havde sat sit præg på mange af de mænd som påtog sig det nødvendige hverv, som ingen anstændige mennesker, ville røre

Selv Ludvig Holberg som vi normalt tænker på som en af de store skikkelser i Oplysningetiden, skrev, at den almindelige anseelse kunne tilintetgøres, når borgeren:

begiver sig ud i sådanne forretninger som uden laster ikke kunne forestås, eller som formedelst deres uhumskhed ikke kunne udøves uden af de allerliderligste gemytter. Hidhen høre bødler. Rakkere (...), og de som er af samme surdej, hvilke formedelst deres skidne forretninger udelukkes ved de borgerlige love fra andre agtbare borgeres omgængelse

På kun 200 sider lykkedes det Tyge Krog med kriminalhistorien som indgang at give et fascinerende og levende indblik i en broget og barsk fortid.

Det store natmandskomplot – En historie om 1700-tallets kriminelle underverden af Tyge Krogh udkom første gang i 2000, men blev i 2018 genudgivet på Forlaget Rosinante.


Bogspot: Slagterheste ad Mick Herron

Slagteheste er en meget engelsk spionroman med tør humor og indestængt vrede og efter ganske sindig trav de første små 100 sider, tager begivenhederne fart, da en unge pakistaner bliver kidnappet og truet med halshugning

’Slagteheste’ er tidligere agenter i MI5, der har gjort så tilstrækkeligt i nælderne, at de er blevet taget ud af den operationelle tjeneste og nu på ubestemt tid er parkeret i et forfaldent hus med afskallende nikotinfarvede vægge, råd og generel mistrøst i en nedslidt del af London.

Her får  de tiden til at gå med at skubbe papir, clips og affald rundt i kedsommelige bureaukratiske cirkler.

De faldne agenter står under ledelse af den excentriske og usoignerede Jackson Lamb, en overlever fra Kold Krigsdagene, der virkelig forstår at gøre egen dybe misfornøjelse til andres – blandt andet hidkalder han ofte sine underordnede ved blot at banke i gulvet med en kost-.

Vi bliver præsenteret for slagtehestene en efter en, med hver deres historie og baggrund for at befinde sig i dette uhumske opbevaringssteds uden udsigt til absolution og dermed tilbagevenden til en virkelig karriere.

Mick Herron benytter sig i skildringen af typisk engelsk underspillet humor, sarkasme og hyper klassebevidsthed i de rivaliserende kampe i Slagterhuset såvel som i efterretningstjenesten generelt efter devisen: din bedste ven er din værste fjende.

Den læser, der forventer fart og spænding fra side 1, kommer til at væbne sig med lidt tålmodighed, for plottet tager først sin begyndelse godt 100 sider inde i bogen, da Slagtehestene bliver involveret i sagen om en kidnappet muslimsk dreng, der på internettet bliver truet med at halshugning, men så kommer slagtehestene også op i galop i et plot med flere overraskende twists undervejs, som der ikke skal afsløres mere om her.

Intrigen er spændende, men bogen vinder nok mest på personbeskrivelsen af de skæve og skøre krikker, der forslåede traver rundt som slagteheste, men som, da alvoren melder sig, endnu har noget af væddeløbshestens fart og styrke gemt inde i sig.

Slagterheste er første bind i en serie på foreløbig fem romaner, for hvilken Mick Herron har vundet adskillige priser.

Anmeldereksemplar fra Forlaget Olga

Slagteheste af  Mick Herron
367 sider
Oversætter Allan Hilton Andersen
Forlaget Olga

Bogspot: Lykkebarn med far af Christoph Hein


Hvor end den unge Konstantin drager, indhentes han af faderens mørke ugerninger i Christoph Heins seneste roman på dansk

At flygte fra sin skygge

Man kan flygte et helt liv, men alligevel ikke undslå sig fortiden, synes Christop Hein at sige med sin roman om Konstantin, der som barn får at vide, at han er et lykkebarn.  For mens han stadig lå i sin mors mave, reddede han, i det hun var højgravid, hende fra at blive arresteret og overfaldet af de russiske tropper, der efter krigen nu var de nye herrer i Tyskland.

Faderen, som Konstantin aldrig har mødt, blev henrettet i slutningen af krigen af polske partisaner for de krigsforbrydelser, som han havde begået som  SS-brigadefører.

For moderen kommer det som et chok, hvad hendes mand har fortaget sig under krigen, og hun beslutter sig for at ændre efternavnet tilbage til Boggosch for både hende selv og hendes to drenge.

Fortiden er noget, man ikke taler om derhjemme, men i skolen i det nyoprettede DDR, lader lærerne sjældent en chance passere for at tvære faderens nazistiske ugerninger ud i ansigtet på Konstantin og broderen Gunhardt .

Gunthard, der er sin fars søn, nægter at tro på de ting, der fortælles om faderen, men tror snarere, tilskyndet dertil af farbroderen, Reinhardt, en overvintret nazist  bosat i Vesttyskland, at det blot er løgn og kommunistisk bagvaskelse.

 Konstantin, der er sin moder tro, lider derimod under de konstante anklager og faderens tunge åg, som han ikke får lov at vriste af sig.

Moderen, der er uddannet sproglærer, har ikke længere lov til at undervise i gymnasiet på grund af ægteskabet med en krigsforbryder, og hun må derfor i stedet ernære sig selv og familen som hushjælp og vaskekone. Hun videregiver dog sin passion for fremmedsprog til Konstantin, der lærer at tale både fransk, russisk, italiensk og engelsk .


Mørke midt på dagen i Marseilles

Trods topkarakterer får den videbegærlige Konstantin ikke lov til at komme i gymnasiet på grund af sit faderlige ophav, som altid vil være lænket til ham i skikkelse af den sagsmappe, som følger en overalt i det kommunistiske samfundssystem.

Konstantin nægter at gå i lære som snedker og flygter i stedet til Vesttyskland og derfra videre til Marseilles, hvor han i Fremmedlegionens Legio Patria Nostra  håber at finde et ’ fædreland’, der vil vide af ham uden at skelne til ophavet og fortiden.

Sådan kommer det dog ikke til at gå, og i stedet finder Konstantin arbejde i et antikvariat drevet af tidligere modstandsfolk. De tager vel i mod ham, men selv her i det franske formørker faderens lange skygge den stærke Middelhavssol .

Derfor og drevet af hjemlængsel beslutter Konstantin sig for at tage tilbage til DDR på et tidspunkt, hvor alle andre eller har travlt med at komme ud af landet.

Det bliver selvsagt en kamp, da han kommer tilbage, for regimet ser med mistanke på en, der har været udenlands, og Konstantin må kæmpe med både store personlige sorger såvel som regimets nidkære og konstante benspænd helt frem til kommunismens fald.


Et vidnesbyrd

Bogen ligger noget knirkende ud i nutiden, hvor den pensionerede gynmasierektor, Konstantin Boggosch skal nødes unødvendigt meget til at erindre, således at fortidsdelen kan tage sin begyndelse. Nutidsdelen virker temmelig konstrueret, og man venter utålmodigt på, at den egentlige handel skal tage sin begyndelse.

Fortællingen om Konstantins vej og kamp for at frigøre sig fra fortiden, er begivenhedsrig og oplysende – som et sandt og klogt vidnesbyrd om, hvordan livet kunne tage sig ud for en søn af en nazistisk krigsforbryder i DDR -.

Det til trods, gør den monotone fortællerstemme, der temmelig neutralt refererer begivenhederne - endda i datid-, som var de sket for en anden end ham selv, bogen til en noget upersonlig og samtidig distanceret størrelse. Lidt ligesom en meget sober, men også lidt tør historisk redegørelse.

Lykkebarn med far af Christoph Hein
Oversat af Anneli Høier fra tysk
496 sider

Gyldendal

Bogspot: Reconstrucción af Antonio Orejudo


Den spanske forfatter Antonio Orejudo har med Reconstrucción skrevet  en historisk roman med
intolerant  ideologi  og kættersk tvivl  som omdrejningspunktet sat i scene i  1500-tallets blodige religionskampe, men bogen  har oplagte paralleller til vore dages dogmatisme.

Trykkeren Joachim Pfister bliver i midten af 1500-tallet opsøgt af Den Pavelige Inkvisition og pålagt under håndfaste trusler at opspore og finde den gådefulde forfatter til et kættersk manuskript, der i højere grad end Luthers protestantiske reformation truer Den katolske kirke indefra.


Ensretning og kætteri

Såvel Pfister som den gådefulde manuskriptforfatter er ikke, hvad de tager sig ud for at være, men gemmer begge på en skjult fortid, som gradvist bliver afsløret for læseren.  Begge nærer de kætterske tanker, som den magtfuldkomne officielle ideologi, det være sig katolsk som protestantisk, vil have udslettet fra jordens overflade.

Der trækkes tråde tilbage til den tyske by Münster, der 20 år tidligere i en kort periode gennemlevede en revolutionær vækkelse, hvor Den katolske Kirke blev smidt på porten og forskellige religiøse ideer og vækkelsesprædikanter, den ene mere radikal end den anden, afløste hinanden, mens kejserens soldater gjorde sig klar til at jævne byen med jorden.

Bogen skildrer, hvordan de forskellige ideologisk-religiøse trosretninger kæmper om retten til at herske enerådigt. Hele tiden udarter de nye, i begyndelsen frisættende skud på stammen, sig til dogmatiske hermetiske størrelser, der ikke levner plads til tvivlere.

Der er en afgrundsdyb afstand mellem de religiøse dogmer og den faktiske virkelighed, hvilket Orejudo skildrer med sleben sarkasme: magten korrumperer, de intellektuelle forfølges nidkært, og troen instrumentaliseres og bruges som et skjold, bedre end noget andet til at skjule eget magtbegær og beskidte vendettaer.

Historien som spejl

De teologiske disputter, der i dag kan synes meningsløse udfoldes i bogen, fordi teologi dengang (som nu, hvis vi drager paralleller til den muslimske verden i dag) er en næsten altomfattende ideologi, et trossystem der styrer samfundet og det enkeltes menneskes grad af frihed.

En oplagt udlægning af romanen, som den dog selv helt tier om, er da også, at individet i form af kætteren og tvivleren i vores moderne verden er under konstant pres fra kravet om ensretning fra totalitære tendenser i tiden, det være sig at slutte op om bestemte ideer, stadig større indgreb i ytringsfriheden eller den moderne inkvisitions svøbe i moralske klæder kendt som politisk korrekthed.

Reconstrucción er en sær og  urovækkende roman, der når man først kommer ind i dens på en gang aparte og alligevel uhyggeligt genkendelige univers, holder læseren fangen til sidste side.

Antonio Orejudo (Madrid, 1963) er en af de store nutidige spanske forfattere, der har vundet adskillige priser for sine indtil videre fem romaner.  Orejudo  er professor i spansk ved universitetet i Almería og derudover essayist og litteraturkritiker.  

Bogspot: Huset Romanov af Simon Seebag Montefiore

Det går voldsomt for sig, når Montefiore fortæller,  hvordan det lykkedes familien Romanov at omskabe et krigshærget fyrstendømme til det mægtige russiske imperium, og hvordan magten 300 år senere gled ud af den sidste tsars hænder.

Simon Seebag Montefiore er engelsk historiker og skønlitterær forfatter, og han har tidligere skrevet en biografi om Jerusalem, to bøger om Stalin samt en håndfuld historiske romaner. Den foreliggende bog skildrer Romanov-dynastiets storhed og fald.

Montefiore inddrager gerne de mere kulørte, pikante og grusomme detaljer i sine skildringer af tsarerne og deres hof og benytter sig af fortællermæssige greb som forudanelse og krydsklipning, hvilket skaber suspense og fremdrift i den 600 sider overvejende medrivende historiefortælling.


Frem af forvirringens tid 

Vi begynder i forvirringens tid, hvor Ivan den Grusommes terrorvælde kaster fyrstendømmet Moskva ud i borgerkrig og anarki, der varer indtil en ny rigsforsamling af borjarer med blottede hoveder og bøjede knæ trygler Mikhail Romanov om at acceptere tronen.

De lavadelige Romanover har forbindelse tilbage til Ivan den Grusomme, men de har længe måttet leve i frygt for at blive udslettet af de forskelligt kæmpende fraktioner. Men frem til 1917 er det Romanov-dynastiet, der sidder på tronen og udvider det oprindelige fyrstendømme til verdens største imperium.

De ydre fjender er i denne periode først og fremmest den polske konge, tartarer og khanater - efterkommere af Djengis Khans mongoler. 

Romanoverne indgik lige fra begyndelsen en aftale med adlen, hvor denne accepterer tsarens overherredømme, mod at adlen får lov at herske stort set uindskrænket over bønderne, der bliver til livegne, ikke meget bedre end for slaver at regne.

Det til trods skildrer Montefiore det ligesom hellige bånd, der opstår mellem tsaren og hans folk, sådan at det fattige og kuede folk oftest vender deres vrede og frustationer mod intrigante og korrupte hoffolk, mens ’lillefar’, som zaren blev kaldt, forblev uden skyld.

Helte, Hofintriger, halshugninger og halsløse gerninger  

Ved hoffet går det forsat voldsamt for sig i de evindelige magtkampe, hvor den tabende part ofte ender med radbrækning, spidning, flåning, eller afskårne næser. Der er deciderede massakre, og blodet flyder i lange, klistrede baner.

Den dekadente livsførelse ved hoffet er et gennemgående træk  med dværgkast, cirkus af forkrøblede skabninger, Peter den Stores døddrukne synode, hvor tsaren tvinger ministrene til at drikke sig fra sans og samling og opføre skuespil, mens han giver dem kaldenavne, som alle er omskrivninger af det mandlige kønsorgan. Alkoholen flyder i livstruende mængder.

Et studie af magt

I Montefiores gennemgang af tsarene skiller henholdsvis Peter den Store og Katharina den Store sig positivt ud ved deres vilje og evne til at udvide territoriet og modernisere landet.

Men særligt den tyranniske Peter var med god grund hadet af alle sine hoffolk - især af sin egen gammelortodokse søn, som Peter endda lod myrde, mens den oplyste Katharina den Store havde et utal af unge elskere.

Bogen er både et studie af magt og et portræt af det imperium, som skabte nutidens Rusland.

Det var ikke nogen nem opgave at lede det kæmpemæssige imperium, og Romanovernes 300 år ved magten endte brat, da den i begyndelsen selvovervurderende, men senere stadigt svagere Nikolaj den 2. måtte abdicere og endnu senere blev henrettet med sin familie under borgerkrigen af de nye, røde tsarer, bolsjevikkerne.

Huset Romanov af Simon Sebag Montefiore 
oversat af Poul Henrik Westh
Informations Forlag
600 sider 

Upstate af James Wood


Kritikeren James Woods første bog på dansk er skuffende ringe. Den føles som konstruerede tankerækker forklædt som roman

Lys og mørke

Alan Querry, er en succesfuld entreprenør fra Nordengland, der har et anstrengt forhold til sine to døtre, Vanessa og Helen.

Det udspringer til dels af hans skilsmisse og pigernes mors tidlige død og til dels af hans nye hård–i-slaget-kæreste, Candace, der er en buddistisk psykoteraopeut in spe (!),  tilhænger af de frie markedskræfter og Thatcher - der jo er det helt store dyr i åbenbaringen for den pæne venstrefløj, som Alan og i særdeleshed døtrene identificerer sig med.

Datteren Helen har kun mødt evig solskin på sin vej, og hun har nu fuld fart på karrieren som chef for Sony i London og mand og to børn i hjemmet.

Den anden datter Vanessa, er lektor i filosofi ved universitetet i Upstate, New York, men hendes karriere er stagneret, og hun har fra barnsben måttet kæmpe med et besværligt sind og depressioner.

Nu er hun måske, måske ikke ved et uheld faldet ned at en trappe og hendes kæreste, Josh, ringer og beder Alan komme til New York for at tale med den deprimerede Vanessa.

Livløse dukker der tænker og tænker

Sådan cirka er handlingen, der skal sætte skub i Alans og læserens ’Query’ (da: undersøgelse) af hvorfor nogle mennesker har det nemt i livet, mens andre med de samme opvækst-og materiale betingelser må kæmpe med mørket hele deres liv, – hvad er det, der gør os til dem, vi er.

Interessante og evigt gyldige spørgsmål, men i bogen får det hele et ufrivilligt parodisk præg, fordi historien er så tydeligt konstrueret og personerne så blottet for psykologi, at de som livløse dukker bliver trukket rundt af den (bedrevidende) fortæller.

Der bliver tænkt og tænkt i komiske indre monologer, hvor indholdet er kendt på forhånd. Det kluntede og knirkende bliver afvekslet med det pompøse, når for eksempel entreprenøren Alan tænker således om sin datter Vanessa.

Hun var som en trompetist, der spillede Haydn med et symfoniorkester, og hun rakte ud efter et instrument hver gang der var gået omtrent hundrede takter.

Er det mon virkelig den lidt tilbagestående entreprenør Alans tanker, eller er det snarere fortælleren, der lige fletter en smagfuld højkulturel reference ind?

Stavepladerne og posen med kitsch bliver for alvor fundet frem, når Alan gransker forholdet til sit eget ophav:

Far havde introduceret ham for den særlige lidelse, som hjalp en knægt til at blive ’hård (selvom Far også havde badet i koldt vand. I det nordlige England var ’hårdhed’ vigtigere end dygtighed, skønhed eller venlighed’

Mens

Mor havde i det mindste været både følelsernes kilde og den, der værnede om dem. Hun havde nøglerne: Hvis hun var død før Far, ville følelserne være forblevet et lukket land … Alan og hans far talte aldrig om følelser. Det var mor, der rasede og græd og lo. Følelser var hunkøn.

Hensigten og den forlorne inderlighed er til at tage at føle på, og det er den desværre romanen igennem. Det er anstrengt læsning.

Der er indimellem gode beskrivelser af fysiske ting og steder, men så snart der kommer mennesker ind i billedet, bliver det opstyltet, kluntet eller bare fladt lommepsykologisk.

Upstate af James Wood
Oversat af Brian Dan Christensen
240 sider
Turbine

Anmeldereksemplar tilsendt fra Turbine

Bogspot: Begyndelser af Carl Frode Tiller

Mørk og hjerteskærende roman om nedarvet depression og en sjælelig nedsmeltning, der finder spejl i den globale nedsmeltning

Terje ligger for døden efter et selvmordsforsøg og tænker tilbage på centrale, formende begivenheder i sit liv, som har ledt frem mod den skæbnesvanger beslutning.

Mørke midt på dagen

Vi begynder i nutiden og bevæger os så gradvist bagud.

Terje er kommunalt ansat miljøforkæmper og er en mand med en sag og en glæde ved naturen, der dog nemt tipper over i sorte undergangsforestillinger om global opvarmning og udryddelsen af hele arter.

Terje er indelukket, sarkastisk og kynisk i sin omgang med andre mennesker, neurotisk i sin kredsen om, hvad andre gør sig af negative tanker om ham og splittet mellem at opretholde facaden, feje ind under gulvtæppet og så et flammende indre af bersærker-raseri.

Den depressive, alkoholiserede mor og den nu forsumpede og selvmedlidende søster sætter Terje i en tilstand af tikkende raseri, foragt og selvforagt -  en alt ødelæggende cocktail.

Svigt og skam

Som historien rulles tilbage i tiden, føjes nuancer til, og det fremstår klart, hvordan en opvækst præget af svigt, jalousi og skam har ødelagt deres relationer og gjort de to søskende bitre på verden og på hinanden – de er som giftslanger, der viklet ind i hinanden førsøger at sætte et dødbringende bid ind.

Manglen på kærlighed og stabilitet har gjort dem mistroiske og næsten umulige at udholde for andre mennesker - som de skubber fra sig med deres grænseløse adfærd. Som søsteren for eksempel gør til Terjes bryllup, hvor hun omtåget af druk og selvmedlidenhed melodramatisk vil tage livet af sig selv foran gæsterne ved at vade ud i en elv, mens Terje kommer med sarkastiske kommentarer til, hvad han ser som sin skamløst selviscenesættende søsters forsøg på at kapre opmærksomheden. En scene, der er skildret med sort, sort humor.

Terje brugte allerede som barn naturen som en flugt fra den alt for virkelige psykiske terror i hjemmet, og som voksen er han næsten ude af stand til at være sammen med andre mennesker – bortset fra datteren – og det gør ham ensom, ulykkelig og bitter.

Carl Frode Tiller skildrer fornemt de komplekse relationer og sjælens mørke hos et degressivt og følelsesmæssigt skadet menneske. Læsningen drives frem af et nærmest kriminalistisk ønske hos læseren om at finde svar på åbning-scenens gåde. Tilbageholdt og sikkert opruller Tiller den usigeligt triste historie.

Begyndelser af Carl Frode Tiller
Oversat til dansk af Sara Koch
333 sider
Rosinante


Frygt grækeres gaver af Philip Kerr nr. 13 i Berlin Noir-serien

Bare fordi noget bliver lagt i ens skød OG er nydeligt pakket ind med bånd og sløjfer, så skal det ikke nødvendigvis regnes for en gave, som sporhunden Bernhard Gunther må sande i dette velsmurte seneste bind på dansk af Berlin noir-sagaen

I mørket er alle katte grå

Historien begynder i 1957 i Vesttyskland, hvor økonomien buldrer frem (Die Wirtschaftswunder), mens mange af de gamle nationalsocialister nu har skiftet ham og genopfundet sig selv som respektable demokrater og glødende europæere omkring kansler Adenauer.

Også den aldrende Bernie Gunther har fået ny identitet som Christof Ganz, der arbejder som portør eller lighusassistent i Bayern.

Og det er, da en overset bombe fra krigen eksploderer ved en gasbeholder, og to mennesker omkommer, at plottet sættes i gang, for det bringer uforvarende Gunther i kontakt med en ubehagelig gammel kending fra sin fortid i politietaten i Berlin, kriminalsekretær Schramma.

Schramma er en nazistiske bølle, der genkender Gunther og afpresser ham til at deltage i et røveri af en forestående pengeoverdragelse fra en DDR-agent til et nydannet socialdemokratisk parti.

En yderst speget affære, der bliver tilsat lidt ekstra krydderi, da Schramma kynisk afliver de involverede. Bernie undslipper med pengene, som han overbringer til sagføreren og politikeren Max Merten – stifteren af det nye parti, der synes at være uvidende om Stasis gustne motiver for donationen.

Græske fristelser 

Som tak skaffer Merten Gunther et job som taksator for et forsikringsselskab, og som det første bliver Bernie sendt på ’arbejdsferie’ til Athen for at undersøge sin landsmand og tidligere kampdykker i Hitlers flåde, Siegfried Witzel. Hans skib, Doris, er gået ned, og nu gør Witzel store krav mod forsikringsselskabet.

Witzel bliver dog myrdet på makaber vis, og da Gunther er på gerningsstedet tvinger den græske efterforskningsleder ham til at bistå sig i opklaringen af forbrydelsen, da han mener, mordet trækker tråde tilbage til Tyskland, deportationen af de græske jøder under krigen og en eftersøgte krigsforbryder.

At sone sine synder

Yderligere krydderi tilsættes i form af en græsk femme fatale, grundrids af Grækenlands nyere historie, samt det jødiske Mossad på hævnfærd.

Kerr formår dog, som den dygtige krimiplotmager han var, at gribe de opkastede bolde og flette de mange tråde sammen til et overraskende plot med moralske komplikationer på alle niveauer.

Gunthers dødelighed presser sig på, men slutningen peger frem mod en form for soning i det definitivt sidste bind, som Kerr nåede at skrive før sin død, der på engelske har fået titlen Metropolis. Den vil jeg glæde mig til at læse.

Pilekongen af Meelis Friedenthal

Sproglig rig, lidt træg, men meget stemningsmættet historisk roman om overgange og undergange i en afkrog af Europa i slutningen af 1600-tallet

Mørke, møg og melankoli

Laurentius Hylas er på vej til en flække i udkanten af Europa -  til Dorpat (i dag Tartu) i Estland, da han har fået et stipendium til videre studier. Som eneste følgesvend på rejsen har han en farvestrålende papegøje i et bur.

Laurentius lider - i datidens og i sin egen forståelse - af en overflod af sort galde i kroppen, det vil sige af nedtrykthed, melankoli.

I den ældre forståelse af melankoli er fænomenet dog ikke noget entydigt negativt, det rummer også noget gådefuldt og ambivalent – vanviddet, men også den guddommelige inspiration -  hvilket også langt senere viser sig at være tilfældet hos Laurentius.

Først ankommer Laurentius Hylas, hvis baggrund læseren kun i bitte små brudstykker bliver præsenteret for, til et mørk, mudderet, stinkende og ugæstfrit sted med hungersnød og gustne typer med uvenlige blikke, hvilket alt sammen kun forværrer hans i forvejen overspændte sind og tiltagende febervildelser.

Vi ved, at han tidligere har været i Leiden, men måtte flygte derfra på grund af sin tro, og Leiden har i forvejen ry for at være et sted for fritænkere, ikke just Dorpat, hvor den svenske krone forsøger at gennemtvinge en ortodoks protestantisk forståelsesramme.

Brydningstid uden en samlet helhed

Alligevel eksisterer umage ideer sammen, og kættersk overtro og rester af katolicisme eksisterer på lige fod med spekulativ filosofi og newtons mekaniske verdensbillede. Dette sammensurium af en forståelsesverden fører romanen overbevisende læseren igennem.

Brydningstiden - ’detaljer uden en samlet helhed’ - som det hedder et sted i romanen, er vel også en del af forklaringen på Laurentius vægelsind, tankemylder, splittelse og febervildelse m.v.

Videnskabsmanden Laurentius frygter, at han har ’onde øjne’ og bare med sit blik kan gøre skade på andre mennesker. Mystiske personer og hændelser skaber dunkle anelser, uden at det helt er til at gennemskue, hvad det er, der foregår.

Miljøbeskrivelserne er intenst sansemættede og en knugende undergangsstemning driver ned af siderne, samtidig med at den historiske setting virker overbevisende.

Til gengæld går handlingen cirka midtvejs noget i stå, og slutningen føles underligt uforløst.

Sproget er lettere arkaisk og farver romanen med autencitet og oversætteren, Birgita Bonde Hansen, har gjort et fortræffeligt arbejde med at fordanske en på mange måder interessant roman om en spændende periode.

Pilekongen af Meelis Friendethal
230 sider
Oversat fra estisk af Birgita Bonde Hansen
Forlaget Jensen & Dalgaard

Bogspot: Da Josef Mengele forsvandt af Olivier Guez

Oliver Guez' prisbelønnede og velresearchede roman om den berygtede nazi-læge Josef Mengele og hans flugt og gradvise opløsning i Sydamerika, er en sært medrivende menneskeliggørelse af den frastødende hovedperson kendt som 'Dødens engel'.

’Gid nattens onde drømme og fantasifostre må forblive langt fra os’

Josef Mengele blev efter Nazi-tysklands nederlag og i takt med at vidneudsagn fra Auschwitz piblede frem og bistået af mytomanen og nazijægeren, Simon Wiesenthal og sensationspressen til selve indbegrebet af det onde:

En sadistisk torturbøddel af overmenneskelig karakter, der enevældigt og fløjtende italienske arier udvalgte de ankomne fanger på rampen: direkte i gaskamrene, langsom død i lejrene eller udvalgt som forsøgskaniner i Doktor Mengeles horrible laboratorie.

Bond-filmenes Goldfinger og nazibødlen generelt i populærkulturen er formet af historierne om denne dødsengel.

Den kun alt for menneskelige Mengele

Oliver Guez vil med sin roman vise os Mengele i hans fald fra tinden, hans forsvinden – bogstavligt og billedeligt talt – så, at vi ser hvilken skruppelløs, sølle, svag og selvoptaget mand, der gemmer sig bag myten om det nazistiske overmenneske.
 
Guez former sin historie om Mengele som en spejling af den klassiske Kainmyte, og Guez udfylder meget overbevisende de mange huller, der er i den faktiske viden om, hvad Josef Mengele foretog sig, mens hans gemte sig i Sydamerika fra 1949 til sin død i 1974.

Samtidig skildrer bogen Argentina under Peron og de tyske kolonier af Alte Kameraden i Latinamerika, der hjælper hinanden bistået af det officielle Vesttyskland, der længe ikke ønskede at rippe op i fortiden.

Mengele bor en overgang hos eksilungarere i Brasilien, men rager stadigt mere uklar med alt og alle, han er hoven, belærende, jaloux, forfængelig og flæbende i en grad så selv ikke de tætteste af hans beundrere – overvintrede nazister - kan udholde ham særligt længe. Mengele er neurotisk og foragter blandingsmenneskene i Sydamerika, smudset og den smeltende sol.

Mengele er kun solidarisk med sig selv - hans sjæl er forstenet, står der - og han foragter den brovtende og alt for højtsnakkende Eichmann, en simpel bondeknold i Mengeles aristokratiske øjne.

Da Eichmann kidnappes af Mossad, begynder paranoiaen at æde, hvad der måtte have været af sindsro hos den kynisk-patetiske massemorder.

Poetisk retfærdighed?

Vi hører reelt kun lidt om Mengeles gerninger i Auschwitz, men tilstrækkeligt til at det løber en koldt ned af ryggen. Mengele er overbevist til det sidste, intet har han fortrudt, men presset gemmer han sig bag krigsforbryderens kvalmende banale undskyldninger: jeg fulgte bare ordre, jeg var ikke den værste, der er tale om misforståelser og overdrivelser, tiden var en anden osv. osv.

Guez formår at skabe en intens spænding af at nu går det galt, og nu bliver Mengele fanget! Selv når man som læser godt er bekendt med historien.

Mengeles følelse af at være fordømt og fredløs på jord er lige så livagtig beskrevet, og det er der måske en art poetisk retfærdighed over, når nu Mengele til sidst undslap den juridisk domfældelse.

Da Josef Mengele forsvandt af Olivier Guez
Oversat fra fransk

af Jesper Tang
Roman, 240 sider
Forlaget bobo


Kamæleonen – romanbiografi om Joseph Fouché af Stefan Zweig

Zweigs romanbiografi om den evindelige edbryder, Joseph Fouché, der på et hængende hår snørede både Robespierre og Napoleon, er fascinerende læsning.

Den østrigske forfatter og humanist Stefan Zweig skrev ud over sine dybdepsykologiske noveller og erindringsværket Verden af i går, en god bunke romanbiografier om historiske skikkelser som blandt andre omhandler Erasmus, Magellan, Marie Antoinette, Maria Stuart og Balzac.

Stjernestunder

Skal man starte et sted, vil jeg anbefale Zweigs eminente bog, Stjernestunder, der i sandhed er fortættet stjernestøv, hvor forfatterens blander digterisk frihed og perspektivering med historisk præcision i sin skildring af skæbnesvangre valg, der på afgørende vis ændrede historien: Napoleons nederlag ved Waterloo, Byzans undergang, Balboas ekspedition til Sydhavet (Stillehavet) og Händels dybe krise, der affødte værket Messias m.m.m. Det er elementært spændende og psykologisk indlevet.

Edbryderen

I kamæleonen giver Zweig sin fremstilling af den franske statsmand, Joseph Fouché, der var en ledende skikkelse i de blodige revolutions år i Frankrig, og som otte gange brød en troskabsed, skiftede ham og snoede sig over på den modsatte side.

Til trods, eller måske nærmere på grund af sit gentagne forræderi, var han en af de få revolutionsledere, der døde en naturlig død.

Joseph Fouché var søn af en købmand og sømand, men hans svag fysik og boglige evner gjorde, at han i stedet for på søen kom i klosterskole – datidens eneste karrierevej for det boglige borgerbarn.
Spydigt lakonisk konkluderer Zweig, at Fouché i de ti år, han tilbragte her, lærte de sig de evner, der sidenhen skulle blive så uvurderlige for hans kometkarriere: Forstillelsen og den koldblodig evne til at slå til på det helt rette tidspunkt.

Fouché havde ikke de store revolutionslederes karisma og oratoriske evner, og ifølge Zweig var han decideret afskyvækkende af udseende: blodfattig og grim med tunge øjenlåg, der hang ned over døde fiskeøjne.

Fouché er blottet for overbevisning, og i revolutions blodigste år bliver det hans fordel: at han har en hunds fært for, hvor marioteten befinder sig, og i hvilken retning vinden blæser.

Fouché er hensides overbevisning og moral og fremhykler blot ifølge Zwieg en radikal lidenskab, men forbliver dog hele vejen nøgtern realistisk i forhold til magten. Han formår konstant at dække sig ind til begge sider, hvilket er noget af en bedrift, når det gælder liv eller død om at vise det rette sindelag.

Den tidligere præst in spe står bag kirkeskændinger og myrderier i Lyon, da byen skal afstraffes for sin kontrarevolutionære opsætsighed, og den senere hertug og millionær prædiker med kommunistisk etos mod borgernes usle mammondyrkelse, og ham, der senere spiller en vigtig rolle i monarkiets genindførelse, stemmer for henrettelsen af Ludvig den 16.


Spændingen ved magten

Det er spændingen og intrigespillet ved magten, der interesser Fouché, og ikke dens ydre klædebon, den overlader han til andre, der alle falder på stribe for faldøsken i guillotinen.

Fouché er naturligvis nok frygtet og hadet til højre og venstre, mens hans ypperlige evner for intriger og opportunisme, sikrer ham hver gang overlevelse.

Bogens mest spændende del omhandler Fouché og dydstyrannen Robespierres’ nervepirrende forsøg på at skaffe hinanden af vejen, og senere politiminister Fouchés’ sætten Napoleon skakmat.

Zweig skildrer overbevisende en (velkendt) type embedsmand og politiker, der in extremis formåede, hvad mange senere har forsøgt: at bevare magten for magtens egen skyld i en turbulent og vanvittig omskiftelig tid.

Fouché er på en gang en fascinerende og samtidig dybt afskyvækkende karakter.

Zweig foragter tydeligvis sin hovedpersons kyniske amoral, men han kan alligevel, som den skak-aficionado han var, ikke andet end fascineres af Fouchés kølige intelligens og enkelthederne i hans afventende og udspekulerede træk, der med ét pludseligt ryk sætter alle brushovederne skakmat.

Ærgerligt er det, at der er mange trykfejl og manglende bogstaver i bogen, som skæmmer læsningen. Det forstår jeg ikke, hvorfor forlaget ikke har rettet, inden bogen blev sendt ud i genoptryk.

Kamæleonen – romanbiografi om Joseph Fouché 
af Stefan Zweig
265 sider
Lindhardt & Ringhof

Nordhavet af Ian Mcguire

Nordhavet er en beskidt, underholdende og særdeles nervepirrende historisk spændingsroman om en hvalfangerbåds skæbnesvangre rejse til det farefulde Nordhavet med en morder om bord. 
Det er Mørkets hjerte eller Blodets Meridian hensat til iskolde himmelstrøg og tilsat et fermt kriminalistisk plot.


Bag enhver sødt duftende kvindelig ynde ligger en stinkende og svinsk verden … Man er heldig hvis man formår at glemme sandheden og påstå at det ikke står sådan til.

Civilisationens bagside

Jeg læste første gang Nordhavet af Ian Mcguire for to år siden, da den udkom på engelsk, og nu er den så udkommet i en af Jacob Levinsen veloversat dansk udgave.

Vi er i 1859 og de gamle hvalfangerbåde af træ synger på sidste knirkende vers og noget nyt, mere effektivt og stålglansende rejser sig i horisonten. Ireren Patrick Sumner er den ene af de to hovedpersoner i romanen.

Sumner er et kuldslået menneske, læge og desillusioneret soldat fra Det Engelske Imperiums blodige kamp i Indien. Sumner søger hyre om på bord på hvalfangerskibet for at slikke sine sår, forsvinde og helst glemme – hvortil han får hjælp af de rigelige mængder selvordineret morfin. Han har en blakket fortid og hjemsøges af onde drømme, der har sin oprindelse i oplevelserne i Indien.

Den anden hovedperson og Sumners antagonist, er slet og ret djævelen i menneskelige klæder: harpuneren Henry Drax. Han er et monster med glædesløs hunger, en nihilist og herre i den gudløs verden, som romanen præsenterer, hvor ord kun er skygger, og civilisation kun er fernis over den rå magt.

Da en skibsdreng bliver myrdet på skibet overvinder Sumner sin inerti og verdenslede og sætter sig for at opklare mordet - til trods for kaptajnens håndfaste formaninger, eftersom den øjensynligt skyldige allerede er pågrebet.

I mens går rejsen videre med konstant lurende farer fra hærgende isbjørne, enorme isbjerge, der vokser ud af natten, og lumske våger, revner og grødis. Men den største fare har dog menneskelig form.

Lys i mørket

Patrick Sumner er en 1800-tals Odysseus i anti-heltens menneskelig form. På sin egen flossede facon må han igen og igen overvinde svig, selvynk, naturkræfterne og den truende nihilistiske nat for med sit eksempel at kaste lidt lys ind i et ellers kulsort menneskeligt mørke.

Er der lidt for meget ’ædle vilde’ over fremstillingen af eskimoerne, tilgiver man det for den nervepirrende handling og det sansemættede, levende historiske univers beskrevet i en møgbeskidt undergangsrealismes form – med lugten af terpentin, fiskemel, sort bly og den dystre morgenstank af pis fra netop tømte natpotter i næsen – tilsat magiske elementer med drømmevarsler og totemdyr.
Ian Mcguire arbejder for tiden på en ny roman om IRA, og med Nordhavet in mente bliver det et must-read for mig.

Nordhavet af Ian Mcguire
317 sider
Modtryk

Oversat af Jakob Levinsen

De glemtes hær - danske frivillige i Den Spanske Borgerkrig af Morten Møller

Den danske historiker Morten Møller har skrevet en grundig og afvejet bog, der ønsker at gøre op med den idealistiske mytedannelse omkring de cirka 500 danskere, der drog til Spanien for at kæmpe i Den internationale Brigade. 


Nuancere det entydige billede

Morten Møllers hovedmotiv for bogen er at gøre op med den ensidige idealistiske, kommunistiske propaganda, der fremstilliede et helteportræt af unge selvopofrende, politisk bevidste mænd, der frivilligt drog til Spanien for at redde demokratiet dér og samtidig sætte en stopper for fascismens fremmarch i Europa.

Virkeligheden var selvfølgelig meget mere mudret og kompleks,  men, mener forfatteren, det har det taget længere tid i Danmark end i mange af de andre lande at få øjnene op for og således nuancere det patinafyldte glansbillede af den internationale forbrødring i brigaderne, hvor piberygende forfattere med riffel i hånd tilsyneladende stod skulder ved skulder med hærdebrede blonde danske arbejdere med stålsatte blikke, begge grupper forenet med polske, tyske, engelske amerikanske etc. bevidstgjorte forkæmpere for demokratiets overlevelse.

Dette er et billede, der længe, lidt ligesom modstandskampen under krigen, har fået lov at stå uden hverken skygger og nuancer grundigt censuret, som det har været af DKP, men også af mange af de tonegivende eks-kombattanter, der ofte selv undlod at nævne, at de for eksempel havde været interneret i fangelejr for desertering eller ulydighed; at de havde måtte flygte for ikke at blive udrenset i den fra Moskva-udgående paranoia over for trotskister, det vil sige en hver, der afveg en flig fra fra den kommunistiske dogmatik; eller at den republikanske spanske hær ofte nærede stor mistillid over for de fritvillige udlændinge og derfor ved flere lejligheder lod dem internere, med meget mere.

Forfatterens hovedærinder er dels at afdække de meget forskellige motiver, der fik hovedsaglig unge danske mænd til at engagere sig i en borgerkrig i et fjernt land de ofte kendte lidet til, og samtidig skildre deres oplevelser under krigen.

Som Morten Møller skriver, er det altså ikke hans mål at udskifte et ensidigt billede med dets modsætning, men at forsøge at få så mange nuancer med som muligt.


Hvorfor drog de afsted?

Denne afbalancering, synes jeg, forfatteren lykkedes godt med.

Morten Møller laver selv i sidste del af bogen en direkte og egentlig, efter man har læst hans bog, en oplagt parallel til borgerkrigen i Syrien i forhold til, de mange forskelige motiver for at drage afsted i krig: fremmedgørelse fra det samfund man lever i, økonomisk usikkerhed og arbejdsløshed, eventyrlyst og ønske om at prøve sig selv af - én indrømmer da også, at det var tilfældigt, at han kæmpede på republikansk side, han kunne ligeså vel have kæmpet med de nationalistiske oprørere -.

Mange blev hvervet af partiet, det vil sige DKP, under falske eller voldsomt besmykkede fremstillinger af, at 'de frivillige' bare kunne drage hjem, når de ikke ønskede at være i Spanien mere.

Det viste sig ofte til stor overraskelse for de oftest militært dårligt uddannede danskere sig ikke at være tilfældet.

Den militære træning i Spanien var ofte meget kort eller endda helt fraværrende, og de frivillige blev mange gange kastet for løverne, når de straks blev sat ind mod professionelt trænede nationalistiske tropper med de frygtindgydende marokkanske hjælpetropper, der torturede og skamferede på den mest bestialske vis.

Flere gang kommer der gnidninger, særligt mellem de danske frivillige og de tyske, da danskerne ikke ønsker at lade sig dominere og underlægge sig preusserne, som de siger.


Kampen mod fascismen var ikke nødvigvis det samme som kampen for vestligt demokrati

Det er en vigtig pointe. Morten Møller får med, når han pointere. at bevidstheden om at kæmpe mod fascismen, slet ikke nødvendigvis var det samme som at være demokrat.

Det var udelukkende af taktiske grunde, at USSR og Stalin valgte at bløde op i sin kamp mod de vestlige demokratier, til fordel for en front mod fascismen, som M.M. skriver: 'Endemålet for de sovjetkontrollerede kommunistpartier er fortsat magtmonopolet i en centralistisk stat' . 

De tre berømte og af den kommunistiske propaganda danske kommunistiske Nielsen-brødre, der drog til Spanien på cykel for at kæmpe mod Franco, ytrede i deres breve hjem ikke just de store følelser for demokratiet:
Ja, Stauning den skid, han kan vente, til vi kommer hjem. Så er vi i træning. Så fortsætter vi kampen i Danmark, og skægaben, han skal få den første kugle, for han er landets største fascist.
Nielsen brødrene.


Morten Møller kommer rundt om meget mere, end jeg kan fremhæve her, blandt andet om brutaliteten i borgerkrigen, der ofte satte sig dybt og vedfarende hos de hjemvendte, om Den Spanske Republik, der hurtigt blev radikaliseret i Borgerkrigen og om de forskellige slag de danske frivillige deltog i, blandt andet også mod danske Franco-Frivillige, for dem var der også.

Men det mest spændende er påvisningen og den indgående skildring af den ofte enorme afstand mellem den brutale beskidte virkelighed, og så historien, som den senere blev fortalt og ukritisk brugt, som et helteepos om selvopofrende idealisme for en sag langt større og vigtigere end det enkelte individ.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Gyldendal.

De glemtes hær - Danske Frivillige i Den Spanske Borgerkrig af Morten Møller
416 sider
Gyldendal


Bogspot: Arabernes historie - fra Osmannerriget til Det Arabiske Forår af Eugene Rogan


Oplysende fremstilling af den arabiske verdens historie fra senmiddelalderen til i dag set med arabernes øjne.

Mellemøsten er nu som før et højaktivt brændpunkt i verden, og vil man forsøge at nå et spadestik dybere i forståelsen af de mange religiøse, sekteriske og nationale  konflikter og idelige magtkampe i regionen, må man søge hjælp i  historien, i en fortid, der i denne del af verden aldrig synes at være overstået eller helt overvundet.

Med 'Arabernes historie' får den interesserede læser en kyndig indføring og et godt overblik over 500 års turbulent historie.

Bogens forfatter, Eugene Rogan, er professor i moderne mellemøsthistorie og leder af Mellemøstcentret ved Oxford University, og på dansk udkom sidste år 'Osmannerrigets fald', der fik mange rosende ord med på vejen.

Det er særligt interessant ved bogen, at Eugene, der taler, flydende arabisk og tyrkisk, har valgt først og fremmest at fokusere på de arabiske og osmanniske kilder frem for vestlige fremstillinger, hvorved vi i langt højere grad end ellers får et indblik i, hvordan verden har taget sig ud med arabernes egne øjne. Selvom beretningen fremstår både saglig og nøgtern, ligger sympatien dog umiskendelig mere i øst end i vest.

En ny ære

Eugene Rogan lader sit værk begynde ved det, han sætter som begyndelsen på den moderne ære for araberne, nemlig med slaget i 1516 mellem de egyptiske mamlukker, de tidigere slaver og elitesoldater med sværd, økser og  middelalderlige idealer, der siden 1250 havde regeret Egypten og store dele af den arabiske verden; og så de fremadstormende 'kyniske' osmanniske krigere med moderne infanteri, krudt og musketter.

Det bliver en knusende sejr for de teknologisk overlegne osmannere, og resultatet bliver, at den arabiske verden nu for første gang skal reageres 'udefra' fra Istanbul efter at Damaskus, Bagdad og Cairo på skift havde udgjort magtens centrum.

Men dermed er det slet ikke slut med mamlukkernes indflydelse, slet ikke, for nok er de ikke længere suveræne regenter, men osmannerne får aldrig fuldstændigt underlagt Egypten, og de næste par århundrede ligger mamlukkerne i intense magtkampe med den osmanniske guvernør om den reelle magt.

Dette forstærkes af det særlige osmanniske model, hvor der uddelegeres og ofte regeres i partnerskab med den lokale elite. Et ikke arveligt feudalsystem, der dog har den ulempe for osmannerne, at fjerne arabiske krigsherre kan samle så meget magt og territorie under sig, at det kan udgør en trussel mod det osmanniske overherredømme.

Kæmpen vakler

Det viser sig særligt i løbet af 1700-tallet, hvor osmannernes autoritet, der i høj grad hviler på fremmelsen af de islamiske værdier, skrider i takt med, hvad der opfattes som et generelt skred i moralen, og befolkningerne derfor og på grund af manglende beskyttelse fra centralmagten vender sig mod de lokale stærke mænd, der opnår magt mere drevet af personlig ambition end af speciel utrilfredshed med osmannerne.

Den ortodokse og intolerante wahabismen opstår i 1700 tallet og indgår en giftig alliance med kong Saud. Bevægelsens uforsonlighed og forfølgelse af afvigere  truer også osmannernes autoritet.

Reformer, men fortsat kulturel overlegenhed

I 1798 kommer Napolen til Egypten med revolution i sin knyttede næve, men hans minde bliver hurtigt slettet i ørkensandet. Napoleon efterlader dog et magttomrum, som osmanneren Muhammed Ali griber. Han ser med rette behovet for reformer, hvis den arabiske verden skal kunne holde Europa stangen.

Derfor i gangsætter han en langt række reformer og implementering af moderne teknologi. Men kulturelt er der ingen rysten på hænderne for araberne er overbeviste om deres kulturelle overhøjhed.

1800-tallet kommer med nationalismens indtog og Grækenlands kamp for løsrivelse af et stærkt svækket Osmannisk rige. I første omgang ønsker England at bevare Osmannerrigets integritet, senere forlades denne politik dog for det rene tag-selv-bord de kolonialistiske europæiske stormagter imellem

Farlige nye ideer uden rod i islamisk tradition begynder at flyde ind i den arabiske verden i takt med reformerne.

Osmannerne vil lærer af europærerne for at kunne holde europæernes indblanding ude, men opnår det stik modsatte resultat.  Alle borgere ligestilles uanset religion efter pres fra de europæiske stormagter, og mange muslimer føler det som aske på deres hoveder, at de kristne nu er ligemænd.

Derefter følger ungtyrkernes revolution og 1. verdenskrig der sætter en stopper for 400 års osmannisk styre over de arabiske lande.

Solid og indsigtsfuld

Grundigt og velovervejet behander Rogan tiden herefter og særligt hans understregning af de arabiske landes hykleri angående Palæstina er befriende læsning.

Det hele leder frem til vore dages islamisme og Det arabiske Forår, der gav håb om så meget, men endte så blodigt. Det er ikke opmuntrende læsning, men Rogans bog giver et godt indblik i, hvorfor revolutionens strømme løb ud i ørkensandet.

Arabernes historie - fra Osmannerriget til Det Arabiske Forår af Eugene Rogan
740 sider 
Kristeligt Dagblads Forlag

Anmeldereksemplaret er sponsoreret af Bog & Idé

Bogen kan købes her



Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.