Anmeldelse: Vide verden: Madrid

Passioneret rejseguide til den spanske hovedstad med fokus på kultur og historie

... og sådan tænker jeg altid på Madrid: En by, der er et sandt forhindringsløb trafikalt, og alligevel hilser buschaufføren på dig, når du stiger ind. En by, hvor grønthandlerne tit lægger et par ekstra tomater og kartofler i posen som tak for handlen. 

En by, hvor alle barer og cafeterier er propfyldte i morgentimerne. Men der er altid nogen, der lige træder et skridt til siden, så du kan få en lille bitte andel i bardisken.

Plads nok til et glas friskpresset appelsinjuice, en kop kaffe og et stykke tortilla de patatas og de påkrævede centimeter, så du kan folde dagens udgave af avisen halvt ud.

Vide Verden

Aarhus Universitetsforlag er i færd med at udgive en serie rejseguides til europæiske storbyer. De adskiller sig fra de gængse på markedet ved at henvende sig til dem, der gerne vil have lidt mere dybde, kulturelt perspektiv og skribentens ’passionlige’ bud på gode oplevelser i storbyen, noget de traditionelle guidebøger ofte er karrig med.

Ti skribenter med forskelig professionel baggrund som: journalist, historiker, litteraturhistoriker, kunsthistorikere, oversætter og en enkelt digter beretter om forskellige sider af byen, som særligt har betaget dem, og som har givet dem et helt særligt forhold til det virvar af liv, larm og mennesker, som ’storbylandsbyen’ Madrid udgør.

Og det engagerede og subjektive er bogens(og måske seriens?) stærkeste side: det er stærkt smittende og indbyder til modsigelse og selvoplevelse i en for mig helt anden grad end de ofte noget klichefyldte, obligatorisk forudsigelige og opremsende guides-bøger.

Byens hemmeligheder og cyklens indtog  

Den næsten obligatoriske tur til Pradomuseet for at se spansk guldalderkunst er selvfølgelig med, men der er også mere overraskende historier som fortællingen om hovedgaden Gran Vías historie, fremstillingen af det ’hemmelige’ Madrid, og et bud på, hvordan byen tager sig ud set fra en tohjulet jernhest!

At Cykling i Madrid har vundet popularitet kommer for undertegnede som temmelig overraskende, for da jeg boede i byen i 2004-2005, så jeg ikke en eneste, der havde tilstrækkelig med dødsforagt til at kaste sig ud i den trafikale malstrøm af kortluntede bilister med blylod i højre fod, hidsig gestik og hijo de puta-eder på tungen.Men som med så meget andet er det billede altså også så småt ved at ændre sig.

Gran Vía 

Artiklerne er vidende, velskrevne og atmosfærefyldte. Som nævnt ligger vægten på det kulturhistoriske Madrid, på det særegne mere end på det hypermoderne – men det er vel også først og fremmest det særegne og anderledes, der lokker, når vi søger udenlands.

Bogen kan varmt anbefales som behagelig lekture før eller under en rejse til storbyen på den castilianske højslette. Jeg vil hvert i fald anskaffe mig Vide Verdens guidebog, næste gang jeg måtte drage på storbyferie i Europa.

     

Indholdsfortegnelse:    

Luna Christofi: Intro. Nostalgien og nu'et; Regner Hansen: Gran Vía - Den moderne hovedgade; Astrid Berg: Cykeltur. Gennem byen på to hjul; Maria Fabricius Hansen: Pradomuseet. Velázquez og spansk guldalderkunst; Svend Rybner: Fodbold. Marengs og madrasser; Peter Wessel: Bohemia.  Madrids kreative bælte; Torben Madsen: Hemmeligheder. Hvor madrid er helt sig selv; Bo Kampmann Walther: Overklasse. Med Hemingway i salamanca; Rigmor Kappel Schmidt: Barokken. Modsætninger mødes; Regner Hansen: Maden. En kulinarisk korsvej; Svend Rybner: Borgerkrigen. Skudhuller i den historiske erindring; Peter Wessel: Flamencojazz. Madrids andalusiske rytmer; Martin Zerlang: Mestiza. Latinamerikanske ruter

          

Læs hele artiklen!

Anmeldelse: Dødszoner af Simon Pasternak

Med den danske Ellroy i (Bela)rus

Simon Pasternak er gået solo og tager læseren med til helvede på jord: Hviderusland, 1943 i en krimi med visse mislyde.

Bag fronten

Vi befinder os bag frontens inferno af eksplosioner, ild og smadrede landskaber. Kun nogle hundrede kilometer mod øst raser det, der for eftertiden vil blive husket som det største panserslag i verden, Panserslaget ved Kursk. Tyske Heinrich Hoffmann er bogens jegfortæller. Han er kriminalbetjent og gør tjeneste i den lille landsby Lida.

Her kæmper han desperat for at bevare en sidste rest af menneskelighed og anstændighed i en amoralsk sump af afstumpethed, hvor civilisation næppe heller er en by i Rusland.

For at holde fast i sig selv, eller den han var, før han kom til ’de døde zoner’, hvor man ifølge en SS-politifører frit kan jage mennesker, skriver han kladde efter kladde til sin elskede kone forskønnet med ufarlige, sentimentale billeder af sommer og honning – hvilket vel sådan nogenlunde svarer til at forsøge sig med idyllisk pastorale i den mest svovlfyldte afkrog af helvede.

Et moralsk ingenmandsland

For her bag fronten begår tyskerne de mest grusomme overgreb mod civilbefolkningen, som tænkes kan, og jøderne bliver som bekendt udryddet, som var de det argeste ukrudt. Alt i mens udfylder Heinrich loyalt, men modvilligt rapport efter rapport med nazismens smålige hykleri og opstyltede bureaukratisme. Men han har undervejs i formuleringerne hele tiden et skarpt øre for magtforholdet mellem Wehrmacht og dødens engle i SS.

Når det så yderligere føjes til at partisaner strejfer rundt og på bestialsk vis torturerer de tyske soldater, de måtte få held til at lokke i baghold, så er det sin sag for Heinrich ikke at gøre som de andre: at give efter for de mest lave og nedrige instinkter, sådan som barndomsvennen Manfred gør det i SS, hvor han stortrives som en tigerhaj i en overfyldt fiskedam.

Plottet vil jeg ikke afsløre så meget af foruden, at det begynder med en voldsom henrettelse af Manfreds mentor, SS-general Steiner. Et drab som det bliver Heinrichs opgave at opklare, og hvor det eneste overlevende vidne er en lille skræmt hviderussisk pige. Hvad denne rejse fører med sig af alskens uhyrlige opdagelser skal ikke yderligere afsløres: The horror, the horror!

Grundig research men lidt vel konstrueret

Pasternak har tydeligvis lavet meget grundig historisk og geografisk research, det skinner tydeligt igennem i romanen. Stilen er den kortfattede, komprimerede med mange hovedsætninger og nøgterne registreringer, som man finder den hos det hårdkogte amerikanske krimiforbillede James Ellroy.

’Det sentimentale føleri’ bliver derved minimeret, så det ufattelige kvantum af horrible forbrydelser kan beskrives med en obducents forhærdede objektivitet. Det er ganske udmærket i al sin kvalmende modbydelighed.

Til gengæld synes jeg dialogerne indimellem kan virke lidt forcerede, eller tendentiøse sådan at hensigten bliver overtydelig og forudsigelig. Det er især i ordvekslingerne mellem Heinrich og psykopaten Manfred, det sker. Manfred skal hele tiden kritisere Heinrich for hans bløde humanisme og så forklare, hvorfor det bare ikke duer at vise svaghed blandt disse barbariske umennesker. Det virker altså mere til ære for læseren end som ægte dialog.

Og så følte jeg mig altså ikke overbevist af historien om de to ’venner’, altså hvad filan laver Heinrich med det endimensionelle monster, og at hans, altså Heinrichs, søster yderligere er kæreste med Manfred virker lidt for fortænkt og konstrueret til lejligheden efter min smag. Derfor samlet set en lidt blandet læsefornøjelse.       

Læs hele artiklen!

Anmeldelse: La Traición de Roma, bind tre i Scipio-trilogien af Santiago Posteguillo

’He sido el hombre más poderoso del mundo, pero también el más traicionado’ 

(jeg har været den mægtigste mand i verden, men også den der blev værst forrådt)

Tredje og afsluttende del i trilogien er det mest komplekse af de tre bind, hvad angår karakterbeskrivelserne i den episke fremstilling af Scipio Africanus storhed og fald.

Den sidste rejse mylder med liv

La Traición de Roma er udformet som en fiktiv selvbiografi fra Scipios aldrende hånd, hvor han kort før færgemanden tager ham på den sidste rejse over floden Styx, tænker tilbage på sit livs lange rejse.

Men de cirka 800 sider mylder med mange skæbner og liv. Vi høre blandt mange andre om Hannibal og hans triste endeligt, der spejler sig i Scipios vanskæbne; vi hører om Scipios børn; om den frigivne egyptiske slave Netikerty; den prostituerede græske slave Areté; dramatikeren Plautus; Scipios hovedfjende nummer et, Marcus Porcius Cato – ham med: ’i øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges’; hans allierede Gracchus, og den forfængelige Seleudkidekonge, Antiochos af Syrien, der blandt andet ved Hannibals hjælp er i gang med at skabe en fremadstormende stormagt – den sidste der er i stand til at udfordre Roms enerådende dominans.

Netop dette væld af personer er både bogens styrke og svaghed. På den ene side giver det et vældigt nuanceret og bredspektret view ud over den antikke verden. Men der er til slut rigtig mange ender, der skal nås. Og det er måske mit eneste kritikpunkt mod et ellers fremragende tredje bind, at det er lidt som om Posteguillo har svært ved at sætte det sidste punktum, og lade solen gå ned over de mange interessante personer.

Hybris og nemesis

Men som nævnt er det det psykologisk mest interessante bind, i det vi her indefra ser, hvordan hovmodet og smigeren blænder Scipio, gør ham overmodig, krævende og selvrådende i en grad, så han ikke længere tror det muligt, at han og hans slægt kan blive styrtet fra magtens tinde.

Men hvor generalen Scipio aldrig undervurderer sin modstander, der er politikeren Scipio både naiv og blind for, hvad han bare tror, er ligegyldige petitesser og smålig misundelse. Men den nidkære Cato brygger ganske langsomt på sin grusomme hævn, og han er modsat Scipio ikke hævet over at bruge et hvilket som helst middel til at puste til den altid lurende frygt for, at en stærk mand vil sætte sig udover republikkens beføjelser og føre Rom tilbage til monarkiet.

    

En epokes endeligt

I Posteguillos fremstilling varsler politikernes – de romerske og de karthagiske – frygtsomme og smålige behandling af Scipio og Hannibal om en epokes endeligt. Kampene bliver fra nu af ikke først og fremmest ført på slagmarken, men snarere blandt grådige og småtskårne senatorer, der ikke ejer hverken Scipios ære, mod, klassiske dannelse eller sande republikanske hjerte.

Det er fortalt med brug af tragediens form, mørkt og underholdende med de vanligt korte, kompakte kapitler og indeholdende en imponerende mængde viden. Og bagerst i bogen er der for de særligt interesserede læssevis af kort, de vigtigste slægters stamtræer og en litteraturliste, der kan tage pusten fra de fleste. 

Læs hele artiklen!

Anmeldelse: Mussolini-kanalen af Antonio Pennacchi

Varmblodet slægtroman tager en tour de force gennem Italiens historie set med fattige bondeøjne og fortalt af et charmerende gammelt sludrechatol

Bondens blik på historien

Peruzzi-familien ernærer sig som bønder uden jord på Po-sletten. Livet former sig for dem som for så mange andre fattige jordløse bønder, der lever under feudale forhold: hårdt og uretfærdigt, prisgivet som de er til vejrets luner og herremændenes magtfuldkommenhed.

Men da en af onklerne lader familiens berygtede hidsighed løbe af med sig og forsøger at plaffe greven ned, ja så er deres dage i det Nord-italienske talte.

Det er ikke de store overvejelser om politik, det bliver til, i de få stunder væk fra det slidsomme markarbejde, men som de fleste andre småbønder sympatiserer familien med socialisterne.

Ridepisk og sortskjorter

Men dette ændrer sig skæbnesvangert idet temperamentet også koger over for den ellers så gemytlige bedstefar, og han kommer en af de senere topfigurer i den fascistiske bevægelse til undsætning, og med sin ridepisk tamper han løs på carabinieri’ erne. Det koster dem begge en tur i kachotten, og fra den dag er familiens skæbne uløseligt bundet til sortskjorternes.

Vi kommer gennem 1. verdenskrig, marchen mod Rom, familiens indædte kamp mod de socialistiske nabobønder, og den senere, endelige konsolidering af det fascistiske diktatur.

Mussolini-kanalen

I 1932 emigrerer familien sammen med 30.000 andre til Agro Pontino, der ligger lidt syd for Rom. Her vil Mussolini opnå det som de romerske kejsere med mange flere ikke formåede: at anlægge byer i dette enorme myggebefængte sumpområde ved at grave en 31 kilometer lange kanal og afvande hele arealet.

Endelig får Peruzzi’erne deres egen hus og vokser i skyggen af Mussolinis oppustede drømme.

Familien møder ved flere lejligheder Il Duce, der som berygtet skørtejæger også har et godt øje til den smukke bedstemoder. Men glæden og fremgangen varer ikke ved, og med 2. verdenskrig og en italiensk hær, der er i næsten ligeså dårlig forfatning som i 1. verdenskrig, løber Mussolinis imperiedrømme hurtigt ud i det afrikanske ørkensand. Hvordan det går familien Peruzzi, efterhånden som fascisterne mister grebet om magten, vil jeg ikke afsløre.

Med et glimt i øjet

Romanen, der delvist er baseret på forfatterens egen familiehistorie, er fortalt med en filurs glimt i øjet, og der bliver smurt tykt på med overdrivelser og enkelte elementer af magisk realisme ryger også med i fortællergryden.

I begyndelsen skulle jeg vende mig til, hvad jeg i første omgang opfattede som fortællerens unødvendigt over-forsimplede fremstillinger af de store udviklinger i Italiens historie og tilsyneladende pointløse digressioner.

Men som man kommer længere ind i romanen viser sidehistorierne sig ofte at have stor betydning, og den gammelmodige stil og den direkte henvendelse til læseren giver et ægte nærvær og en charme til familiefortællingen, så man ret nemt kan forestille sig, at det er ens gamle bedstefar, der vil fortælle en sandfærdig røverhistorie fra de gamle dage: ’ hva’ siger du, tror du ikke på mig ? jamen den gang var alting jo helt anderledes, end det er i dag.’ 

Bogen er fornemt oversat til dansk af Thomas Harder.  

Læs hele artiklen!