Bogspot:Hinsides tavsheden af Philip Kerr

Hinsides Tavsheden af Philip Kerr
Viden er en ladt pistol på den franske Riviera i 1956.

Dagene på Den Franske Riviera

Bernie Gunther nærmer sig de 60 og lever nu et tilbagetrukket liv under falsk identitet som receptionschef på den dejlige Franske Riviera. Dagene går kedsommeligt afsted med at servicere turister, at spille bridge og læse.

Et trivielt liv så langt væk man kan tænke sig fra krigenes stålstorme, Katyn-skoven og de kroatiske udryddelseslejre, som Gunther besøgte i det foregående bind i serien, Kvinden fra Zagreb.

Men hvis man tror at Bernie endelig har fundet gammelmands ro og små lette glæder under den franske sommersol, så gør man regning uden den bitre berlinske vicevært, for bogen åbnes med Bernies mislykkede selvmordsforsøg efter at hans kone Elisabeth har forladt ham, og nu er vendt tilbage til et Berlin, der for ham er lukket land.

Spillet

Den evige overlever overlever, selvfølgelig, men det kontemplative liv får en ende da den berømte spion-forfatter med mere W. Somerset Maugham inviterer Gunther med over i sin pragtvilla til et spil bridge – det perfekte spil for mennesker, der har noget at skjule – og det har de naturligvis alle som en, og som handlingen skrider frem rasler skeletterne formeligt ud af skabet.

Den homoseksuelle Somerset Maugham bliver afpresset med nogle ganske artige billeder, og forfatteren til Ashenden – den hemmelige agent ønsker, at Gunther skal agere som mellemmand.

Fortidens tilsynekomst

Gunther er nok færdig med fortiden, men fortiden er tydeligvis langt fra færdig med ham, og den stikker sit fæle krigsforbryder ansigt frem i skikkelse af Somerset Maughams afpresser, Harold Henning, en djævelsk karl og en af Bernies gammel fjender fra SD, Den Nazistiske Sikkerhedstjeneste.

Og i mellem de to fjender melder en uventet femme fatale en vaskeægte ’honningfælde’ sin ankomst.

En optakt til det kommende bind i serien?

I lange stræk slentrer handlingen sig lovligt tilbagelænet afsted, mens Gunther og Somerset Maugham med tændte cigaretter og velvoksen drinks behørigt anerkendende udveksler erfaringer om dobbeltliv, spionage og bridge.

Først i den sidste tredjedel, kommer bogen sådan rigtigt op af terrassestolen og forlader det Miss Marple-agtige lukkede erindringsrum, og Gunther genindtræder i den hårdkogte detektivs mere slagfærdige rolle.

Sidste del af Hinsidens tavsheden er virkeligt spændende med et twist, der trækker overraskende tråde til den engelske efterretningstjeneste MI5 og MI6, der med Kim Philby og The Cambrigde Five er blevet hullet som en russisk si.

Spionage og kontraspionage med sovjetiske brintbomber i baggrunden indtager nu scenen. Og på trods af Gunthers hårdnakkede påstande om det modsatte, lægger Hinsides tavsheden op til en meget spændende fortsættelse, som inden længe også kommer på dansk i skikkelse af bind nummer 12, Prussian Blue. Den vil jeg glæde mig til.

Læs her et interview med Philip Kerr fra Krimimessen 2014.


Bogspot: Mig vil nok tale pænt af David Sedaris

Sedaris små fortællinger fra eget liv er gennemsyret af absurditet og skæv komik, især bogens første del er stærkt lattervækkende.
Min bror siger høfligt nok ma’am og sir til alle fremmede, men omtaler venner og familie, sin far indbefattet, som enten ’bitch’ eller ’motherfucker’. 
Venner bliver rystede over hans måde at tale til sin eneste tilbageværende forælder på. Engang kom de sammen på besøg hos min søster Amy og mig i New York City, og det fejrede vi med et middagsselskab. 
Da min far beklagede sig over ømme fødder satte Kamphanen sin toliters flaske Mountain Drew fra sig, tog en nævefuld højreb ud af munden og sagde: ’Bitch, du skal bare have de røvsyge knyster høvlet ned, skal du. Men det shit kan du ikke gøre noget som helst ved her i aften, så bare op med humøret, motherfucker.' 
Alles blikke var rettet mod min far der blot klukkede og sagde: ’Ja det kan du vist have ret i’. 

Sedaris skåner hverken sig selv, sin familie eller det omgivende samfund i sine historier, alle spiddes de med samme sylespidse ironi. Historierne i ’Mig vil nok tale pænt’ falder i to dele: den første omhandler opvæksten i Raleigh, North Carolina, i en søskendeflok på seks; mens den anden del omhandler et længerevarende ophold i Frankrig.

Familien Sedaris

Sedaris senior er en temmelig egenrådig ingeniør med fikse ideer, bunker af rådnende mad gemt i alle skuffer, en uforlignelig evne til at dræbe alle mysterier med utroligt kedsommelige udregninger og endelig nogle helt umulige ambitioner på sine børns vegne.

Moderen virker blottet for al sympati og bevæger sig rund med en askesky af eder og forbandelser svævende om hendes kyniske hoved. Søsteren Gretchen er en verdensfjern æterisk kunstnertype, mens søsteren Amy med gennemført pokerfjæs konstant bringer andre i forlegenhed. Broderen Paul, alias Kamphanen, er en gnom med rottweilertemperament og gangsta-attitude.

Forfatteren David Sedaris
Og så er der endelig hovedpersonen selv, Davis Sedaris, en mildest talt lad, good-for-nothing-type med sære interesser og en begyndende smag for speed, mænd og rollen som kontrær avantgarde-kunstner.

Sedaris har ført dagbog siden 1977 og iagttagelser og optegnelserne herfra udgør kernen i de absurde optrin med overskrifter som Genetisk ingeniørkunst, Fars præmiepige og Hulkort i hovedet.
Situationer og beskrivelser drejes, vendes på hovedet og overdrives indtil det absurde, og der er sjældent megen fornuft eller råd at hente i dem.

Blandt de bedste kapitler er Sedaris fremstilling af sine spæde forsøge ud i kunstverdenen, ud i undervisningen og så den om det mærkværdigt tætte forhold mellem de to ulige enheder, broderen og faderen.

Fransk farce

Anden del af bogen retter blikket mod Frankrig og derved indirekte på USA, amerikaneres måde at agere på i udlandet, fordomme, der ofte bekræftes begge veje, kampen for at lære fransk, og så en klassisk hoven sproglærer, der grangiveligt nærer en stærk modvilje mod USA og i særdeleshed mod Sadaris: ’Du udmatter mig med din dumhed og belønner kun mine anstrengelser med smerte, er det forstået?

Sedaris evner at fortælle skæve anekdoter med underlige sammenstillinger og farverige og ofte utiltalende personer, hvis særlige måde at tale på, teksten loyalt videregiver. Tingene overgår ligesom hele tiden bare personerne, og det er meget picaresk med perspektiv fra neden.

Sedaris stil er hans egen, men minder mig dog alligevel lidt om Frank McCourts, bare grovere og måske en anelse mere tvungen i bestræbelserne på at fremkalde et godt grin. Sedaris bøger, vil jeg tro, må egne sig godt som højtlæsning og fremføring.

Jeg var godt underholdt i store dele af læsningen, men jeg vil foreslå, at man kun læser et kapitel eller to ad gangen og ikke læser ud i en køre, for så fremstår virkemidlerne nok lidt for tydelige og latteren for ensformig.

Mig vil nok tale pænt af David Sedaris
Oversat af Jakob Levinsen
Hr. Ferdinand 



Bogspot: Dukken der blev væk af Elena Ferrante


I denne foruroligende, tidlige roman ses mange af ansatserne til den senere stort anlagte Napoli-kvartet.

Hovedpersonen og fortælleren Leda er en midaldrende, fraskilt akademiker bosat i det kultiverede Firenze. Da hendes to døtre rejser hjemmefra føler hun sig mod forventning fri og beslutter sig for at tage på ferie ved havet lidt syd for Napoli.

Her vil hun vil forsøge at arbejde og læse, men en meget larmende og gestikulerende napolitansk familie stjæler snart alt hendes opmærksomhed. Leda betragter dem i smug og fascineres af den ung kvinde, Elena, og dennes datter, der bærer rundt på en lidet indbydende dukke.

Dukkefører

Leda går fra at være voyeur til at være agens, da hun mere eller mindre bevidst stjæler dukken med det gedulgte formål at forstyrre den tilsyneladende idyl, der eksisterer mellem moder og datter. Den tilsyneladende meningsløse og ondskabsfulde handling sætter for alvor skub i begivenhederne.

Moder og datter lider højlydt herunder, og familien truer med bål og brand, når først de får fat i den syge sjæl, der er i stand til slige, nederdrægtige handling. Men begivenheden sætter også gang i Ledas bearbejdning af fortidens uerkendte traume: hendes eget svigt som moder, da hun forlod børnene for at frigøre sig fra traditionernes og samfundets snærende bånd.

Ikke uventet og meget lig Elena i Napoli-kvartetten, er det et projekt, der kun delvist lykkedes, og prisen er endog meget høj med dybe ar på sjælen til følge. Nok kan du tage pigen ud af Napoli, men du kan aldrig endegyldigt tage hele Napoli ud af pigen.

Fri fra hvad og til hvad?

Den lammende ambivalens er et gennemgående tema: ønsket om at frigøre sig og flygte for ikke at ende som den nedslidte, ulykkelige moder og alligevel ikke rigtig formå at indgå i det emanciperede, tempererede Nord; det fysiske behov for børnenes nærhed, savnet, kvalerne og så den klaustrofobiske tyngende fornemmelse af at moderrollen opsluger alt og kvæler den forjættende selvrealisering.

Endelig at Leda alle anstrengelserne til trods er en mislykket, eller en i bedste fald middelmådig akademiker, hvis utilstrækkelighed i forhold til børnene, lader til at have gjort hende angst, bitter og afmægtig, meget lig den moder, hun i sin ungdom foragtede.

Romanen er mørk, foruroligende og illusionsløs, dog måske med en lille åbning til sidst. Hovedpersonen er stædig, insisterende og dybt irriterende i sin ufravigelige krav om at æde hele verden, være elsket af sine børn og samtidig danse på de bonede akademiske gulve.

Hun graver i sår og finder, synes jeg, også en form for masochistisk nydelse i sit selvpineri. Hun vender og drejer sig konstant foran spejlet, og al dannelsen og veltalenheden virker kun som staffage for et anerkendelseshungrende selv, der forværre alt ved ikke at ville vedstå sig sin sult efter småborgerlig status.

Det bliver nemt små-klaustrofobisk og meget ensomt, fordi andre kun tjener som middel til opnåelse af noget for hovedpersonen udefinerbart, måske en form for heling og forsoning. Men det er muligvis, hvad der sker, når man slet ikke formår at forlige sig med sine valg, liv og tidens gang.

Romanen har ikke Napoli-kvartettens større udblik og episke swung, som sætter hovedpersonens kværnende selviagttagelser på pause, og måske derfor var romanen, de skarpe iagttagelser og den rugende stemning til trods, en mere blandet læseoplevelse for mig.

Dukken der blev væk af Elena Ferrante 
Oversat af Nina Gross
183 sider
Forlaget C&K

Bogspot: Granitmanden af Sirpa Kähkönen

Kähkönens roman fortæller om de røde finner, der efter borgerkrigen flygtede til Sovjet. Bogen er
indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Det må skyldes emnet, for som roman letter den aldrig fra det ligblege papir.

Go East

1920, Efter den blodige finske borgerkrig, der blev udløst af revolutionen i Rusland, stod de røde finner tilbage som tabere, der ofte uden arbejde ydmygt må knæle for de hvide sejrherre og spise nådsensbrød.

Derfor var der også mange, særligt yngre finner, der desillusionerede over deres fædreland og egen kranke skæbne, vendte hjemlandet ryggen, spændte skiene på støvlerne og i nattens mulm og mørke gled ind i morgenrødens paradis, Sovjetunionen.
 
Blandt de optil 15.000 finner, der søgte lykken i øst, har den finske forfatter Sirpa Kähkönen tilføjet et par fiktive i skikkelse af romanens fortæller Karen, hendes mand Ilja og deres bekendtskabskreds i sin skildring af eksilfinnernes skæbne i et uvenligt og koldt Petrograd.

Socialismens virkeliggørelse 

Handlingen udspiller sig i årene mellem 1922 og 1937, og det vil være en mild underdrivelse at sige, at det går fra skidt til meget værre. Sara og Ilja deltager ved ankomsten i arbejdet med at oplyse og overbevise en vrangvillig lokalbefolkning om socialismens mange velsignelser.

Det holder hårdt, ikke mindst for den tøvende og ikke ganske overbeviste Karen, der vist først og fremmest drog afsted for at følge ved siden af sin elskede Ilja, for hun har mere end svært ved at forlige sig med hykleriet, den ideologiske skråsikkerhed og den hårdhændede behandling af i sær kvinder, børn og bønder, men også mere generelt over for alle anderledes tænkende.

Kærligheden kølnes 

Også forholdet til hendes ideologisk stålsatte mand kølnes gradvist i takt med de mange brutale oplevelser med sovjetsystemet. Før diktaturet endegyldigt fæstner sit greb, er der dog legerum for anti-borgerlig eksperimenteren med alt muligt fra sociale omgangsformer til ægteskab og fri kærlighed mellem kønnene.

Det er en frihed, der tiltrækker ikke mindst de gode, avantgardistiske kunstnertyper. Dog ligger frygten sultent på lur, og da stålmanden, Stalin, kommer til magten, sænker frygten sig som en tonstung granitblok over hele samfundet.

Blodfattig, konstrueret fortælling

Det er på mange måder en velkendt historie og Kähkönen tilføjer til trods for den særlige finske vinkel ikke noget originalt til vores syn på sovjetsamfundet.

Bedømt som litteratur var bogen en skuffelse, for skriften letter aldrig rigtigt fra siderne. Det skyldtes ikke mindst, at det er grumt kedeligt, når sproget og tankerne i romanen er så farveløse, nutidige og ikke mindst så retrospektivt rigtige, som de er.

Engang imellem afløses den meget logos-baserede sætningskonstruktion, opbygget af mange argumenterende bisætninger, og den lidt omstændelige, reportageagtige stil af forblommede eller meget følelsesfulde vendinger som: ’Min smukke, energiske, og flyvske far. Min ængstelige ondt forudanende og krumbøjede mor’. Blandingen af de to stillejer støder sammen i mine ører uden at sød musik opstår.

Endelig træder bogens andre personer ikke frem som selvstændige, interessante eller troværdige individer, da det er som om, de skal stykkes ud i fastlagt form, så at de som brikker passer ind i fortællerens fastlagte og kværnende beretning.

Gid at siderne i stedet flød af eksemplar på menneskelig dårskab, humor, fanden-i-voldskhed, ondskab, og hvad-ved-jeg, i stedet for det temmelig forudsigelige og gennemtyggede postulat, der desværre er blevet resultatet.

Mindre humanistisk jeg-grå og meget mere kommunistisk blodrød og dampende.

Granitmanden af Sirpa Kähkönen
416 sider
Oversat af Birgita Bonde Hansen

Gyldendal

Bogspot: Verdens lys Af James Lee Burke

Jeg har aldrig været god til at løse mysterier. Jeg mener ikke den slags mysterier, politifolk løser, og heller ikke dem, man læser om i romaner eller ser i fjernsynet eller biografen. 
Jeg taler heller ikke om skabelsens mysterium eller de usynlige kræfter der måske holder til lige på den anden side ad den fysiske verden. Jeg taler om ondskab - måske ikke den helt store ondskab, men dog ondskab ad den slags, hvis oprindelse sociologer og psykiatere har vanskeligt ved at forklare.

Pilen peger på rekreation

I denne den tyvende roman i serien er Dave Robicheaux med sin ven, bulderbassen Clete Purcel, samt konen og eksnonnen Molly og datteren og forfatteren Alafair, taget på, hvad der bare skulle have været en ganske rolig ferie i det naturskønne område i skyggen af de mægtige Rocky Mountains.

Og oven på de hæsblæsende og nerveflænsende begivenheder i de to foregående og sammenhængende bind, En regnbue af glas og Creole Belle, kunne man da godt unde den aldrende herre en lille smule ro.

Men denne verdens ondskab sover som bekendt aldrig, og da Alafair på en løbetur gennem skovens dybe stille ro bliver strejfet af en pil, ja så har vi balladen.

Ond, ondere

Alt tyder umiddelbart på, at den skyldige er Wyatt Dixon, en tidligere rodeoklovn og dømt forbryder, hvis aggressivt-sarkastiske sætninger er en sand bajads værdig.

Dixon er i øvrigt en gammel kending, som James Lee Burke også har med i romanen Sine egne rødder i Billy Bob Holland-serien.

Snart melder sig imidlertid også en anden forbryderkandidat på banen, en sadistisk seriemorder ved navn Asa Surrette, der nærer et dybt og inderligt had til Alafair. Den inkarnerede djævel skulle egentlig være død i en voldsom eksplosion, men noget tyder på, at onde dæmoner ikke slukkes, men snarere næres af flammers inciterende slikken.

Og som om Dave ikke nu havde nok på sin tallerken, så kigger Cletes datter, en tidligere lejemorder, også lige forbi, mens en kyniske petrokemikalie-magnat med indbildske sydstatsmaner samt en no good-søn rumsterer et sted i kulissen.

Old school korrupte betjente er der skam også, og så er de faste ingredienser i en blodig og undergangsdyster James Lee Burke-stuvning ligesom klar til at sætte verden i brand, når et lille kompagni af arrede riddere hæver lansen mod ondskabens fyrste og alle hans alt for villige hjælpere.

Det er intens og dryppende noir, når de gode kæmper for at bevare en rest af lyset i sig selv, mens en kværnende voldsspiral truer med at suge alt og alle ned i det bundløse, evige mørke.

Verdens Lys af James Lee Burke
På dansk ved Ole Lindegård Henriksen
613 sider 
Hovedland

Bogspot: Skyggezone af Arne Dahl

Arne Dahl er tilbage i Stockholm med første bind i en ny strammere og mere konventionel krimiserie.

Slanket krimi

Efter fire meget ambitiøse bind med den europæisk politigruppe, Opcop, med base i Haag, er Dahl nu vendt tilbage til der, hvor det hele startede: i den svenske rigshovedstad, Stockholm.

Der er dog tale om et nyt, men i forhold til Opcop-serien, langt slankere persongalleri hovedsageligt bestående af Manden og Kvinden i skikkelse af Sam Berger og Desiré Rosenkvist.

Sam er en for så vidt mere traditionel hovedperson, end vi er vant til fra Arne Dahls pen: Sam Berger er en fraskilt, plaget midaldrende efterforsker med en passende excentricitet for Rolex-ure og tidens mange irgange.

Deer (Desiré) er Sams kvindelige modstykke og genrebeviste sidekick, mens chefen og karrieremageren Allan, som det jo er med politichefer, giver meget lidt for Sams indfald, intuition og mange irregulariteter: en moderne efterforskningsenhed har hverken brug for ensomme ulve eller løsgående og oppumpede egoer.

Sam og Deer skal forsøge at finde en 15 årige pige, der har været forsvundet i tre uger, en pige,som Sam gruer for, er det seneste offer for en seriemorder og trickster af professor Moriarty-snittet.

Historien åbner lige på og hårdt med en voldsom politiaktion mod gerningsmandens formodede gemmested, mens regnen siler ned i tykke apokalyptiske-true detective-stråler og hemmelig rum og lumske fælder lurer i det tætte rovdyrsmørke.

Det arne dahlske fingeraftryk

Det er som nævnt en mere traditionel og mere ligefrem krimi med færre handlingstråde og personer at holde rede på end i Dahls seneste firebindsserie. Arne Dahl er en dygtig plotmager, og han holder fermt spændingen romanen igennem.

Selvom plottet således er stramt styrende, er der stadig plads til de karakteristiske dahlske fingeraftryk: den for plottet tilsyneladende irrelevante og forvirrende åbning; de små metabevidste kommentarer; de litterære krummelurer; uventet, nørdet fakta om verdens opbygning; og det underfundige pingpong hovedpersonerne imellem. Og så tilsættes det alt sammen en fortællers særligt svenske samvittighedskvaler over fremtidssamfundets lurende inhumanitet.

 Det fungerer helt gnidningsløst, og mon ikke også Arne Dahl også vil finde endnu flere læsere med denne kortere og mere ligeud-ad-landevejen-krimi?




Bogspot: Berlin 1936 – seksten dage i august af Oliver Hilmes

Den tyske historiker Oliver Hilmes fører i sin underholdende beretning læseren om bag kulisserne på
nazisternes gennemført iscenesatte OL, og lader det være en forsmag på, hvad verden har i vente fra den kant.
Vi skal være på vagt over for et folk, som forstår sig sådan på at organisere … En mobilisering kommer til at gå lige så gnidningsløst. (Józef Lipski, den polske ambassadør i Berlin)

Brød og cirkus

Det fremføres ofte for eftertiden, at det var i Berlin 1936, at sporten for alvor mistede sin uskyld. Da en hel verden velvilligt lod sig trække rundt i manegen af kynisk beregnende nazister, der benyttede de olympiske lege til et imageløft og samtidig at demonstrere magt og kunnen for en måbende omverden.

Nazisterne lykkedes i høj grad med at iscenesætte sig som fredselskende værter, mens SA og Hitler Jugend afholdte storslåede parader, og koncentrationslejren Sachsenhausen var under opførelse kun få kilometer fra Berlin.
OL i Berlin satte alle tidligere mediebegivenheder i skyggen. Nazisterne opfandt mange af nutidens olympiske traditioner som her fakkelløbet, der fandt sin introduktion i Berlin 1936.

Oliver Hilmes fortæller historien på ny ved at lade læseren opleve begivenhederne, sådan som de tog sig ud, for dem der oplevede den: for nazi-toppen, for tilrejsende journalister, for sportsudøvere, for almindelige berlinere, for Richard Strauss, for Victor Klemperer og for mange flere.Der ligger et enormt historisk-researcharbejde bag, men det mærkes ikke i Hilmes’ korte, medrivende afsnit.

Bogen er bygget op af seksten kapitler, et for hver dag af de olympiske lege. Hvert kapitel indledes med en vejrudsigt for dagen og indeholder yderligere (afslørende) uddrag fra henholdsvis statspolitiet i Berlins døgnrapport og fra rigspressekonferencen, hvor den tyske presse (dygtigt) blev instrueret i den rette fremstilling, således som nazisterne ønskede den.

Vi møder et væld af farverige skikkelser fra Richard Strauss og dennes kone med de halvhysteriske uartighedsanfald, den tidligere politibetjent, nu privatdetektiv og transvestit, Toni Keller, den amerikanske ambassadør William Dodd og dennes storflirtende datter, Martha Dodd (mesterligt fremstillet i Erik Larsons bog, Ondskabens have i øvrigt), fordækte natklubejere med dobbelt eller trippel-identitet, ængstelige jøder med bange anelser, propagandaminister Joseph Goebbles med stærkt kompromitterende problemer i ægteskabet, regimets nyttige idioter og mange flere.

I centrum af fortællingen befinder sig den amerikanske forfatter og journalist Tom Wolfe, hvis sildige opvågnen udgør det moralske lærestykke.

Det ydre skin og det mørke indre

 Der er suspense i hver af de korte historier, hvor Hilmes virkelig udnytter kontrasten mellem overfladen, ansigtet udadtil og så det indre, det hemmelige, farlige og fordækte.

Forfatteren kommer atypisk for en historiker også med sine egne tørre og bevidst underspillede kommentarer til personernes gøren og laden, som her i et meget typisk eksempel hvor Joseph Goebbels indtager scenen:
Men tilbage til august 1936. Måske sidder Goebbles endnu engang og tænker på den kære familie – på sin svigermor, på Oskar Ritschel eller Richard Friedländer. Og nu også på Magdas affære med denne Lüdecke. Gobbels noterer i dagbogen: ”Jeg skal bruge lang tid for at komme mig over det”. Det tager nøjagtig tre dage. 
Hvor let det ville have været for den oplyste offentlighed at få indsigt i tingenes rette tilstand i Nazityskland, lader Hilmes fremgå med fortvivlende tydelighed, men verden ønskede som bekendt i det store og hele hverken at se eller høre.

Kalejdoskopiske bøger med et enkelt årstal som ramme er tilsyneladende populære. Før Hilmes bog kom Florian Illiss’ bestseller: 1913 – Århundredets sommer, og svenske Elisabeth Åsbrink er lige på trapperne med en bog, der har 1947 som omdrejningspunkt: 1947 – her begynder nu. 

Bogspot: Kureren af Kjell Ola Dahl

Gråmeleret og omstændelig norsk krimi om mord, hævn og gengangere fra 2. verdenskrig.

Handlingen i Kjell Ola Dahls Kureren foregår på tre forskellige tidsplaner: i nutiden, i 1967 og så under den tyske besættelse af Norge (1942). I begivenhedernes centrum befinder sig den jødiske kurer Ester Lemkov, hendes veninde Åse og dennes kæreste, Gerhard Falkum, modstandsmand, kommunist, og frivillig i Den Spanske Borgerkrig, med hvem Åse har en datter.

The Damn War

Da Esters far bliver taget af Gestapo, og hun selv efter et angiveligt angiveri blot er et knækket næsehår fra at lide samme skæbne, flygter hun til Sverige, hvor hun støder på modstandshelten Gerhard, der af myndighederne står under mistanke for blændet af jalousi at have kvalt Åse.

Med dette mord in mente, springer vi til 1967, hvor den ellers formodede afdøde Gerhard går ganske levende rundt i Oslo og grangiveligt leder efter datteren, Turid.

Men er det mon den virkelige grund til at Gerhard Falkum – rimer mistænkeligt på falsum – er vendt tilbage til Norge, spørger folk, der kender ham tilbage fra krigsårene. Tiden er moden til at de nærmere omstændigheder i det nu mere end tyve år gamle drab kan afdækkes.

På nutidsplanet befinder Åses datter Turid sig. Hun genkender i en avis, det sidste kære minde fra den afdøde moder: et smykke der naturligvis spiller en ikke helt uvæsentlig rolle i historien.

Ordforstoppelse 

Sådan mere eller mindre kan historien i store træk ridses op. Det skulle der vel nok kunne komme en ganske spændende historie ud af, skulle man tro. Men ak, sproget er så gabende (u)realistisk kedeligt, og de mange følelser udlægges så pædagogisk omhyggeligt i stavepladeform a la ’Hun kunne mærke, at han var ked af det’, ’Sverre kan se, at Gerhard må beherske sig. Han kan næsten høre, hvordan manden på stolen tæller til ti, før han svarer. ’ Og så videre og så videre.

 Alligevel er det det ligegyldige fyld, ophobningen af banale dagligdagsdetaljer, jeg fandt mest frustrerende, når de, som tilfældet er, hverken fører plottet videre eller tilføjer speciel megen historisk autenticitet til handlingen. Her følger blot et eksempel på, hvordan pedantisk ordophobning dræber tilløb til spænding, da Esther agerer cykelkurer med illegale blade i lasten i det tyskbesatte Oslo. Hvem kan kæmpe sig over denne mur af tekst?:

Hun sætter venstre fod på pedalen, sparker fra, sætter sig op på cyklen og triller ned mod Slotsparken uden at se sig tilbage. Hun nærmer sig krydset ved Parkveien, bremser, for det tilfælde at der skulle komme biler. Der er ingen i syne. Svinger til venstre. Sætter farten op, runder parken, må bremse op for en mand, der løber over gaden, inden hun med vind i håret kører videre ind af Sven Bruns gate. Bremser ned af bakken, sagtner farten endnu mere for at klare svinget til højre ad Pilestredet. Der kommer et hul i skydækket, og hun får sol i ansigtet. Lav sol, oktobersol. Hun kigger hurtigt ned på nederdelen. En plet. Hun bøjer sømmen for at skjule den. Benene blottes til over knæene og hun hører et flertonet pift. Drejer hovedet. Får øje på to tyske soldater, som står på hjørnet og hujer. Hun er lige ved at miste balancen igen men undgår det og trækker nederdelen ned igen. Mere pift. Hun svinger ind i gården. Bremser. Står af cyklen. Stiller den op af muren. Bliver stående og trækker vejret gennem munden, mens hun lytter. Hun tæller indvendig. Ser samtidig på gården med bunker af vådt løv og indsnuser lugten af brændt koks. En skade hopper fra låg til låg på skraldespandene, flakser med vingerne og forsvinder. Ester holder vejret for at kunne høre alle lyde. Men der foregår ingenting i porten, ingen skridt, Heller ikke i gården. Hun ser sig hastigt om og går hen til den nærmeste skraldespan og murstenen, som ligger op ad muren bag den, Hun holder vejret for at slippe for den rådne stank fra skraldespanden. Så sparker hun hurtigt skoen af, tager papirerne ud af den og skjuler dem under murstenen, tager skoen på igen og kan ikke komme hurtigt nok ud af gården. 

… og det kan denne læser heller ikke. Kjell Ola Dahls tekst er tung og stiv som størknet cement, og
derfor murer den snarere læseren ude end inde.

Kjell Ola Dahl modtog Brageprisen samt Rivertonprisen i 2015 for Bedste Norske Krimi for Kureren.

I Riverton-juryens begrundelse for valget af netop Kureren indgår ord som vidende, intelligent, troværdig og pålidelig.

Kureren
af Kjell Ola Dahl
351 sider
oversat af Ilse M. Haugaard.
Udkommer 26. august 2016 på Modtryk

Bogspot: The Noise of Time/Tidens støj af Julian Barnes


Biografisk roman om den russiske komponist Sjostakovitj tematiserer indlevende og overbevisende kampen mellem magten og kunsten i sovjetdiktaturet.
All that striving and idealism and hope and progress and science and art and conscience, and it all ends like this, with a man standing by a lift, at his feet a small case containing cigarettes, underwear and tooth powder; standing there and waiting to be taken away.
 They didn´t want you to fake adherence to their banal taste and meaningless critical slogans – they wanted you actually to believe in them. They wanted your complicity, your compliance, your corruption.

Mens vi venter på NKVD

Romanen tager sin begyndelse under den store terror i Stalins Sovjetunionen i slutningen af 1930erne om natten med den internationalt anerkendte komponist Dmitrij Sjostakovitj stående fuldt påklædt med en lille kuffert ved sine fødder ventende på at NKVD skal komme at hente ham, mens hans kone og lille barn ligger inde og sover i lejligheden ved siden af.

Mens Sjostakovitj står her skrækslagen, kæderygende og afventende gennemgår han i tankerne, hvilke hændelser, der har bragt ham i denne uheldssvangre situation.

Sjostakovitjs opera Lady Macbeth of Mtsensk er blevet en international succes. Succesen medfører, at også rovdyret og i egen megalomane selvforståelse, musikkender Stalin, lader sine duehøge gule øjne hvile på Sjostakovitj neurotiske ryg.

Men ’Lille far’ bryder sig dog ingenlunde om, hvad han hører og udvandrer derfor fra sin loge mit under opførelsen af operaen. Da den sønderlemmende og kremlstemplede kritik står at læse næste dag i Pravda, og Sjostakovitj bliver indkaldt til det første forhør, bereder han sig på at blive hentet af sikkerhedstjenesten.

For at skåne sin kone og barn og måske også for at komme magten i forkøbet og i dette føle en lille trodsig fornemmelse af frihed beslutter han sig for at klæde sig på om natten og stille sig til at vente. Men han må vente forgæves, for ved et lykketræf viser det sig, at hans forhørsleder selv er blevet seneste offer for terror-udrensningerne.


Ydmygelsen 

Sjostakovitj slipper for en kugle i nakken, men magten i Moskva er aldrig færdig med ham, dertil er han for kendt og for brugbar. Han skal gå ydmygende canossagang, offentligt lovprise Sovjet og skammeligt oplæse forberedte taler, hvori han anklager og bebrejder ’kontrarevolutionære’ eller regimekritiske kunstnere som Solsjenitsyn, som han privat nærer stor beundring for.

Sjostakovitj får en ideologisk tutor tilknyttet, hvis funktion det er at lede ham ind på dydens smalle sti, udstukket af regimet, hvor den pessimistisk-ironiske komponist bliver belært om at i det sovjetiske arbejderparadis, er der kun plads til den kitschagtige optimistisk-realistiske-kunst.

Han bliver tvunget til at repræsentere Sovjet ved en kulturkonference i New York, en pinlig og sjælefordærvende oplevelse for den mere og mere alkoholiserede komponist, der føler lede ved sig selv og foragt for amerikanernes og eksilrussernes nedladende bedreviden.

Selv da Stalin dør, fortsætter komponistens plager, for nu vil magten bruge ham til at renvaske sig selv og tvinger ham til at korrumpere sig yderligere ved at tvinge ham ind i partiet, og hænge hans pinte sjæl i bunkevis af æresbevisninger og priser; han føler sig som en reje i en klæbrig rejecocktail-sauce, og han tænker at døden har ventet for længe med at hente ham.

Kompleks og velskrevet

Ud over det stærke portræt af Sjostakovitj er det romanens store styrke, at den giver et loyalt indblik i, hvor forbandet svært, det er ikke at lade sig korrumpere og spænde for magten i et rendyrket diktatur, hvad end det nu sker gennem trusler eller falsk smiger.

Alle omkring ham ville skulle betale en høj pris, hvis han nægtede at danse efter magtens toner. Det djævelske regime havde findyrket en nidkær og ubændig evne til at terrorisere, isolere, bagvaske og til sidst knuse et menneske til det enten gik til grunde i druk og elendighed eller det på sine grædende knæ ydmygt kom tilbage tiggende om at slikke magtens støvler for derved at finde nåde og ophøre med at være et ikke-menneske.

Sjostakovitj har intet andet end foragt tilovers for salonkommunister som Picasso og Satre, der velvilligt agitere for kommunismens lyksaligheder og uden kvaler viderebringer regimets løgne, mens de bor trykt og godt i Paris uden at skulle træffe den slags valg som kunstnerne der, og således mærke omfanget af regimets tryk og den evigt-kvælende korrumpering.

Sjostakovitj er ingen helt, men derimod et nervøst anlagt menneske med store kunstneriske ambitioner, der gennem subtilt indsmuglet ironi forsøger at bevare rester af sin selvrespekt.  Men som tiden går, stivner den ironiske distance til en tavs maske, der ikke giver ham nogen trøst fra sine sjælelige kvababbelser.

Julian Barnes har skrevet en virkelig god bog om en kunstners svære kamp med sig selv og mod (over)magten.

La isla mínima af Alberto Rodríguez

Stemningsfyldt True Detective-inspireret spansk krimifilm fra det andalusiske marskland tager os
tilbage til et på overfladen demokratisk Spanien, der hænger tungt i diktaturets mørke hængedynd.


Overgangen

Vi skriver 1980, og Spanien befinder sig i en sump af arbejdsløshed, social uro og desillusion. Landet står i et vadested mellem demokrati og fortidens lange slimede fangearme i form af Francos fyrre år lange diktatur.

To efterforskere fra Madrid bliver sendt på en opklaringsopgave til det dybe syden, til et isoleret samfund i det andalusiske marskland, hvor to unge piger er sporløst forsvundet.

De to detektiver repræsentere to generationer. Pedro (Raúl Arévalo) er den unge noget stivstikkeragtige, demokratisk-idealistiske efterforsker, mens Juan (Javier Gutiérrez) er af den gamle sorte politiskole fra diktaturets tid, hvor håndmadder, spiritus og magtmisbrug var dagens ret.

De to nærer gensidig mistillid til hinanden, men tvinges af omstændighederne til at arbejde sammen.

Opklaringen af det, der viser sig at være mordet på to unge piger, bliver Pedros adgangsbillet tilbage til Madrid og til sin gravide kone, som han til kollegaens tavse misbilligelse står i hyppig telefonisk kontakt med.


Mørke vande

For Juan derimod bliver opklaringsarbejdet i marsklandet en ubehagelig rejse tilbage i tiden. Et par af de fåmælte beboere genkender ham, og husker ham – og det ikke for det gode – fra hans tid i Francos hemmelige politi, Brigada Político Social, der stod for undertrykkelse og forfølgelse af enhver opposition til diktaturet. Hvad foretog han sig den gang, og hvad er det, ud over det hårde liv med druk og røg, der martrer den barske betjent? Svaret flyder lige under overfladen.

Det lille fattige samfund, betjentene drager rundt i, er præget af mistillid, kriminalitet, desperation og skam. Under den tynde overflade af demokratisk frigørelse og frisind løber en stærk understrøm af kvindehad og perversion. Diktatoren er måske nok død, men han hænger stadig på politikontorer og i folks hjem.

I klassisk noir-stil er tingene uklare og usikre: i takt med begivenhedernes grumme gang bliver det stadigt sværere for idealisten Pedro at holde sig på det tørre land uden at synke til bunds i vold og korruption – ondskaben er måske ikke så fjern for ham heller.

Syg natur

Som i serien True Detictive er stemningen rugende, uheldsvanger og dystert truende. Naturen er ond og lumsk, og den lange indledende panorering over masklandet, får landskabet til at ligne en syg svampet hjerne.


La Isla Mínima


Det er en meget flot og gennemført æstetik, der sammen med fornemmelsen for tid og sted, gør filmen til en spændende oplevelse.

Til gengæld føles opklaringen og plottets afslutning mangelfuldt, som om det ikke rigtig interesser filmen.

Krimi noir-genren er først og fremmest en skabelon, som filmen, igen i lighed med True Detective, benytter sig af til at fortælle sin dystre historie om en dybere kultur, om ikke ligefrem natur, som selv kraftige politiske vindskift kun strejfer på overfladen.

(Filmen kan lånes på biblioteket)

Bogspot: Sovjetunionens fald – Den kolde krigs slutspil af Michael Dobbs

Engageret og velskrevet journalistisk fremstilling af Det røde imperiums fald.

Murens fald og Den Kolde krigs bratte afslutning kom dengang som en kæmpe overraskelse for selv de mest garvede vestlige iagttagere.  En af disse, den tidligere reporter for Washington Post, Michael Dobbs, befandt sig ellers konstant i begivenhedernes centrum, men altså uden at han dengang fornemmede, hvor porøs den røde kolos var.

På afstand tager det sig alt sammen klarere ud, og i nu tre bøger har Dobbs givet sin skildring af Den Kolde Krig i bøgerne: Fra verdenskrig til kold krig, Cubakrisen – Kennedy, Khrusjtov og Castro på randen af atomkrig og her senest i dansk oversættelse altså Sovjetunionens fald – Den kolde krigs slutspil.

Retrospektivt, beretter Dobbs, var forfaldstegnene ellers til at tage og føle på, men hastigheden hvormed begivenhederne tog fart, kom også bag på ham, der ellers havde rejst Østeuropa tyndt og mødtes med mange af de centrale aktører.
 

Et sminket lig

Dobbs begynder sin beretning om Sovjets fald med den jugoslaviske diktator Titos begravelse i 1980. Noget overraskende måske, ofte indtager Tjernobyl i 1985 eller invasionen i Afghanistan i 1979 ikonets plads over det sminkede lig: Sovjetstyrets ineffektivitet, uduelighed og bureaukratiske umenneskelighed.

Men for Dobbs var det i bakspejlet mødet med og førstehåndsindtrykket af den kommunistiske topledelse, der samledes ved Titos begravelse, som rev propagandasløret fra hans øjne, således at han ved selvsyn kunne konstatere, hvor grelt det måtte stå til med det ufejlbarlige partis ophøjede repræsentanter:

I midten af forsamlingen sad Big Brother selv som en middelalderlig kejse, der modtog vasallernes hyldest. Leonid Bresjnev lod til at have problemer med at koncentrere sig om det, der foregik omkring ham. Hans ansigt var oppustet. Han klamrede sig til sin uundværlige udenrigsminister, Andrej Gromyko, som et barn klamrer sig til sin barnepige. ’Hvor er Andrej Andrejevitj?’ mumlede han i åbenlys panik, når Gromyko nogle få øjeblikke forlod hans hans side. Han var omringet af spytslikkere.

Øjenvidneskildringerne og personkarakteristikkerne er bogens helt store force. Det litterært/journalistiske sprog og de dramatiske virkemidler giver begivenhederne en umiddelbar friskhed og dragende åbenhed, der gør beretningen medrivende for læseren.

Pennen slår gnister

I kort form føres vi fra Titos begravelse, til Solidaritet i Polen, over Tjernobyl, invasionen i Afghanistan, Murens fald, Den Himmelske Fredsplads, de baltiske landes løsrivelse, Gorbatjovs forsøg på at reformere kommunismen, det fejlslagne kupforsøg og endelig Jeltsins opløsning af USSR. Dobbs har næse for at de små menneskelige rystelser, der med lynets hast kan blive til jordskælv, som selv ikke Stalins arvtagere kan tæmme.


Det berømte billede af Jeltsin under det forfejlede kup i 1991. Bemærk det russiske flag.

Grundlæggende er Dobbs analyse, at det kommunistiske regime ikke så meget faldt på grund af et ydre pres i form af våbenkapløb, eller den bekostelig krig i Afghanistan. De var nok faktorer, der fremskyndede processen, men regimerne i øst brød først og fremmest sammen, fordi de var pilrådne i fundamentet: korrupte, ineffektive og baseret på frygt og undertrykkelse var de ude af stand til at frigøre sig fra den bureaukratisk-hierarkiske underdanighed, der prægede samfundene, og den floskuløse leninisme var nok tømt for reel indhold, men den var dog fortsat en cementblok om benene på tilløb til mere grundlæggende reformer.

Allerbedst er Dobbs i sin fremstilling af Gorbatjov, der i bogen fremstår som en slags antihelt, for hvem begivenhederne løber løbsk. Gorbatjov er på en gang fremsynet, og ufattelig naiv; han er et tågehorn og et politisk dyr med sans for magt og Kremls farlige byzantinske gange; overbevist leninist, selv længe efter han selv havde tømt begrebet for stort set al mening, og alle murene var faldet.
      
Man finder næppe mere spændende og læsevenlige fremstillinger af Den Kolde Krig end Dobbs’ trebindsværk.

Michael Dobbs er seriøs og nuanceret i sine analyser, men som læser skal man kunne acceptere, at han er glødende i sine anti-og sympatier. Han forsøger ikke at begive sig af med kølig og distanceret akademisk historieskrivning, det er ikke hans hensigt. Dobbs fremstillinger er journalist-historisk fortælling med vægt på fortælling, drama og stor personlig indlevelse.

Læs spændende tillæg om krimier frem mod krimimessen i Horsens


Varm op til næste uges Krimimesse i Horsens med Informations særtillæg om krimier. Læs blandt mange andre spændende emner om Rural noir fra USA, om krimiboomet i Latinamerika, om opblomstrende Østeuropæisk noir, om krimimakkerparret Paternak og Dorphs opgør med den danske velfærdskrimi og endelig,Jørgen Leths passionerede besyngelse af krimien.

Bogspot: Liv og skæbne af Vasilij Grossman

I sit noget oversete storværk udfolder Vasilij Grossman med forbillede i Tolstoj en skræmmende,
rystet og foranderlig verden i tiden op til, under og efter slaget ved Stalingrad. Bogen handler i sin essens om forholdet mellem totalitær ideologi og det enkelte menneske - om det skrøbelige menneskelegeme, der bliver klemt af den kolossale stat. En eminent indføring i totalitarismens rædsler.

En total verden i totalitarismens tid

Den russisk-jødiske forfatter, kemiingeniør og krigskorrespondent, Vasilij Grossman, hvis værk nu er blevet genudgivet i Rosinantes Klassiker-serie, lader i sin bogs henved 1000 sider et utal af stemmer komme til orde, som de store russere jo ofte har for vane.

Høj og lav, civile og menige soldaters stemmer på russisk såvel som tysk side blander sig mellem højtdekorerede generaler, politiske kommissærer, kz-fanger, jøder, Generalfeltmarskal Von Paulus, Eichmann, Stalin og Hitler med mange flere.

Ambitionen er at skabe et totalværk, der indfanger en helt verden af hver især unikke individer i en tid, hvor afhumaniserede masseideologier ellers går deres blodige sejrsmarch.

Frihed og fortabelse

 I centrum af fortællingen befinder sig den intellektuelle-jødisk-russiske Strum-familie, som vi følger gennem flere generationer, og om hvilken der et sted så rigtigt står: Alle utilpassede, altid plaget af sorger, hemmelig smerte, tvivl, håbende på lykken.

Viktor Strum er en berømt fysiker, men en egentlig ikke specielt tiltalende personlighed. Han har dog det forsonende træk, som skal bliver hans møllesten om halsen, at han ikke kan vare sin mund eller tænke strategisk i forhold til de skiftende ideologiske vinde og dermed forbundne magtforhold. Modsat de fleste af de andre mere følgagtige opportunister på arbejdsplads.

Det er farligt i et paranoidt-stalinistisk-stikkersamfund, hvor revolutionen allerede har slugt sine egne partitro børn i surreelle skueprocesser, og hvor krigen mod den tyske værnemagt kræver entydig loyalitet over for en stalin-dikteret russiske nationalisme, der ikke adskiller sig voldsomt fra den tyske i sin hævngerrighed, lynjustits og bestialitet.

Frihedslommer 

Under den tyske invasion åbner sig lommer af frihed fra det kvælende stalinistiske åg, men den ’løsslupne’ stemning, den frihed, som nogle tager sig ved at blotte deres utilfredshed eller blot ved at tillade sig at være selvstændige, skal der siden betales dyrt for, når Stalins farisærer gør regnskabet op.

Stalingrad bliver i bogen både noget helt konkret og samtidig symbolet på noget nyt: det er vendepunktet i krigen, genoplivelsen af den første revolutionære ånd, billede på den brutale overlevelseskamp, den russisk patriotismes arnested og det ildevarslende tegn på en fremtidig aggressiv-imperialistisk-kommunistisk verdensorden.

 (1905 - 1964). Den engelske militærhistoriker 
Antony Beevor har samlet Grosmanns krigs-dagbøger i bogen: 
Grossman-dagbøgerne 1941-45, I front mod tyskernes terror i Rusland.

Ideologierne dehumaniserer mennesket 

Det er Grossmans pointe, at ideologierne og revolutionerne udført i deres navn fejrer alle moralske skrupler til side og derved dehumaniserer og automatiserer udrensninger, forhør, tuns-tunge løgne og ydmygende hykleri.

Dog bevares der i flere af personerne en rest af endnu ufordærvet menneskelighed og integritet, som ikke lader sig tie af den efter behov veltilrettelagte korruption: smiger, trusler, spil på angsten for fortabelse eller ønsket om flugt fra samvittighedens stemme i den totale underkastelse.

Grossman er eminent til at skildre disse personernes hjerteskærende, indre kamp for at bevare de i marxismen afskrevne borgerlige dyder som integritet, hæderlighed og derved frihed i en ufrit samfund, hvor den totale stat ikke skyer nogle midler for at nå sine mål.

Det er forbandet svært om ikke ligefrem umuligt - og når der må strækkes våben bevares asken i munden som en evig påmindelse om ydmygelsen og nederlaget.

Nødvendigt vidnesbyrd 

Grossman er som Søren Villemoes bemærker i det udmærkede forord ikke nogen stor stilist. Fortælleren afbryder gerne sine personer midt i en handling for at give den helt rette fremstilling af en sag, en filosofisk pointe eller fronternes bevægelser. Ligeså er der noget til tider teatralsk over Strum-familiens affekterede skænderi.

Men det til trods løber der gennem hele historien en blotlagt nerve, en modenhed og en livsvigtig nødvendighed, der smyger sig uden om romantiseringer og lette entydigheder – godheden er ikke fuldstændigt udraderet af ideologien, men viser sig i pludselige og ofte uventede former.

Det kan lyde som et banalt imperativt, at det enkelte menneskes værdi og frihed skal stå over staters-og politiske ideologiers interesse, men det bliver det ikke, når det bliver udfoldet med så stor en dybde og kompleksitet, som Grossman er i stand til at gøre det.

Liv og skæbne (Rosinantes Klassikerserie) af Vasilij Grossman
979 sider, oversat fra russisk af Ole Husted Jensen 

Køb bogen hos Cdon.com (affiliate-link)


Bogspot: Gå bare selv: Om myndighed, frisind og modet til at være ligeglad af Jakob Levinsen

Levinsen har skrevet en engageret og sine steder ganske morsom debatbog, der revser den
omsiggribende, selvvalgte umyndiggørelse i den offentlig debatkultur.

Det er sympatisk, og bogen har bestemt mange gode pointer.

Men udgivelsen henvender sig nok mest til de allerede indviede, og netop derfor kunne jeg godt have ønsket mig, at Levinsen nåede ét spadestyk eller to dybere.

Fri mig fra myndighed 

Anmelder, forfatter, debattør m.m. Jakob Levinsen fremsætter i debatbogen den hovedpointe, at vores tid i høj grad er præget af et tab af den personlige myndighed. Alt for få har modet og viljen til myndigt at stå ved sig selv og gøre sine meninger til et personligt anliggende.

Alt for mange gemmer sig blot bag uniforme ’sandheder’, det vil sige, de overtager ukritisk de rigtige holdninger, der trives i de lag, som de identificerer sig med, og som de så hjertens gerne vil høre hjemme i. 

Den kritisk tænkning suspenderes derved, og holdninger bliver til hule identitetsmarkører.

Formløshedens tyranni 

Frisindet er stivnet i ren form, og de gode autoriteter – som den fagligt dygtige, men krævende lærer (ikke den sadistiske scherfigske parodi) – er fra en ophøjet plads i samfundet blevet hevet ned i smudset (hvem vil gerne associeres med den ’Sorte Skole’?), eller også har han frivilligt forladt sin autoritet til gengæld for pædagogiske modeluner og et venskabeligt elevforhold.

Sand autoritet og myndighed kræver ærlighed, nysgerrighed og frisind – der skal en tilstrækkelig selvtillid til at acceptere, at andre kan have holdninger og overbevisninger fjern fra en selv uden derved at forfalde til hån, foragt og væmmelse, som er den nemme vej ud, når man fattes argumenter og løsninger på komplicerede spørgsmål.

En brækspand 

Politikerne er med deres følelses-og væmmelses-udbrud på de sociale medier blot med til ikke bare at underminere egen autoritet, men også niveauet for den offentlige debat, der bliver en parodi på en sådan, når modpartens forslag mødes med umodne pip om mavefornemmelser som ubehag, kvalme, lede og brækreflekser ved de fremførte holdninger, og det bagvedliggende menneskesyn, og hvad har vi. Man skammer sig – naturligvis ikke over sig selv – men over modstanderen.

Dette benævner Levinsen ’skamfølelse per stedfortræder’, og det hæfter han på de, der efter valget tog en tur ved håndvasken og gav en gratis omgang med deres patetiske udmeldinger om, at de nu ville emigrere til Sverige – en modig og meget myndig forkyndelse.


Jakob Levinsen er godt træt af offerromantik,
barnagtighed og antiautoritært hykleri.

Heltene

Stråmandsargumentation, indbildsk modkultur og frit flyvende Peter Pan-syndrom er blot nogle af de mange forskellige udtryk for selvvalgt umyndiggørelse, som Levinsen gennemgår. Levinsen er kritikken til trods dog ingen kulturkonservativ Jeremias.

Han ser fortrøstningsfuldt på fremtiden og finder styrke i sine helte: Dan Tuéll og Herman Bang, der har det til fælles, at de turde trodse den gode, kulturradikale smag og fordomsfrit beskæftigede sig med og skrev høj-såvel som lav-kultur (hvis man da stadig tror på denne forsimplede kategorisering!).

Kritik af kritikken 

Levinsens bog er båret af et tydeligt personligt engagement med ofte selvkonstruerede, men velvalgte udtryk som: ’I ro og smag’, ’Overskudspræget skamfølelse’ ’lystfuldt jubelpessimisme’, ’progressiv herreløshed, ’anderkendelsens sårfeber’ med videre.

Den er let at læse og lige til at gå til, men om den for alvor vil ændre noget, kan jeg godt have min tvivl om.

Bogen kan siges at står på skuldrene af tidligere udkommet bøger om emnet såsom for eksempel:

’Kritik af den negative opbyggelighed’, ’Modkultur som globalt brand’, og ’Ofrets århundrede’ og tilføjer nok ikke så meget nyt for de, der allerede har fået øjnene åbne for problematikken.

 Levinsen kunne derfor i mine øjne med fordel have gået mere i clinch med sig selv:

Er udenadslære nødvendigvis af det onde, hvorfor skal man være overbærende med mediernes, DR1s i særlig grad, joviale platituder?

Hvordan får man den fagligt dygtige og myndige lærer tilbage, når masse-gymnasier og masse-universiteter er dagens virkelighed? – Er det virkelig bare op til den enkelte lærer, for eksempel, at træde myndigt frem og træffe upopulære beslutninger foran en frådende masse af forvente, højt-knevrende forældre, glubske medier på evig jagt efter den næste følelsesbårne historie om ofre, og kollegaer med hjertet og pædagogikken på helt rette sted?

For de virkelige vigtige og formende autoriteter, er det min frygt, at der er for megen utak, bøvl og simpelthen for meget at tabe – arbejdsmæssigt og hvad angår PR – til, at fordelene ved at lede, uddanne og så videre i overensstemmelser med egne overbevisninger kan opveje det.

I et egalitært konsensussamfund som det danske, ville det kræve en enorm mentalitetsændring.

Gå bare selv: Om myndighed, frisind og modet til at være ligeglad
Jakob Levinsen
172 sider
Gyldendal


Køb bogen hos Cdon.com (affiliate-link)


Bogspot: Der hvor vi gik engang af Kjell Westö

Begivenhedsrig skildring i af Finlands dramatiske historie i første halvdel af det 20. århundrede.

Læseren følger en kreds af venner, der bliver født i Helsingfors i La Belle Époque, som vokser op under Verdenskrigens buldren, som kæmper i borgerkrigen, danser, drikker og glemmer til brølende jazz og vågner fuldvoksne op i 1930erne med tømmermænd, stukkede vinger og splintrede drømme.

Westö maler med den brede pensel på det store finske lærred.

Fortiden er ikke død. Den er ikke engang fortid

Igen er Finlands traumatiske historie i centrum i en fortælling af Kjell Westö, sådan som det også var tilfældet i Det ulyksalige ved at være en Skrake og vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, Luftspejling 38.

Der hvor vi gik engang er dog langt mere panoramisk og kronologisk fremadskridende end de to førnævnte. Under læsningen kom Gunnar Staalesens Bergen-trilogi mig ofte i hu.

Der hvor vi gik engang er nok en mindre kulørt mere mørk krønike om Helsingfors, hvor musikken dog, som det også var tilfældet med Staalesens Krønike, udgør en art leitmotiv med mol og melankoli som den gennemgående grundstemning.

Et sådan langt historisk vue ud over samfundet, individerne i det og dets og deres forvandlinger over tid, har den udfordring for forfatteren, at det næsten per se kræver, at de forskellige samfundsklasser er repræsenteret for derved at give et dækkende billede.

Og dette udarter ofte til de rene klicheer og typer med godhjertede og stolte arbejdere over for en overklasse iført bowlerhat, høj cigarføring og kynisk-pekuniær spekulation.

Den lange sårfeber

Westö derimod formår at fremstille nogle interessante menneskeskæbner, der i deres selvforståelse og ofte dybe ensomhed, hverken opfatter sig selv som del af en strømning eller som repræsentanter for andet end dem selv.

Westö må have lavet et enormt historisk researcharbejde for at skrive bogen med alle dens tidstypiske mærker, chikke steder, tidens toner, litterære værker og byens kontinuerlige forandring.

Den finske borgerkrigen, dens lange eftervirkninger og splittelsen på kryds og tværs – også internt for såvel røde som hvide – er fremstillet med stor omhu og giver et overbevisende skildring af de dramatiske, men også noget indviklede udviklinger i den lange, fortsatte broderkrig.

Den Finske Borgerkrig løber som et uhelet,åbent sår gennem Kjell Westös romaner,
særlig prægnant i Der, hvor vi gik engang.

Den humor som fremhæves på bogens bagside, fandt jeg meget lidt af og da meget nedtonet i forhold til for eksempel den befriende og altgennemstrømmende tragikomiske humor i Det ulyksalige ved at være en Skrake, som jeg stadig synes, er Westös bedste roman.

Der hvor vi engang gik kunne med sin historisk velresearchede fremstilling og store mængder spænding og dramatik måske være et godt bud på en julegave til den historisk-interesserede, der ønsker at synke ind i en medrivende fortælling uden de alt for store fortællermæssige dikkedarer.

Kjell Westö: Der hvor vi gik engang
Oversat af Jesper Klint Kistorp
704 sider
Batzer & CO

Køb bogen hos Cdon.com (affiliate-link)


Kultur-cafeen

Kultur-cafeen skriver anmeldelser af nye krimier, historiske værker, historiske krimier, romaner om romerriget, kriminalromaner fra anden verdenskrig og nazityskland, bøger fra Berlin Noir genren samt anmeldelser af film og tv-serier. Vi bringer anmeldelser af både danske og udenlandske krimier og historiske bøger.